Annonce

Annonce

Frivillige rydder op på en strand

Mikroplast findes i alle foretrukne proteinkilder, og der er nu risiko for yderligere plastforurening, efter at en container med plastkugler røg i havet ud for den portugisiske kyst. Kuglerne er nu begyndt at skylle op på den spanske kyst, hvor et større oprydningsarbejde er i gang - billedet her viser dog ikke det pågældende arbejde, men er fra oprydningen af en amerikansk strand i 2022. Foto: Ocean Blue Project Inc.

Forskere finder mikroplast i samtlige undersøgte proteinkilder til mennesker

Uanset om vi indtager protein fra fisk, grise, køer, kylling eller planter, er der stor risiko for, at vi samtidig spiser mikroplast, viser et nyt studie. Det udkommer, samtidig med at en større miljøkatastrofe med mikroplast udspiller sig ved den spanske kyst og risikerer at ende på vores tallerkener.

Mikroplast findes nu i både jorden, havet, regnen og luften - og i den mad, vi spiser. Senest viser et nyt studie, at der er mikroplast i protein fra både animalske og vegetabilske kilder.

Forskere fra Ocean Conservancy og University of Toronto har undersøgt 16 forskellige typer proteinkilder og fandt mikroplast i samtlige kilder. I alt foretog de 111 prøver og fandt plast i 98 af dem (88 pct.).

Proteinkilderne var fisk og skaldyr, grise, kvæg, fjerkræ, tofu og tre forskellige plantebaserede kødalternativer. Hvor tidligere forskning har påvist, at dyr indtager mikroplast, viser dette studie, at plaststykkerne også ender i udskæringerne.

"Det er en rystende påmindelse om, hvor udbredt plastforurening er blevet - mennesket lever på land, og alligevel er fisk og skaldyr lige så udsatte for plastforurening som proteinkilder på land," siger studiets medforfatter dr. Britta Baechler, marinebiolog og assisterende direktør for Plastics Science ved Ocean Conservancy.

"Og man kan ikke slippe for dem, uanset hvad man spiser, lader det til. Plastforureningskrisen påvirker os alle, og vi er nødt til at handle på det," tilføjer hun.

Det er ikke realistisk at undgå mikroplast gennem kosten, da plasten findes i dyr både på lands og til vands, viser ny forskning
Det er ikke realistisk at undgå mikroplast gennem kosten, da plasten findes i dyr både på lands og til vands, viser ny forskning. Foto: Madeleine Milne

Ifølge studiet peger evidensen på, at en del af mikroplasten kommer fra selve forarbejdningsmetoderne, men det kan ikke være den eneste kilde, da der også blev fundet relativt høje mængder plast i friskfangede produkter.

Næsten halvdelen af plasten (44 pct.) var syntetiske tøjfibre, mens en tredjedel (30 pct.) var fragmenter af plast. Ved at inddrage data fra et andet studie, som snart udgives i tidsskriftet Frontiers in Marine Science, vurderer forskerne, at en voksen amerikaner i gennemsnit indtager 11.500 stykker mikroplast om året, men at tallet i værste fald kan være helt op mod 3,8 millioner.

Mikroplastens vej til vores maver starter i vandet og til lands
Mikroplastens vej til vores maver starter i vandet og til lands. Kilde: Milne et al., 2024

"Som havforskere er mine medforfattere og jeg bekymrede for den voksende plastikkrise i verdenshavet, men vores studie viser, at plastik i vores mad ikke begrænser sig til fisk og skaldyr, men også til en lang række andre proteinkilder. Vores arbejde er et råb om handling til at reducere plastforureningen i dens mange former for at sikre en sikker og sund fødevareforsyning til alle forbrugere," siger dr. George Leonard, medforfatter på studiet og chefforsker ved Ocean Conservancy.

Miljøkatastrofe ved Spanien

Studiets udgivelse kommer, midt i at en større miljøkatastrofe med netop mikroplast udspiller sig nær Spaniens nordkyst, og eksperter advarer om, at plasten i sidste ende ender på vores middagstallerkener.

Den 8. december tabte et containerskib seks containere nær den portugisiske kyst, og en af containerne indeholdt 1.000 sække med hver 25 kg små plastkugler. Det er disse kugler, der nu har spredt sig i havet og skylles op på den spanske kyst, og det tyder på, at de siden har spredt sig til den franske kyst.

Da fisk og skaldyr kan forveksle kuglerne med føde, er det ikke kun en katastrofe for livet i havet, men også et problem, der påvirker mennesker, som spiser de selvsamme fisk og skaldyr, da disse så kan indeholde plastfragmenter.

"Plastforureningen af havet og økosystemerne er et af de største problemer, som menneskeheden står over for, så et spild af så store mængder plast kræver nøje tilsyn for at afgøre, om transportfirmaet og shippingfirmaet har taget de nødvendige forholdsregler," siger den spanske miljøminister, Teresa Ribera, til AP.

Jordi Oliva, der er medstifter af den spanske NGO Good Karma Projects, der arbejder for at bekæmpe mikroplast i havet, fortæller til AP, at de små plastkugler fungerer som svampe, der suger toksiner til sig, hvilket gør dem mere giftige for dyr og mennesker at indtage.

Det er containerskibet Toconao, der er chartret af danske Mærsk, som tabte containerne, og dermed er Mærsk på kun en måned indblandet i to store miljøkatastrofer, da 46 Mærsk-containere samme måned endte i havet ud for Nordjylland.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion