Venstre vil have sat turbo på udbygningen af biogasanlæg

"Vi har en SOS-situation," siger Venstres energiordfører, som vil have fremrykket støttepuljerne til nye biogasanlæg for at gøre Danmark uafhængig af russisk gas.

10. marts 2022
Læsetid: 1 minutter
Biogasanlæg og vogn til transport af biomasse
Ifølge Biogas Danmark vil en fremrykning af allerede vedtagne puljer og højere kapacitetsudnyttelse i eksisterende biogasanlæg betyde, at biogasproduktionen kan understøtte hele Danmarks gasforbrug i 2027. Foto: Marendine Ladegaard

Venstre foreslår nu, at man fremrykker støttepuljerne til biogas for at kunne blive uafhængig af den russiske gas. Det skriver AgriWatch.

Udmeldingen kommer, efter at brancheforeningen Biogas Danmark har sagt, at en udbygning af biogassen kan dække det danske gasbehov inden for få år.

”Vi har en SOS-situation, hvor vi hurtigst muligt skal blive fri af russisk gas. Derfor mener vi, at vi skal fremrykke støttepuljerne til biogas,” siger Carsten Kissmeyer, energiordfører (V), til AgriWatch.

Han ønsker en politisk drøftelse af muligheden "hurtigst muligt", men har en forventning om, at det bliver klima- og energiminister Dan Jørgensen (S), der tager initiativet til det.

Ifølge Biogas Danmark vil en fremrykning af allerede vedtagne puljer og højere kapacitetsudnyttelse i eksisterende biogasanlæg betyde, at biogasproduktionen kan dække 75 pct. af det danske gasforbrug i fyringsåret 2025-2026 og sikre et 100 procent grønt gasforbrug allerede fra 2027. Det forudsætter dog, at gasforbruget falder som ventet.