Annonce
Annonce
En jordhumle er på besøg i pollen- og nektar-buffeten. Jordhumlen sidder på en honningurt – en af de blomsterarter, der er med i frøblandingen fra Økologisk Landsforening. Foto: Økologisk Landsforening
Få mere natur i din have på abonnement
En dansk virksomhed vil gøre det lettere for haveejere at få mere biodiversitet i haven. Det giver "en have med mening", siger en af folkene bag virksomheden, der tilbyder frø, planter og rådgivning på abonnement.
En nyslået græsplæne ser måske flot ud, men den er en biologisk ørken, og med tilbagegangen af mange arter i landskabet, er det en anledning til at få mangfoldigheden af dyr og planter tilbage i de danske haver.
Det mener de tre stiftere af den nye danske virksomhed Angelika, iværksætter Joachim Majholm, filmproducer Christian Rank og biolog Katrine Turner, som nu lancerer et koncept, der skal skabe mere biodiversitet i de private haver.
Med en abonnementsordning vil de tilbyde private haveejere ingredienser som frø og planter, vejledning og viden til at skabe 10 m2 levende og vild have i løbet af et år. Vejledningen skal bl.a. hjælpe med at besvare spørgsmål som, hvordan man skaber en have med fokus på biodiversitet, hvordan man finder ud af, hvilke plantearter der er bedst for biodiversiteten, hvor man får fat på dem, og hvordan man skaber levesteder for de dyr og insekter, som planterne tiltrækker.
”Der er forsvindende lidt vild natur tilbage i Danmark. Det afspejles også i mange danske haver, der i høj grad består af græsplæner og prydplanter," fortæller biolog Katrine Turner, der har arbejdet med vilde haver i en årrække, i en pressemeddelelse.
Hun tilføjer:
”Vi ønsker at bringe mere vildskab ind i haverne. En vild have gavner ikke blot dyr, insekter og lokal biodiversitet. Den giver også plads og rum til masser af gode naturoplevelser og erfaringer, til gavn for både voksne og børn. Det mener jeg er en have med mening."
Pakker med frø og onlineunivers
Udover månedlige pakker med hjemmehørende frø og planter, får man som medlem også adgang til Angelikas onlineunivers med info om dyr og planter, samt masterclasses, hvor medlemmerne kan blive klogere på biodiversitet, vildskab, havedesign, bosteder for dyr og insekter og meget mere. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål til eksperter og de øvrige brugere af Angelika.
For at kunne løfte biodiversiteten i de danske haver kræver det en ny forståelse af, hvordan vi dyrker og designer vores haver, mener Christian Rank:
"Det handler ikke kun om planter og frø. Det er kun én del af en vild og levende have. Insekter og dyr lever af planterne, men de skal også have steder at sove, vand at boltre sig i, læ for vinden, beskyttelse mod kulden eller for megen sol. Vi glæder os til at bidrage med viden, rådgivning og konkrete anvisninger, så vores medlemmer kan skabe og designe smukke haver, der styrker den lokale biodiversitet og fungerer som levesteder for dyr og insekter," siger han.
Flere artikler fra samme sektion
Randers Kommune modtager pris for skarp grøn indkøbspolitik
Øgede krav til bæredygtige indkøb har på et halvt år øget økologiandelen i Randers Kommunes fødevareindkøb fra 51 pct. til 63 pct.
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.