Annonce

Annonce

Morgenbuffeten på Hotel Guldsmeden

Guldsmeden Hotels er kendt for sin lækre, økologiske morgenmadsbuffet, men lige nu er der meget langt mellem gæsterne, og hotellets ejere kan tydeligt mærke, at hele København er ved at lukke ned. Foto: Jakob Brandt

Horesta: Der venter en lang og hård vinter for hotel- og restauranterhvervet

Guldsmeden Hotels er kendt for sin bæredygtige profil, men lige nu er økonomien alt andet end bæredygtig i hotelbranchen, som efterlyser større hjælp til at håndtere coronakrisen

I kølvandet på coronasmittens anden bølge kigger hotel- og restaurantbranchen ind i tre vintermåneder, hvor der ifølge brancheforeningen Horesta ikke bliver meget at glæde sig over.

"Virksomhedernes egne forventningerne til december, januar og februar er skruet ned på meget lavt blus, og en meget stor andel regner med omsætningstab på over 60 procent sammenlignet med samme periode for et år siden," skriver Horesta på baggrund af en undersøgelse blandt medlemmerne.

På den baggrund opfordrer Horesta politikerne til hurtigst muligt at indføre et oplevelsesfradrag, som kan skabe mere trafik hos de skrantende restauranter og hoteller.

”Vi står i en situation i vores erhverv, hvor en stor del af forretningsgrundlaget er væk på grund af de statslige restriktioner. Samtidig er lønkompensationen udfaset, og hjælpepakkerne er stærkt forsinkede. Det er en fuldstændig uholdbar situation, og det giver sig selv, at mange virksomheder er ved at løbe tør for penge. Derfor er der akut brug for initiativer, som kan sætte gang i omsætningen igen,” siger foreningens politiske direktør, Kirsten Munch.

Den økonomiske situation ser lige nu værst ud for hotelvirksomhederne i hovedstaden, som især lider under fraværet af de udenlandske gæster. Otte ud af ti hoteller i hovedstaden angiver således, at deres omsætning vil ligge 60-99 pct. under det normale i både januar og februar.

Statsminister Mette Frederiksen blev på HORESTAs konference The Next Normal spurgt ind til, om regeringen støtter forslaget om et oplevelsesfradrag. Her svarede hun:

“Vi arbejder stadigvæk med, at man laver et fradrag eller en anden ordning, hvor danskerne på en eller anden måde kommer ud og kan bruge flere penge hos jer.”

Det er der i den grad behov for, mener hotelægteparret Marc og Sandra Weinert, som står bag hotelkæden Guldsmeden, der nu har lidt under konsekvenserne af corona-pandemien i et lille års tid, idet strømmen af gæster til København allerede begyndte tørre ind i januar måned.  

"Jeg har lige cyklet gennem København. Det er torsdag eftermiddag, og her er ikke et øje. København er ved at lukke helt ned," siger Sandra Weinert.

I en tid, hvor alle bliver bedt om at arbejde hjemme, er det efter hendes vurdering umuligt at drive hoteller. Skulle politikerne vedtage et oplevelsesfradrag mener hun, at det kun får karakter af et lille plaster på landets storblødende hoteller.

"Det kan ikke redde branchen, og hvis vi skal have mulighed for at tjene noget af det, som vi har tabt tilbage, er vi nødt til at tænke mere langsigtet. Hvis regeringen er interesseret i turisme, så jeg hellere, at den arbejdede på at indføre en differentieret moms og afskaffe fradrag for udlejning af private boliger," siger Sandra Weinert.

Hun oplyser, at landets hoteller i øjeblikket smider billige hotelværelser i nakken på folk, og hun tror derfor ikke på, at et oplevelsesfradrag vil få den helt store effekt. Folk bliver hjemme og venter med at rejse, til rejserestriktionerne på et tidspunkt forsvinder.

Mens hotelbranchen er særdeles hårdt ramt, går det tilsyneladende lidt bedre for restauranterne.

”Generelt er restauranterne lidt mere optimistiske end hotellerne, når det gælder omsætningsforventningerne til januar og februar. Men også blandt restauranterne er der meget få, som tror på, at de er i nærheden af at være tilbage på sporet, når vi tager hul på det nye år,” siger Jonas Kjær, der er cheføkonom i Horesta.

Flere artikler fra samme sektion

Føtex Kokkedal genåbner butik med skærpet sundhedsprofil

Efter en gennemgribende ombygning genåbningen Føtex i Kokkedal i dag og giver samtidig et bud på, hvordan man i fremtiden kan blive bedre til at guide kunderne til at tage det ernæringsrigtige valg.

21-11-2024 4 minutter Detailhandel,   Mærkning

De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test

Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade, og testen viser ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet eller certificeringer.

20-11-2024 2 minutter Forbrug

Økologi styrker dit grønne regnskab

I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.

15-11-2024 5 minutter