Annonce

Annonce

En kvinde ser på en hylde med bælgfrugter

Det økologiske marked er atter i vækst, og markedschef hos Økologisk Landsforening Carsten Ahrenfeldt forventer - trods usikkerhederne på markedet - en fortsat vækst i år. Foto: Moment Studio

Økonom forventer, at mad bliver endnu dyrere - hvor efterlader det økologien, som ellers er i vækst?

Dansk økonomi er stærk. Alligevel ser danske forbrugere pessimistisk på fremtiden og forventer at skulle bruge flere penge på fødevarer i år, viser en ny analyse. Netop fødevarer er et ømt punkt, når vi står med prisstigninger, fortæller Sydbanks forbrugerøkonom. Økologisk Landsforening forventer dog fortsat vækst for økologien i 2025.

Dansk økonomi er egentlig historisk stærk, og beskæftigelsen er tårnhøj - alligevel ser en del danskere pessimistisk på den økonomiske fremtid.

En ny repræsentativ analyse fra Sydbank foretaget midt i januar viser, at på en skala fra 1-5, hvor 1 er "slet ikke bekymret", og 5 er "meget bekymret", ligger 68 pct. af danskerne på niveau 3-5.

64 pct. af danskerne forventer desuden, at mad- og husholdningsudgifter vil fylde mere i deres økonomi i år. For kvinder gælder det 70 pct., mens 57 pct. af mændene har samme forventning.

Spørgsmålet er så, om økologien, der ellers nu nyder medvind efter et par hårde år, er på vej ind i ny modvind?

"Vi ved, at bliver fødevarer dyrere, vil det være nemt at tage det billigere alternativ, selvom det ikke er det, vi egentlig ønsker. Og hvad angår dagligvarer, bliver prisstigninger meget synlige, når man er ude at handle, fordi man hele tiden bliver konfronteret med prisskiltene," siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom hos Sydbank.

2-4 pct.'s stigning

Selv forventer hun, at fødevarepriserne vil stige 2-4 pct. i år, uanset om USA indfører told på europæiske varer eller ej.

"En bekymret forbruger vil typisk holde på pengene, og det er især kødet, som forbrugeren holder igen med, for her kan man virkelig mærke prisforskellen. Det er ikke så tydeligt på frugt, grønt og mælk," siger hun.

Carsten Ahrenfeldt, markedschef i Økologisk Landsforening, peger på, at forbrugernes forventning om stigende mad- og husholdningsudgifter lige så vel kan betyde, at de vender tilbage til økologien og gerne vil bruge flere penge på mad af en vis kvalitet. Derfor forventer han, at den positive vækst, som branchen har set i 2024, vil fortsætte i 2025.

"Det generelle billede fra vores medlemmer og partnere siger det samme," tilføjer han og anerkender, at økologiske varer har en vis sårbarhed, når det kommer til prisfølsomhed - især de varer med stor prisforskel mellem konventionelle og økologiske varianter.

"Og det kan betyde, at den landvinding, som eksempelvis økologisk kød senest har taget, bliver udfordret, hvis vi ser ind i markant stigende priser igen. Det tror jeg nu ikke, at vi gør; inflationen synes at være godt under kontrol. Så situationen er måske snarere, at priserne ikke stiger markant, men at de heller ikke falder tilbage til det niveau, som de havde for et par år siden. Min tro er, at det kan forbrugerne godt vænne sig til og acceptere. Og når det kommer til de helt store økologiske kategorier: mejeri, grønt og frugt, så er der jo kun ganske lille prisforskel mellem det økologiske og det konventionelle, og derfor tror jeg ikke, at en stigende inflation vil stoppe den positive økologiske markedsudvikling," uddyber Carsten Ahrenfeldt.

Under 2 pct. kommer fra USA

Skulle det ske, at USA indfører told på europæiske varer, forventer Ann Lehmann Erichsen ikke, at det direkte vil ramme de økologiske fødevarer, så længe importen af dem er så lav som i dag: Under to pct. af den samlede handel med økologiske varer, herunder foder mm., kommer fra USA.

