Annonce

Annonce

Søren Tinggaard på Frilands stand

Selv om Friland i øjeblikket må melde udsolgt på de fleste hylder med økologisk kød, er selskabet endnu ikke klar til at åbne for nye leverandører, oplyser selskabets direktør Søren Tinggaard. Foto: Jakob Brandt

Friland har ikke nok økologisk kød til at forsyne alle kunder

Efter et noget turbulent 2023 med voksende produktionsudgifter og faldende salg af økologisk kød, kigger DC-datterselskabet ind i en periode, hvor selskabet stort set kan melde udsolgt på alle hylder med økologisk kød.

Efter en længere periode med overproduktion oplever Friland i øjeblikket den modsatte situation med mangel på økologisk kød, og det var derfor en optimistisk Friland-direktør, Søren Tinggaard, som i weekenden for første gang deltog på Food Festival på Tangkrogen i Aarhus.

Fredag i sidste uge skrev han i en besked til leverandørerne, at afsætningen fortsat er meget fornuftig, hvor vi over en bred kam af udskæringer på økologisk gris kan melde udsolgt. Også for det økologiske oksekød er der godt gang i afsætningen.

”Vi har stort set udsolgt frem til årsskiftet, så lige nu er vi i en proces, hvor vi håber på at få lidt flere økologiske grise til slagtning,” uddybede Søren Tinggaard over for Økonu.dk, som kiggede forbi Frilands stand, der fristede med forskellige smagsprøver på økologisk okse- og grisekød.

I øjeblikket oplever vi, at markedet er på vej op, og det er vigtigt, at vi ikke gør noget, som risikerer at slå bunden ud af markedet igen,” siger Randi Vinfeldt,

— Randi Vinfeldt, forperson i Griseudvalget, Økologisk Landsforening

Det gjorde standen til et yndet mål for mange af festivalens gæster, og ifølge direktøren oplever Friland i øjeblikket en øget interesse fra selskabets kunder. Så efter en periode, hvor nogle leverandører har forladt selskabet eller har droslet ned for produktionen, står Friland nu i en situation, hvor der ikke er nok økologisk kød.

For tidligt at åbne for nye leverandører

”I øjeblikket kan vi ikke forsyne alle de kunder, som ønsker økologisk kød, og i den situation er vi nødt til at prioritere de kunder, som er hos os 365 dage om året,” sagde Søren Tinggaard.

Manglen på øko-kød betyder dog ikke, at selskabet allerede på nuværende tidspunkt efterlyser nye producenter af økologisk okse- og svinekød. I første omgang vil Friland derimod forsøge at skaffe mere kød ved at opfordre de nuværende leverandører til at øge produktionen.

”På den måde prøver vi at sikre, at tilgangen ikke kommer til at løbe for stærkt, så vi undgår at sætte det, der går godt lige nu, over styr,” sagde direktøren, som samtidig erkender, at basisafregningen på grise p.t. ligger lidt lavt.

”Det prøver vi at kompensere for ved at hæve øko-tillægget på grisene, mens afregningen for kreaturer er hævet fem uger i streg.”

Randi Vinfeldt, forperson i Griseudvalget i Økologisk Landsforening er meget enig i Frilands beslutning om ikke at åbne for nye leverandører på nuværende tidspunkt.

”Det er stadig ikke en dans på roser, men i øjeblikket oplever vi, at markedet er på vej op, og det er vigtigt, at vi ikke gør noget, som risikerer at slå bunden ud af markedet igen,” siger Randi Vinfeldt, og fortsætter:

”Så må vi bare håbe, at den nuværende markedsudvikling fortsætter.”

Ferienedgang udeblev

En af årsagerne til at Friland ikke længere er tynget af overproduktion af økologisk kød, er ifølge direktøren, at den sædvanlige nedgang i eksporten, når sydeuropæerne går på ferie, er udeblevet i år. Det har gjort det muligt at sikre et mere stabilt salg og en bedre afregning hen over sommeren.

Friland gav gæsterne på Tangkrogen mulighed for at få et kig ind i de økologiske grise og køers liv, og der var rift om VR-brillerne hos både små og store gæster
Friland gav gæsterne på Tangkrogen mulighed for at få et kig ind i de økologiske grise og køers liv, og der var rift om VR-brillerne hos både små og store gæster. Foto: Jakob Brandt

På det vigtige tyske marked er det især salget af råvarer til dagligvarekædernes pålægsproducenter, som holder eksporten i gang. Samtidig er Friland opmærksom på potentialet i den tyske foodservicebranche, hvor den tyske regeringens ambition om at nå op på 30 pct. økologi i de offentlige køkkener i 2030 måske kan skabe en åbning for et øget dansk salg.

Friland står på egne ben

Samtidig oplyser Søren Tinggaard, at Friland ikke bliver sønderligt påvirket af den aktuelle krise, som moderselskabet Danish Crown har gennemlevet, hvor koncernen i løbet af de seneste 16 måneder har lukket slagterierne i både Sæby og Ringsted.

”Vi er et selvstændigt selskab med vores egen bestyrelse, og vi får slagtet alle vores grise i Herning, mens kreaturerne ryger til DC-slagteriet i enten Holsted eller Aalborg, og ingen af de slagterier har ikke været berørt af spareplanerne,” oplyser direktøren, som ser frem til at præsentere Frilands årsregnskab.

”Nu går vi ind i de sidste uger inden regnskabsårets afslutning, og jeg kan love jer for, at vi kommer til at gøre alt for at afslutte året stærkt,” lød slutmeldingen i hans besked til leverandørerne.

Flere artikler fra samme sektion

Nordjysk forlystelsespark etablerer eget økologisk ismejeri

Fårup Sommerland sender i løbet af de kommende måneder seks medarbejdere på ismejerikursus i Italien, så parken næste år kan fejre sit 50 års jubilæum ved at servere is fra parkens eget økologiske ismejeri.

14-10-2024 4 minutter Mejeri,   Foodservice

Danish Crown fyrer 500 ansatte

Datterselskabet Friland ved endnu ikke, hvordan det bliver ramt af moderkoncernens spareplan, som samlet skal reducere omkostningerne med en halv mia. kr.

11-10-2024 3 minutter Kødproduktion

Øko-pionerer drog til Carlsberg Byen for at tale det økologiske oksekød op

Kvæg bliver i disse år udskammet som klimasyndere, men debatten mangler nuancer, mener Økologisk Landsforening, der argumenterer for, at naturen og biodiversiteten er afhængig af koen på græs. Derfor har foreningen inviteret Danske Madpublicister og en række øko-pionerer på en tur med formålet at sætte fokus på nuancerne.

10-10-2024 12 minutter Kvæg,   Kødproduktion