Annonce

Annonce

Et markant flertal i Folketinget vil ikke kræve, at offentlige køkkener skal kunne tilbyde en nærende plantebaseret ret til de borgere, der ønsker det.

Skal offentlige køkkener kunne tilbyde et plantebaseret måltid? Nej, mener et flertal i Folketinget

Selvom de nye officielle kostråd fokuserer på mere grønt og mindre kød, vil politikerne ikke bestemme, om offentlige køkkener skal kunne tilbyde et plantebaseret måltid til dem, der ønsker det.

Over 12.000 danskere havde skrevet under på et borgerforslag om, at offentlige køkkener skal kunne tilbyde et plantebaseret nærende måltid, men det var ikke nok til at få et flertal af politikerne i Folketinget til at bakke op om det.

Forslaget om at indføre en grøn valgmulighed i offentlige køkkener blev nemlig forkastet under 2. behandlingen torsdag.

Alternativet, Frie Grønne - Danmarks Nye Venstrefløjsparti, SF og Enhedslisten stemte ja til forslaget, Radikale og Kristendemokraterne valgte at stemme hverken for eller imod, mens Socialdemokratiet, Venstre, løsgænger Inger Støjberg, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance stemte imod.

Hos Dansk Vegetarisk Forening er der skuffelse over, at så stor en del af Folketingets partier ikke ønsker at give borgerne det, som foreningen betegner som "det frie valg":

"Det er skuffende, at et flertal i Folketinget ikke vil støtte det frie grønne valg i de offentlige køkkener. Det drejer sig om 140.000 vegetarers og veganeres grundlæggende rettigheder, og det er samtidig en meget lavthængende frugt i forhold til klimaet," siger Dansk Vegetarisk Forenings generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl. 

Foreningen har tidligere bebudet, at man vil undersøge, hvorvidt det manglende tilbud er et brud på menneskerettighederne, og Folketingets beslutning viser nødvendigheden af at gå rettens vej for at sikre borgernes rettigheder til at få "sunde og nærende" måltider i offentlige kantiner, selvom de ikke spiser kød, mener generalsekretærens

"Vi fortsætter naturligvis med den bebudede retssag, som består af to sager fra hospitaler og to fra daginstitutioner. Men det kan desværre tage år, før de sager er nået igennem retssystemet. I mellemtiden svigtes borgerne, fordi politikerne ikke handler." 

SF: Partier svigter fælt

SF's fødevareordfører, Carl Valentin, var blandt dem, der stemte for, og han mener, at regeringen og støttepartiet Radikale "svigter fælt":

"At kunne spise plantebaseret i det offentlige bør være en rettighed. Flertallet af danskere ønsker at spise mindre kød - så det er da oplagt at give dem muligheden. Klimaet, miljøet, naturen og dyrene betaler prisen, så længe borgerne ikke har et frit valg til at vælge det plantebaserede til. SF arbejder videre for at presse Radikale Venstre og Socialdemokratiet, der svigter fælt her." 

Susanne Zimmer, som er gruppeforperson for Frie Grønne - Danmarks Nye Venstrefløjsparti, der fremsatte forslaget, finder det "trist", at så mange partier ikke støtter op om forslaget om muligheden for at vælge et nærende, mættende grønt måltid: 

"Lige nu har vi 140.000 borgere, som lever vegetarisk og 660.000 som overvejende lever vegetarisk. Det er meget problematisk, at borgere på sygehuse, plejecentre og botilbud, som ikke har mulighed for anden mad, ikke kan få et plantebaseret måltid. Det er heller ikke rimeligt, at børn i vuggestue og børnehaver ikke kan være en ligeværdig del af spisefællesskabet, hvis de lever plantebaseret og ikke kan få grønt mad i institutionen. Når vi samtidig ved, at grønne måltider øger sundheden og belaster klimaet langt mindre, er jeg uforstående overfor, at så få partier støtter forslaget."

Økologisk Nu har forgæves forsøgt at få en kommentar fra regeringens fødevareordfører, Anders Kronborg, om, hvorfor regeringen har stemt nej til forslaget, når regeringen tidligere selv har foreslået kødfri dage i statslige kantiner og advokerer for de nye officielle kostråd, der anbefaler mere grønt og mindre kød.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion