Annonce
Annonce
Søstre Malene og Astrid Søgaard driver Pure Dansk, som er et af de selskaber, som Coop Klimafunding har hjulpet med at skaffe penge til at reducere klimaaftrykket. Foto: Pure Dansk
Coop søsætter ny runde med klimafunding
På to år har Coop og dagligvarekoncernens kunder hjulpet godt 100 virksomheder med at rejse 4,5 mio. kr. til grønne tiltag. Snart er der flere penge på vej til firmaer, som arbejder aktivt med at nedbringe klimaaftrykket.
Coop vedtog i 2019 en ambitiøs klimastrategi, som skal reducere CO2-udledning med 75 pct. i 2025 og gøre driften af koncernen klimapositiv i 2030. For at bidrage til det mål lancerede dagligvarekoncernen i 2020 initiativet Coop Klimafunding. Det skal understøtte den grønne omstilling af fødevareproducenter og muliggøre finansiering af grønne tiltag via crowdfunding.
De sidste to år har Coop Crowdfundings klimainitiativ hjulpet godt 100 virksomheder med at accelerere deres grønne omstilling og i alt rejst 4,5 mio. kr. Men det er stadig mere end 90 pct. af Coops klimaaftryk, som kommer fra produktionen af de varer, som sælges i butikkerne, og målsætningen for Coops Klimaplan er at nedbringe klimabelastningen fra fødevaresalget med en mio. ton i 2030. Derfor lancerer Coop Crowdfunding nu for tredje år i træk Klimafunding, som skal bidrage til grøn omstilling blandt fødevareproducenterne.
Hvad er Coop Klimafunding?
- Coop Klimafunding er et intensivt forløb bestående af fire workshops fordelt over halvanden
måned. Gennem forløbet får deltagerne hjælp fra eksperter til at arbejde målrettet med
grønne tiltag. - Forløbet munder ud i en samlet lancering af crowdfunding-projekter, hvorigennem forbrugerne inviteres til at bakke op om virksomhedernes grønne udvikling.
”Coop Klimafunding bygger på idéen bag crowdfunding, som handler om at inddrage forbrugerne og give dem mulighed for at handle og investere i konkrete klimatiltag fra danske fødevareproducenter. For producenterne betyder det, at de får hjælp til at løse deres klimaudfordringer og kan gøre det sammen med forbrugerne,” siger Nicolai Jæpelt, chef for Coop Crowdfunding i en pressemeddelelse.
Han oplever at, at mange producenter gerne vil reducere deres klimaaftryk, men at de ofte både mangler viden og midler til at gøre det.
”Normalt påvirker vi i detailhandlen leverandører ved at stille krav, og det virker måske på de store, men mindre godt på de små og mellemstore producenter. Derfor er målet med Coop Klimafunding at tilbyde vejledning og sparring fra eksperter i stedet for at stille krav,” siger Nicolai Jæpelt.
4,5 mio. rejst af 1.600 forbrugere
Blandt de godt 100 virksomheder, der tidligere har deltaget i Klimafunding, har 54 fået finansieret nye tiltag til at reducere deres klimabelastning og tilsammen rejst 4,5 mio. kr. fra mere end 1.600 forbrugere. En af de virksomheder er Pure Dansk, som i 2020 rejste 46.150 kr. til at dyrke flere danske bælgfrugter.
”Vi fik sparring fra bl.a. Concito til at sikre korrekt kommunikation og undgå greenwashing, og vi fik uddybet indsigt i de kundegrupper, som interesserer sig særligt for klima, bæredygtighed og miljø. Flere af dem, der støttede vores crowdfunding-kampagne, er stadig vores kunder i dag”, siger Astrid Søgaard, stifter og medejer af Pure Dansk.
Hjælp til at reducere CO2-aftryk
Foruden Klimafunding lancerer Coop også et klimaforløb i samarbejde med brancheorganisationen Mærkevareleverandørerne (MLDK), som skal hjælpe mindre og mellemstore virksomheder i detailbranchen med at udarbejde en klimaplan, der lever op til skærpede krav til reduktion af deres klima-påvirkning, fortæller koncerndirektør i Coop Per Thau:
"Vi har et erklæret mål i Coop om, at alle vores leverandører arbejder for at understøtte klimamålene i Parisaftalen. De store leverandører har selv ressourcerne og arbejder allerede nu meget professionelt med at reducere deres klimapåvirkning. Men hvis vi skal i mål, skal vi også have de mange mindre og mellemstore leverandører, der ikke selv i samme omfang har ressourcerne, med. Igennem dette nye projekt giver vi dem en hånd, så vi sammen kan nå i mål," siger Per Thau.
Flere artikler fra samme sektion
Randers Kommune modtager pris for skarp grøn indkøbspolitik
Øgede krav til bæredygtige indkøb har på et halvt år øget økologiandelen i Randers Kommunes fødevareindkøb fra 51 pct. til 63 pct.
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.