Annonce
Annonce
Danish Crown fyrer 500 ansatte
Datterselskabet Friland ved endnu ikke, hvordan det bliver ramt af moderkoncernens spareplan, som samlet skal reducere omkostningerne med en halv mia. kr.

En kombination af for få grise og for høje omkostninger tvinger Danish Crown til at gennemføre en omfattende spareplan, som vil reducere medarbejderstaben med yderligere 500 mand. Arkivfoto: ØL
”Jeg tænkte. Det er mange,” siger Friland-direktør Søren Tinggaard til Økonu.dk, efter at han fredag formiddag sammen med de øvrige ansatte i Danish Crown blev orienteret om, at den danske slagterigigant som led i en større spareplan forventer at nedlægge ca. 500 funktionærstillinger på tværs af koncernen.
Det var Danish Crowns nye topchef Niels Duedahl, som efter få uger ved roret for den kriseramte slagterikoncern præsenterer den omfattende organisationstilpasning, som skal reducere omkostningerne med en halv mia. kr.
”Danish Crown befinder sig midt i en krise, og vi står over for gennemgribende forandringer. Vores omkostninger er ganske simpelt alt for høje i forhold til vores indtjening. Det siger sig selv, at det er vi forpligtet til at handle på, og vi tilpasser nu vores organisation og fokuserer hundrede procent på kerneforretningen for at sikre en bedre afregning til de landmænd, der ejer Danish Crown,” siger Niels Duedahl en pressemeddelelse, som ifølge Søren Tinggard helt naturligt skaber en del usikkerhed i hele organisationen.
”Vi har endnu ikke fået guidelines for, hvad der skal ske, så vi ved heller ikke, hvor Friland står i forbindelse med besparelserne,” siger Friland-direktøren, som forventer at blive klogere i løbet af dagen.
DC vil løse krisen indefra
Tilpasningen vil sammen med andre sparetiltag give en årlig omkostningsreduktion på 500 mio. kr. oplyser Danish Crown som fremover vil foretage en hårdere prioritering af de mest kritiske kerneopgaver for at finde tilbage til en økonomisk sund forretning.
”Det berører mig dybt, men den planlagte nedlæggelse af stillinger er desværre helt nødvendigt, hvis vi igen skal blive en økonomisk sund virksomhed. Den gode nyhed – selvom det er svært at tale om en sådan i dag – er, at Danish Crown har situationen i egne hænder og kan løse krisen indefra,” siger Niels Duedahl, der samtidig varsler, at der i den kommende tid vil være flere tiltag, som vil styrke virksomhedens fokus.
Siden Niels Duedahl overtog jobbet som Group CEO den 1. september, har han sat sig selv i spidsen for kerneforretningen og samtidig gjort alle koncernens supportfunktioner til en del af samme organisatoriske enhed - med et klart mål om at effektivisere og strømline Danish Crown.
- Danish Crown har en lang, stolt historie, og selvom vi skriver et trælst kapitel i dag, så gør vi det for at kunne skrive mange flere positive kapitler i fremtiden”, siger Niels Duedahl.
Ved større afskedigelsesrunder i Danmark skal der indledes lovbestemte forhandlinger med medarbejderrepræsentanter med henblik på at begrænse omfanget og sikre vilkårene for de opsagte. Den proces begynder nu. Opsigelser udleveres efter forhandlingsperioden og senest ved udgangen af oktober i Danmark og i udlandet efter nationalbestemte regler, oplyser Danish Crown.
Flere artikler fra samme sektion
Spisemærkerne er på vej tilbage på danmarkskortet
Til sommer forventer Fødevarestyrelsen at lancere et nyt danmarkskort over alle landets spisemærkede restauranter.
Økologien åbner nye døre for jysk konferencecenter
Selv om Vingsted Hotel & Konferencecenter har fået Det Økologiske Spisemærke i bronze, er der stadig plads til, at køkkenet kan holde fast i en håndfuld små lokale fødevareproducenter.
Dragsbæk: Nordens olivenolie skal være økologisk
Økologisk rapsolie fra Danmark har mange gode egenskaber, og Dragsbæk-koncernen efterlyser flere producenter, som kan sikre tilgangen af råvarer til nye produktlanceringer.