Allerede på første åbningsdag måtte ny øko-butik bede producenterne om at levere flere varer

Et nyt fødevarefællesskab bestående af fynske producenter har slået dørene op i Faaborg. Det økologiske landbrug Økobo, der står bag butikken, er blæst bagover af kundernes interesse i de første åbningsdage.

04. maj 2026
Læsetid: 6 minutter
Fra venstre med træer og buskads bagved ses de tre mænd bag Økobo: Frederik Richard, Martin Leth og Morten Kjærøllf
Martin Leth (midt) er leder af gartneri, fødevarer og udvikling hos landbruget Økobo. Til venstre ses Frederik Richard, der er grøntsagsdyrker, og Morten Kjærøllf, der står for administration og visuel kommunikation. Foto: Thomas Fisker

Journalistik er ikke gratis. Økologisk Nu bliver drevet med hjælp fra Økologisk Landsforenings medlemmer. Vil du bidrage til vores journalistiske arbejde, kan du blive medlem af foreningen. Så støtter du samtidig foreningens arbejde for mere og bedre økologi.

Forrige weekend blev der langet økologiske spegepølser, grøntsager og delikatesser over disken i stor stil på Sydfyn. 

Faktisk er én af mændene bag Faaborgs nye fødevarebutik 'Velsmag – Sydfynsk Gårdbutik' nærmest overvældet over kundernes interesse, siden butikken slog dørene op om fredagen. 

”Det er gået forrygende, og det har været en åbningsweekend, der har overgået alle vores forventninger. Det er vi selvfølgelig enormt glade for. Vi har oplevet en kæmpe lokal opbakning og interesse fra vores kunder,” sagde Martin Peter Leth, leder af gartneri, fødevarer og udvikling hos det økologiske landbrug Økobo.

Allerede på første åbningsdag efter blot få timer måtte butikken ringe til producenterne for at høre, om de kunne levere flere produkter. 

Og weekendens travlhed havde endnu ikke sluppet sit tag i butikken den følgende mandag formiddag, da Økologisk Nu fangede Martin Peter Leth telefonisk. Her måtte han flere gange betjene nysgerrige kunder undervejs. 

Butikken beskriver sig selv som et fødevarefællesskab, der ud over Økobos egne økologiske produkter også sælger varer fra andre fynske producenter. De kuraterer alt fra honning, kaffe, vin og æblemost til økologisk kød og oste. 

Kunderne efterspørger økologi 

Selvom danskerne vidt og bredt er glade for discount, har folkene bag Velsmag ikke været i tvivl om, at fynboerne gerne vil betale for kvalitet. De erfaringer har de gjort sig siden 2022, hvor Økobo har solgt økologiske varer fra sin gårdbutik og forskellige vejboder. 

”Vi har ikke været bekymrede for, om der er et marked for vores produkter eller ej. Det ved vi, der er. Hos Økobo kunne vi godt ønske os, at vi havde endnu flere hektar til at dyrke vores afgrøder og holde vores dyr på, for produkterne bliver nemt afsat,” sagde Martin Peter Leth og tilføjede: 

”Kunderne savner og er interesserede i at købe økologiske varer. De vil have grøntsager uden sprøjtegift, og de vil gerne investere i kød fra dyr, der er blevet behandlet godt. Derfor har vi turdet søsætte projektet med ro i maven.”

Sigter efter et minimum af madspild 

Mad, der bliver produceret for aldrig at blive spist, men i stedet havner i skraldespanden, er et stort problem i gængse supermarkeder. 

Velsmag vil gøre sit for, at så få varer som muligt bliver kasseret, ved at behandle dem med respekt. Det indebærer at holde dem kolde, pakke dem korrekt ind og tjekke varerne dagligt. 

”Vi bruger grundlæggende vores sunde fornuft. Samtidig kan vores ferske varer på køl holde sig temmelig længe, mens frostvarerne kan holde sig endnu længere. Vores grøntsager høster vi ud fra butikkens flow, og det giver os gode muligheder for at undgå at kassere noget,” påpegede Martin Peter Leth. 

Noget giver panderynker

Dog er der ét aspekt ved butikkens anderledes koncept, som i højere grad har givet panderynker hos Martin Peter Leth og hans kompagnoner. 

Butikken holder døgnåbent, og selv i dagtimerne er den ikke altid bemandet. Derfor skal kunderne downloade en app og første gang oprette sig som bruger via MitID. Herefter fungerer appen som en nøgle, så kunderne kan lukke sig ind når som helst. 

At det tekniske setup kan afholde nogle kunder fra at komme, har været en bekymring hos folkene bag. 

”Vi har frygtet lidt, at det vil skræmme nogle kunder væk. Man kan godt forestille sig, at især det ældre segment måske skal have en hjælpende hånd med at komme i gang,” fortalte Martin Peter Leth. 

I forsøget på at imødekomme eventuelle spørgsmål fra kunderne har folkene bag butikken prioriteret at være meget fysisk til stede i butikkens spæde begyndelse. 

”Vi stoler på vores medmennesker” 

Butikken kører med selvbetjening, hvor man på en tablet vælger de varer, man har købt, og derefter betaler. Selvom folkene bag stoler på deres kunder, har de lavet tiltag, der kan afsløre tyveri. 

”I det store hele stoler vi på vores medmennesker. Og skulle vi opleve et stort svind af varer, har vi kameraer i butikken. Dét, kombineret med at kunderne er registreret via MitID, tænker jeg vil afskrække mange fra at fifle med tingene,” sagde Martin Peter Leth.

Han vil ikke afvise, at butikken også vil være rentabel, hvis den havde klassiske åbningstider og altid var bemandet. Men det vil alt andet lige gøre det sværere for projektet at løbe rundt. 

”Vi driver jo et økologisk landbrug ved siden af, så rent fysisk bruger vi mange timer på at passe vores dyr og afgrøder. Derfor gør det os mere fleksible, at vi ikke altid er nødt til at have ansatte i butikken." 

Martin Peter Leth påpegede også, at de sparer penge ved at sælge deres varer uden en grossist. Det kommer samtidig kunderne til gode, fordi de hurtigere får mulighed for at købe friske varer. 

Håber på fortsat opbakning og interesse 

Butikken er åbnet i en tidligere slagterforretning, der er til salg. Velsmags kontrakt løber til 1. oktober, og til den tid vil Økobo tage bestik af, om butikken skal leve videre. 

”Hvis det går godt, og kunderne er glade, og der er mulighed for at forlænge eller skifte lokation, skal projektet ikke dø ud. Nu må vi se, hvordan det udvikler sig,” sagde Martin Peter Leth. 

Hvad skal der til, før I føler, at butikken er en succes? 

”Tingene skal kunne løbe rundt – selvfølgelig skal de det. Der skal helst være et overskud som i andre forretninger. Og med det følger også, at der er interesse og opbakning, varer på hylderne, og at kunderne og vores øvrige producenter er glade.”