Annonce
Annonce
Aarstiderne åbner nyt madkoncept, som er en hybrid mellem et spisested og en madbutik
Med åbningen af ’Aarstiderne i Classensgade’ på Østerbro forsøger den innovative måltidskasseproducent igen at sætte nye standarder for, hvordan man sælger økologiske fødevarer.

Hvis Aarstidernes nye madkoncept bliver en succes, vil Søren Ejlersen ikke afvise, at selskabet etablerer flere lignende steder i København. Foto: Aarstiderne
Der er signaturcocktails i glassene og veggieburgere på menuen, når Aarstiderne 10. december kl. 14 åbner et nyt madsted i Classensgade 26 på Østerbro.
”Det er ikke en butik,” fastslår Søren Ejlersen om det nye madsted, som bedst kan betegnes som en kloning mellem et spiseri og en butik, hvor kunderne kan komme for at stille sulten eller køber råvarer med hjem til aftensmaden eller brunchen ved hjælp af fortrykte ingredienslister. De er baseret på opskrifterne til nogle af de mest populære retter, som Aarstidernes egne kokke har udviklet til virksomhedens måltidskasser.
På åbningsdagen byder medstifter af Aarstiderne, Søren Ejlersen, velkommen og fortæller om visionerne bag det nye sted, inden gæsterne kl. 17 kan deltage i en fermenterings-workshop, hvor man kan lave sin egen 'jule-kraut' af fermenteret kål. Så er stilen lagt for det nye madsted, som første gang blev omtalt i Berlingske.
Med det nye sted ønsker Aarstiderne at bringe københavnerne tættere på de råvarer, de sætter tænderne i, og med Sørens Ejlersens kendskab til markedet, tror han, at der er kunder til det nye koncept:
"Fordi Aarstiderne er en e-commercevirksomhed, er vi meget digitale, men samtidig hylder vi det analoge. Det kan lyde som lidt af et paradoks, men vi vil gerne begge dele. For os handler det i høj grad om at komme tættere på råvarerne og på de lokale producenter. Man kan sige, at vi vil give københavnerne jordforbindelsen tilbage. Vi håber, at vi kan blive et lokalt, grønt samlingspunkt," sagde han til avisen.
Spise her, eller tage med hjem?
I de seneste uger har man på Facebook kunnet følge arbejdet med at transformere et tidligere Domino-pizzeria til et grønt madunivers, en økologisk venue eller en storby-deli, som det vist hedder på moderne maddansk. Her kan kunderne enten vælge at spise deres aftensmad, deltage i madlavningskurser eller bare kigge forbi og få råd og vejledning til at fylde indkøbsnettet med årstidens friske økologiske råvarer, som de selv plukker ned fra træreolerne i lokalet, hvor andre kunder sidder og spiser.
”Når du kommer ind, bliver du taget i hånden af en vært, som hjælper dig, uanset om du synes, at der dufter så dejligt, at du vil spise hos os, eller om du hellere vil købe råvarerne med hjem og lave maden selv,” siger Søren Ejlersen, som oplyser, at missionen dybest set er den samme som for resten af Aarstidernes aktiviteter.
”Vi vil gerne inspirere dig til at spise mere grønt og bruge årstidens råvarer, og vi sælger nogenlunde de samme varer, som du kan finde i vores måltidskasser og vores netbutik. Måske dufter maden så godt, at du bliver inspireret til at ringe efter Pia og ungerne, så I kan spise her,” siger han.
Det nye initiativ kommer sideløbende med, at Aarstiderne tester deres nye online-satsning 'Jordens Bedste Købmand'. Det er en online købmandsbutik, hvor kunderne kan købe stort set alle de økologiske varer, der er behov for i den daglige husholdning, og hvis kunderne tager godt imod det nye Østerbro-konceptet, vil Søren Ejlersen ikke afvise, at Aarstiderne vil forsøge at åbne flere lignende 'butikker' andre steder i byen.
Flere artikler fra samme sektion
Vild start for Madmarked: Det overgår vores vildeste fantasier
Over 10.000 glade kunder lagde vejen forbi Alma på Sylows Allé i løbet af butikkens første fire åbningsdage.
Irmas afløser åbner med verdensnyheder og en gammel kending på hylderne
Alma Madmarked bliver den første dagligvarekæde, som sælger produktserien Noma Projects, mens det næppe overrasker ret mange, at det københavnske madmarked overtager Irmas passion for det økologiske sortiment hos Thise Mejeri.
Thise Mejeri får nu mælk fra antibiotikafrie besætninger
Som det eneste mejeri i landet har Thise Mejeri nu fået certificerede antibiotikafrie besætninger, som allerede leverer omkring en tredjedel af mejeriets mælk. Produktionen har åbnet for nyt eksportmarked i USA.