Økologisk bagerkæde er politianmeldt for at bage brød af økologisk rådej fra eget centralbageri

Emmerys-bagerier risikerer flere politianmeldelser og bøder, mens selskabets 35 butikker venter på at blive godkendt til at bage brød af økologisk rådej, som bliver leveret fra bagerikædens centralbageri i Valby.

11. juli 2025
Læsetid: 5 minutter
Nybagt brød i ovn
Siden Emmerys centralbageri er begyndte at levere flere brødprodukter til kædens butikker som rå dej, har den økologiske bagerkæden ifølge CEO Shahriar Bakhshpour opnået en langt bedre brødkvalitet, så det bliver der ikke ændret på, selv om han stadig ikke har fået fødevaremyndighedernes godkendelse. Foto: Emmerys

"Du er nu 15 skridt fra godt, økologisk bagværk," står der på ruden ind til Emmerys bageri på H.C. Ørsteds Vej 28 i København, men ifølge Fødevarekontrollen er det budskab ikke helt efter reglerne. Det skyldes, at butikken sælger bagværk, som er bagt af frisk rådej, der bliver leveret fra Emmerys centralbageri i Valby. Denne fremgangsmåde kræver, at den enkelte butik udarbejder en årlig økologirapport, hvilket ingen af Emmerys butikker i øjeblikket er godkendt til.

Det fremgår af en artikel i lokalmediet Frederiksbergliv.dk.

Uenighed om fortolkningen af økologireglerne kan ende med flere bøder til Emmerys-kædens økologiske bagerier, som ifølge fødevarekontrollen er på kant med EU-reglerne. Emmerys fortsætter dog sin nuværende produktionsform, da det giver det bedste bagværk, oplyser Shahriar Bakhshpour, der er administrerende direktør for bagerkæden.

Vi bliver ved med at levere rå dej ud til vores butikker, da vi ikke ønsker at gå på kompromis med kvaliteten. Så vil jeg hellere betale de bøder, der måtte komme, inden godkendelsen er på plads.

— Shahriar Bakhshpour, CEO Emmerys

Det står klart efter de to seneste kontrolbesøg i bageriet på H.C. Ørsteds Vej, hvor en kontrol 26. maj ifølge Fødevarestyrelsen viste, at reglerne om anprisning ikke blev overholdt. Det udløste i første omgang en indskærpelse, som fik butikken til at fjerne det røde markedsføring-Ø fra de pågældende produkter.

Men ved et opfølgende kontrolbesøg 1. juli konstaterede fødevarekontrollen, at skilte med teksten "Emmerys - organic coffeehouse & bakery" og "Vi bager 100% økologisk" ikke var fjernet fra butikken, ligesom økologien også blev anprist på butiksruden. Det udløste en politianmeldelse og Emmerys kan desuden forvente en bøde.

Ventetiden kan blive dyr

Politianmeldelsen er den foreløbige kulmination på mere end et halvt års dialog om fortolkningen af økologireglerne mellem Fødevarestyrelsen og Shahriar Bakhshpour.

Han er uenig i myndighedernes fortolkning af reglerne, som han finder meget firkantede og unødvendigt bureaukratiske.

”Vores bageri i Valby kan dokumentere, at der kun bliver brugt økologiske ingredienser. Vi har ikke ét gram konventionelle råvarer i bageriet. Selv gæren er økologisk, selv om det er tilladt at bruge konventionel gær i økologisk bagværk,” siger Shahriar Bakhshpour til Økologisk Nu.

Han forstår derfor ikke, hvorfor det er nødvendigt med ekstra kontrol ude i butikkerne, men han er klar til at rette ind og har i juni indsendt en ansøgning om en fælles tilladelse, som omfatter alle butikkerne. En tidligere ansøgning var blevet afvist med henvisning til, at Emmerys ikke havde sat kryds ved ’ikke relevant’ ved nogle punkter, som ikke havde betydning for Emmerys produktion. Men ventetiden på en godkendelse kan blive en kostbar periode for Emmerys.

Direktør: Vi betaler bøderne

Det er kun et par dage siden, at Emmery offentliggjorde et historisk stærkt regnskab, og mens kæden venter på at få svar på ansøgningen, forventer direktøren, at der den kommende tid kan vanke bøder til flere af Emmerys 35 butikker.

Omkring halvdelen af butikkerne er gået over til at modtage ubagte tebirkes, hvedebrød, müslibrød og kernebrød fra kædens centralbageri i Valby, da det ifølge direktøren giver en langt bedre kvalitet, når brødet står og hæver ude i butikkerne og bliver bagt helt fra bunden. Men ifølge Fødevarestyrelsen dækker virksomhedens nuværende økologiregistrering ikke den produktionsmetode, når den rå dej bliver produceret på en anden adresse.

”Hvis vi derimod leverer produkterne som bakeoff, som bliver bagt færdig ude i butikken, vil vi følge reglerne,” siger en undrende direktør, som styrer Emmerys fra kædens hovedkontor, der er indrettet oven på centralbageriet i Valby.

Flere lignende sager

Shahriar Bakhshpour mener, at myndighedernes fortolkning af reglerne er udtryk for ’bureaukrati på højt plan’, og han er ikke i tvivl om, at fødevarekontrollens nuværende kurs afholder flere bagerier fra at omlægge til økologi.

Danmarks fortolkning af EU-reglerne har gennem mange år skabt en del udfordringer for de danske bagerier, og Økologisk Landsforening har tidligere været i dialog med fødevaremyndighederne efter lignende sager hos andre bagerier, som også driver flere butikker.

Men hidtil har det ikke været muligt at gøre de skrappe dokumentationskrav meget mere spiselige for de bagere, som ønsker at arbejde med økologiske råvarer uden at blive afkrævet økologiregnskaber for hver enkelt butik.