Hver femte teenager har maks 10 minutter til at spise frokost

22 pct. af unge mellem 12 og 18 år siger, at de kun har 0-10 minutter til at spise frokost. Det er alt for lidt, mener man hos Fuldkornspartnerskabet, som håber, at skolemadsforsøgene landet over kan hjælpe med at rette op på det.

11. juni 2026
Læsetid: 2 minutter
3. U i kantinen på Skive Gymnasium
Mange unge har ikke lang tid til at spise frokost i, viser en ny undersøgelse, der også afslører mangel på viden om fuldkorns sundhedsfordele. Arkivfoto Foto: Jakob Brandt

Mange børn og unge har så kort tid til at spise frokost, at det kan gå ud over både måltidet og de sunde valg.

Det viser en ny undersøgelse, som Quantic Research har lavet for Fuldkornspartnerskabet. Det skriver partnerskabet i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser, at hele 22 pct. af unge mellem 12 og 18 år siger, at de kun har 0-10 minutter til at spise frokost, mens 47 pct. har maksimalt 20 minutter:

"0-10 minutter er alt for kort tid, og det er vigtigt at skabe rammer omkring frokostmåltidet, som dels gør, at eleverne kan nå at fordøje maden, og at der etableres et fællesskab omkring måltidet, hvor man kan sætte sig ned og nyde sin mad. Der er ingen tvivl om, at forsøgsskolemadsordningen kan bidrage til dette," siger Rikke Iben Neess, kampagneleder hos Fuldkornspartnerskabet, i pressemeddelelsen.

Manglende viden om fuldkorn

De unge bliver også spurgt ind til deres viden om fuldkorn og de dokumenterede sundhedsfordele, og blandt dem, der kender fuldkornslogoet, er det kun 21 pct., der ved, at fuldkorn kan være med til at forebygge livsstilssygdomme.

DTU Fødevareinstituttets nylige rapport om danskernes kostvaner tyder også på et faldende forbrug af fuldkorn; i hvert fald er indtaget blandt 11-17-årige piger faldet med 18 pct. de seneste 10 år, viste rapporten.

"Det er bekymrende, at så få er bekendt med, at fuldkorn forebygger livsstilssygdomme, sammenholdt med at fuldkornsindtaget er faldet blandt de unge piger. Derfor er de unge nu en meget vigtig målgruppe for os. Der er brug for mere viden, bedre rammer om frokosten og at vise alle de velsmagende måder, man kan indarbejde fuldkorn i måltiderne, hvis flere unge skal vælge fuldkorn," siger Rikke Iben Neess.

Fuldkornspartnerskabet er et offentligt-privat partnerskab, der arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn.

Bag partnerskabet står Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og en række fødevarevirksomheder.