Til gengæld kan tolden være med til at hæve priserne på andre varer, hvilket kan få en afledt effekt, hvor forbrugerne holder igen med at købe økologiske varer for at spare på madkontoen.

"En toldkrig kan påvirke dansk økonomi, fordi vi er en lille og åben økonomi, der eksporterer rigtig meget, så bliver vi ramt på eksporten, vil det påvirke os. Allerede i dag (mandag da Trump gentog sin trussel om told mod EU, red.) kan vi se, at aktierne rasler ned. Det påvirker folks pensionsopsparing, og hvis det begynder at koste arbejdspladser, kan nogle af varerne, vi køber i butikkerne, blive dyrere, hvilket vil påvirke vores forbrug, for bliver det dyrere at være dansker, må vi jo prioritere," siger Ann Lehmann Erichsen.

Carsten Ahrenfeldt anerkender da også, at vi p.t. står i en "ret uforudsigelig markedssituation":

"Handelskrige, toldmure og international uenighed kan helt sikkert påvirke markedet negativt. Indtil videre tror jeg ikke, at det bliver på niveau med den effekt, som corona og den galoperende inflation for et par år siden havde."

Det kan gøre Europa mere selvstændigt

Nordeas chefanalytiker, Jan Størup Nielsen, henviser til forbrugertillidstallene, der er særdeles lave for tiden - dog ikke så lave som i 2022, men da var tilliden også på sit laveste niveau siden 2. Verdenskrig. Den usikkerhed, som USA's præsident skaber, og frygten for hårdere tider øger blot pessimismen, hvilket får folk til at spare mere op og forbruge mindre.

"Jeg kunne forestille mig, at det er noget, der får folk til at vælge en billigere vare. Man har ikke det der overskud, som man tidligere har haft, hvor man kunne tillade sig at købe nogle dyrere varer. Normalt vil man altid sige, at det første, der ryger, når priserne stiger, er oplevelser og rejser, men det er, som om at selvom vi har øget opsparingen, vil vi stadig ud at rejse. Vi kan dog så småt begynde at se en nedgang i rejseaktiviteten, men det er ikke rigtig udtalt endnu. Man skærer noget af sin luksus væk, og så går man over til billigere varer," siger Jan Størup Nielsen.

Tager man de optimistiske briller på, kan en situation med told på varer mellem USA og Europa dog også hjælpe det europæiske marked med at blive mere robust og selvstændigt, fordi man gør sig mere uafhængig af USA.

"Det er virkelig gået op for EU-Kommissionen, at hele EU-samarbejdet skal styrkes for at være modvægt til USA. Det kan have en positiv effekt, men for dansk økonomi er det entydigt negativt. Vi er en lille økonomi, så det er bare skidt, hvis lande begynder at bure sig inde bag toldmure. Det kan måske være, at nogle danske producenter bliver hjulpet af det her, men for den danske forbruger er det entydigt skidt," forklarer han.

Flere artikler fra samme sektion

Effektiv markedsføring har givet den økologiske citron mange loyale kunder

Der er stor variation i købsmønstrene for de mest almindelige økologiske basisvarer, og ifølge Økologisk Landsforening kan flere varer lære af øko-citronens succes.

20-02-2025 6 minutter Dagligvarehandel

Tre stærke kandidater er nominerede til årets øko-pris

Økologisk Landsforening har nu sat navne på de tre kandidater, der er med i opløbet til Øko-prisen 2025, og ifølge markedschef for foodservice Torben Blok er der tale om tre stærke kandidater, som på hver sin måde kæmper for at udbrede de økologiske løsninger i landets professionelle køkkener.

19-02-2025 5 minutter Øko-prisen

Optimisme blandt økologiske svineproducenter: Noteringen stiger, og efterspørgslen vender tilbage

Noteringen for økologiske slagtesvin er højere end samme tid sidste år, rentepresset er aftagende, og forbrugerne er igen begyndt at efterspørge det økologiske kød.

17-02-2025 2 minutter Grise,   Økonomi