Annonce
Annonce
Elever udskød påskeferien for at hjælpe til med Økodag hos debutant: »Det gik over al forventning«
Kalø Økologisk Landbrugsskole afholdt for første gang Økodag, og flere end 30 medarbejdere og elever hjalp til med at styre løjerne. En af ambitionerne for dagen var også at vise gæsterne, at økologien er meget mere end fokus på dyrevelfærd.

41 gårde havde åbnet for gæster til at se de økologiske køer komme på græs. Her er det køerne ved Kroghsminde ved Varde, der løb mod græsmarkerne. Foto: Brian Rasmussen
Omtrent 110.000 gæster lagde vejen forbi 41 økologiske gårde søndag, da køerne kom på græs i forbindelse med den landsdækkende Økodag.
På Kalø Økologisk Landbrugsskole var det første gang, man afholdt eventet, og her var samtlige 1.000 billetter booket flere dage på forhånd.
"Det gik over al forventning. Rigtig mange af vores elever havde valgt at blive og hjælpe til på dagen, selvom de egentlig har påskeferie. Sammen med alle medarbejdere fra køkken og landbrug var vi mere end 30 til at styre løjerne, og det var en absolut fornøjelse. Gæsterne var søde og glade, og selvom køerne var lidt vægelsindede og løb ud og ind ad stalden nogle gange, før de bestemte sig for græs og solskin, så virkede det, som om at de var tilfredse med showet. Vi har jo køer og kalve gående sammen, og man kunne høre gæsterne samstemme ’nååårh’, når kalvene kom fisende forbi," siger Julie Rohde Birk.
I optakten til Økodag havde Julie Rohde Birk fortalt til Økologisk Nu, at hun prioriterede, at skolens elever fik fortalt gæsterne om de økologiske principper, og det fik de gjort ved at inddrage både voksne og børn: Eleverne havde lavet plancher på både dansk og engelsk om de økologiske principper, og derudover var der tegneaktiviteter om principperne for børn.
"Det var et stort hit," siger hun og konkluderer, at budskabet kom godt nok igennem til gæsterne.
"Eleverne havde virkelig gjort sig umagen for at formidle de økologiske principper på en letforståelig, men også mere nuanceret måde, end man ellers plejer til Økodag. Jeg er vildt imponeret over deres engagement i projektet."
Forleden udtalte hun til Økologisk Nu, at hun gerne ville nuancere fortællingen om økologi og vise, at den er mere end bedre dyrevelfærd:
"Jeg kunne godt tænke mig, at man kommer videre fra kun at vise de besøgende, at vi arbejder med dyrevelfærd – hvilket jo er en meget lille, men selvfølgelig enormt synlig del af økologien,” sagde hun.
Økodag
- Økodag® er en bestemt dag i foråret, hvor danskerne inviteres ud på økologiske gårde for at se køerne blive lukket ud på græs typisk kl. 12.
- Den første Økodag blev afholdt i 2005 med 10.000 gæster. Siden da har Økodag haft mere end to millioner besøgende.
- Økodag har hidtil været arrangeret af Økologisk Landsforening, og hidtil såvel som fremover sker det i samarbejde med økologiske landmænd og økologiske mejerier.
- Økodag gennemføres med støtte fra Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug.
- 10 danske mejeriselskaber har økologisk produktion eller salg på basis af mælk fra 320 økologiske landbrug. Det er Arla, Jernved Mejeri, Naturmælk, Løgismose, Mammen Mejerierne, Nordex Food, Them Andelsmejeri, Thise Mejeri, Vestmælk, Øllingegaard.
Sidste år i Økologisk Landsforening-regi
Michael Kjerkegaard, der er forperson i Økologisk Landsforening, deltog selv i festlighederne ved at besøge Malmkjær Økologi i Vestjylland:
”Det slår mig hvert år, at Økodag kan samle by og land omkring glæden ved god dyrevelfærd, natur og biodiversitet, som økologien står for. Danskerne valfarter til Økodag fra nær og fjern for at få en god dag på landet og se køerne springe ud på græsset. Det fylder mig med glæde, og jeg kunne se i går, at den glæde også fylder gæsterne. Det styrker min tro på, at vi kan lykkes med vores mission om at gøre økologi til norm i stedet for niche,” siger Michael Kjerkegaard.
Direktør for Mejeriforeningen, Henrik Damholt Jørgensen, takker landmændene for at invitere ud på gårdene, og deres økologiske mejerier Arla, Thise Mejeri, Them Andelsmejeri, Vestmælk, Naturmælk og Øllingegaard for at bakke op om Økodag.
”En dejlig søndag. Glade køer, glade børn og voksne og landmænd, der gør en festdag ud af at køerne kommer på græs efter vinteren. Der er vist ingen tvivl om, at begivenheden har skrevet sig godt ind i danskernes forårstraditioner, siden det blev holdt første gang i 2005,” siger Henrik Damholt Jørgensen.
2025-udgaven af Økodag blev afholdt i samarbejde mellem Økologisk Landsforening og Mejeriforeningen. Fra 2026 er Mejeriforeningen enearrangør, da den har købt rettighederne til Økodag-eventet.
Økodag arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med Mejeriforeningen. Økodag har fået midler fra Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug.
Flere artikler fra samme sektion
Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere
Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.
Kogebogsforfatter giver tip til at skære ned på kødet, når du laver frikadeller
Mere plantebaseret betyder ikke nødvendigvis et endegyldigt farvel til frikadellen. Ditte Ingemann giver her sit bud på en lidt grønnere frikadelleopskrift og opfordrer os til at tænke mere på kvalitet end kvantitet, når vi handler.
Dragsbæk er klar til at give økologien og eksporten et boost
Milliard-koncernen melder sig ind i Økologisk Landsforening for at styrke økologien, og koncerndirektør Christian Munk øjner et større eksportpotentiale for de økologiske fødevarer.