Annonce

Annonce

En person er ved at stege løg på en pande

Stegepander med non-stick-belægning indeholder ofte fluorstoffer og er dermed en kilde til forurening af de problematiske stoffer. Foto: Colourbox

Forbrugerråd: Sådan kan du mindske risikoen for PFAS

PFAS-stofferne er udbredte i dagligdagsting som stegepander, regnjakker og sko. Nu er de også fundet i økologiske æg. Forbrugerrådet Tænk har udarbejdet en guide til, hvordan man kan undgå de farlige fluorstoffer.

I omtrent 70 år har man brugt de svært nedbrydelige fluorstoffer, PFAS, i en lang række dagligdagsting. Nu ses konsekvenserne, da fluorstofferne har forurenet vores miljø og fødevarer. Senest har DTU Fødevareinstituttet advaret om høje mængder PFAS i økologiske æg.

Og selvom PFAS desværre kan måles i praktisk talt alle befolkninger verden over, kan man alligevel gøre noget for at reducere sin eksponering for stofferne, der findes i regntøj, skitøj, flyverdragter, børnevanter, fodtøj, møbler, tæpper, lak, voks, cykelolie, maling, stegepander, cremer og tandtråd.

Forbrugerrådet Tænk har udarbejdet en liste over 10 gode råd til at undgå fluorstofferne.

1) En del udendørstøj kan være imprægneret med PFAS, og støder man på mærket Gore-Tex indeholder det fluorstoffet PTFE. Man bør derfor gå efter udendørstøj og sko, som er mærket 'fri for fluorstoffer', PFC-fri eller lignende. Forbrugerrådet har spurgt 19 forskellige virksomheder bag kendte skomærker, og seks mærker meldte tilbage, at de bruger fluorstoffer (Ecco, Geox, Viking, Primigi, Superfit og Kool), mens Nordbjørn og Woden ikke svarede. De 11 andre meldte tilbage, at deres sko er uden fluorstoffer (Angulus, Arauto Rap, Bisgaard, Bundgaard, Color Kids, En fant, Hummel, McKinley, Pompom, Reima og Wheat). Kig efter betegnelserne 'fri for fluorstoffer', 'PFC-fri', 'fluorcarbon free', 'fluorine free' og 'fluorfri', hvis du vil undgå produkter med fluorstoffer.

2) Undgå PFAS i imprægnering - brug i stedet midler, der er baseret på en blanding af voks og paraffin.

3) Gør rent ofte for at nedbringe koncentrationen af de uønskede stoffer i indeklimaet.

4) Tjek kosmetik og plejeprodukters indhold af fluorstoffer med app'en Kemiluppen.

5) Brug skivoks, bilvoks og cykelolie uden fluorstoffer. Cykelolie og -spray indeholder ofte stoffet PTFE, som også kaldes teflon.

6) Vælg maling og træbeskyttelse uden PFAS. Visse produkter markedsføres med, at de indeholder teflon, som er PTFE. Vælg gerne maling, som er mærket med miljømærkerne Svanen eller Blomsten.

7) Svanemærkede møbler og tøj er uden PFAS.

8) Undgå tandtråd med fluorstoffet PTFE.

9) Vælg en stegepande uden PFAS. Non-stick-stegepander kan indeholde fluorstoffer, som kan frigives, hvis panden bliver overophedes. Kig efter 'PFC-fri', 'uden fluorstoffer' eller 'PFAS-fri'. Vær opmærksom på, at udtryk som PFOA- og PFOS-fri ikke garanterer, at der ikke er brugt andre fluorstoffer i stedet. Er panden mærket med PTFE eller 'teflon', indeholder den fluorstoffer.

10) Stil spørgsmål til forhandlerne: Spørg om produkterne er imprægneret med fluorstoffer. Det kan være med til at påvirke markedet, så de problematiske stoffer udfases. Brug også appen Tjek Kemien, som Forbrugerrådet Tænk har udviklet sammen med Miljøstyrelsen. Her kan man stille spørgsmål til virksomhederne.

Flere artikler fra samme sektion

USA: Næsten 40 pct. af testet babymad indeholder pesticidrester

Babymad med æbler, pærer, jordbær og blåbær havde de højeste rester af pesticider i en ny test. Organisationen bag undersøgelsen råder forældre til at købe økologiske produkter, hvis de vil undgå pesticidrester.

28-11-2023 3 minutter Pesticider,   Udland

Finanslov støtter grønt topmøde på Madens Folkemøde

Der er afsat en mio. kr. til et grønt topmøde ved Madens Folkemøde, hvor deltagerne skal diskutere, hvordan vi skaber en større mangfoldighed af frugt og grønt i dansk madkultur.

27-11-2023 2 minutter Events

Økologispecialet på skolerne er kommet dårligt fra start

Som noget nyt i år kan landsbrugseleverne for første gang vælge økologi som speciale på deres uddannelse. Men kun fire ud af de 15 danske landbrugsskoler udbyder økologispecialet til deres elever.

27-11-2023 5 minutter Uddannelse