Annonce

Annonce

2018 blev et rekordår for den økologiske mælkeproduktion

Selv om drikkemælken er kommet under pres fra plantebaserede alternativer, fortsætter Europas økologiske mælkeproduktion med at vokse, og efterspørgslen følger med.

05. marts 2019
Læsetid: 2 minutter
Køerne spiser halm

Den økologiske mælkeproduktion vokser både i Danmark og resten af Europa. Foto: Colourbox

Mens der bliver talt og skrevet meget om væksten i salget af plantebaserede alternativer til komælk, og flere mejerier seriøst overvejer at supplere tapningen af mælk med produktion af plantedrikke, viser nye tal fra Mejeriforeningen, at produktionen af økologisk mælk fortsætter med at vokse – både i Danmark og på europæisk plan.

Produktionen af økologisk mælk i Danmark nåede således sit hidtil højeste niveau i 2018, hvor indvejningen landede på 675 mio. kg. Det er 14 pct. eller 80 mio. kg mere end året før, og det er ny rekord, skriver Mejeri.dk på basis af tal fra Mejeriforeningen.

”Stigningen skyldes dels, at nogle af Arlas mælkeproducenter har lagt om til økologi, dels en højere mælkeydelse og flere malkekøer hos de eksisterende producenter,” forklarer chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Ejvind Pedersen til Mejeri.dk.

Væksten fortsætter

I år forventer han en stigning fra 675 til 700 mio. kg. Andre europæiske lande præsterede også store stigninger i produktionen af økologisk mælk. Den største stigning fandt sted i Frankrig med 32 pct. til en produktion på 869 mio. kg, mens de tyske økologer øgede produktionen med 19 pct. til 1,12 mia. kg.

I Frankrig og Tyskland udgør økologisk mælk ifølge Mejeri.dk kun 2-3 pct. af den samlede mælkeproduktion, men de danske økologer bidrager med 12 pct. af den samlede mælkeproduktion i Danmark.

Siden 2016 er antallet af økologiske mælkeproducenter steget med 80, og pr. 1. januar 2019 var der 432 producenter i Danmark, og ifølge Ejvind Pedersen vil de være afhængige af en fortsat fremgang i eksporten, da der er en overproduktion af økologisk mælk i Danmark.

Mejeri.dk skriver, at der ses en stigning i forbruget i Europa i både detailhandlen og foodservice-sektoren.

Flere artikler fra samme sektion

Midt i maj sætter Madens Folkemøde sundhed og bæredygtighed på menuen, og det er gratis at deltage

Madens Folkemøde er i år flyttet til nye rammer i Nykøbing Falster, men som altid handler det folkelige madmøde om det, der ligger på vores tallerkener, og måden, vi producerer det på.

28-04-2025 2 minutter Events

Tre nominerede dyster om Kantineprisen 2025

To jyske og en københavnsk kantine er nomineret til Kantineprisen 2025, og du kan møde dem på Madens Folkemøde, hvor de deltager i en 'Cook Off'.

25-04-2025 2 minutter Foodservice

Danskerne køber nu økologi for 16 mia. kr.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget af økologiske fødevarer i 2024 voksede med 3 pct. Men trods fremgangen faldt økologiprocenten en anelse fra 11,8 pct. til 11,6 pct., da det konventionelle fødevaresalg sidste år voksede endnu hurtigere.

22-04-2025 3 minutter Dagligvarehandel