Annonce
Annonce
Ny webshop skal mindske madspild
Via en ny webshop leverer Too Good To Go overskudsmad til hele landet.

Via en ny webshop bliver det muligt for borgere i hele landet at bekæmpe madspild ved at købe varer fra Too Good To Go. Foto: Too Good To Go
Folkene bag madspildsapp’en Too Good To Go, som efter tre års drift beskæftiger flere end 200 ansatte i ni lande, slog i august 2018 dørene op til den første fysiske butik på Nyelandsvej i hjertet af Frederiksberg.
Her kan borgerne i København købe overskydende mad fra producenter som Løgismose Meyers, Arla, Coop, Thise Mejeri og Urtekram, som ellers risikerede at ende som rent madspild.
Siden åbningen har Too Good To Go modtaget mange henvendelser fra folk, som godt kunne tænke sig en lignende forretning i deres by, oplyser landechefen for Too Good To Go, Mikkel Fog.
I øjeblikket har Too Good To Go dog ikke ressourcer til at åbne nye fysiske butikker, men i stedet åbner firmaet bag den populære madspildsapp af samme navn nu en webshop, så danskere over hele landet har mulighed for at redde produkterne fra skraldespanden.
“Siden åbningen i sommer har vi tydeligt mærket, at efterspørgslen for at åbne flere butikker rundt omkring i landet er stigende. Vi kan få endnu flere danskere med i kampen mod madspild, når vi nu inviterer alle til at redde overskudsmad via vores nye webshop,” siger Mikkel Fog.
Varer som ikke kan sælges andre steder
Webshoppens ordrer bliver pakket i Too Good To Gos lokaler på Frederiksberg, hvor sortimentet består af alt fra juice, snacks og øl til chokolade og vitaminpiller, og ifølge butikschef Mads Stærk Christensen udvides sortimentet løbende.
”Varerne kommer fra grossister og storproducenter, som ikke selv har fysiske butikker, og hovedparten af dem er varer med begrænset holdbarhed, som ikke lever op til supermarkedernes krav. Mange af dem er økologiske, men vi siger ikke nej til nogen, så længere der er tale om varer, som ikke kan sælges via andre kanaler, siger Mads Stærk Christensen.
Webshoppens varer bliver pakket i emballage, der er produceret af genbrugsmateriale, og leveringen vil være så bæredygtig som muligt.
“Vi har sat en leveringsaftale i stand, hvor et firma afhenter vores pakker på deres normale rute og sender dem videre gennem de velkendte leveringspartnere i Danmark. På den måde sørger vi for, at der ikke bliver et unødigt ressourcebrug ved transporten. Derudover anbefaler vi selvfølgelig, at man får leveret sine varer til en pakkeshop, så en transportvogn ikke skal køre ud på privatadresser, og at tilvælge PostNords CO2-neutrale forsendelse, siger Mikkel Fogh.
Priser og udvalg vil være det samme som i den fysiske butik på Frederiksberg med undtagelse af køle- og frysevarer, som er for ressourcetunge at levere, oplyser Too Good To Go.
Se hele sortimentet i Too Good To Go butikkens webshop.
Flere artikler fra samme sektion
Rekordmange har allerede tilmeldt sig Klimahandledagen
To uger inden det landsdækkende klimaevent har over 133.000 tilmeldt sig til de hundredvis af forskellige aktiviteter, hvoraf mange er gratis at deltage i.
For første gang afholder Kalø Økologisk Landbrugsskole Økodag - og det er ikke kun for gæsternes skyld
De færreste landbrugselever har råd til at etablere sig som selvstændige på et storlandbrug. Derfor skal de lære at være landbrugere på en ny måde - og Økodag er et vigtigt led i den læring. Landbrugsskolen på Kalø vil nu udvide sin gårdbutik og fremover holde flere åbne arrangementer.
Nocla-stifterne: Forskellighed er en af vores styrker
Nocla er stiftet af et dedikeret founderteam med meget forskellige kompetencer, men de er enige om kursen.