Nationalleksikon redigerer afsnit om pesticider efter kritik
Danmarks Nationalleksikon Lex styrker og opdaterer nu sit afsnit om pesticider efter kritik af mangelfuld dækning af sprøjtemidlernes påvirkning på miljø og grundvand. Kritikken gik bl.a. på, at en fagperson fra landbrugsbranchen stod bag teksten.
Nysgerrige brugere af Danmarks Nationalleksikon Lex har indtil nu skullet lede længe efter centrale perspektiver på de problematikker, der knytter sig til brugen af pesticider.
Det bliver der nu ændret på; Lex reviderer deres tema om pesticider og ansætter samtidig to professorer, der skal løfte artiklernes faglige niveau og give dem en bredere dækning.
Ændringen sker, efter at Emil Nielsen, kommunikationschef i Danmarks Naturfredningsforening, på LinkedIn kritiserede leksikonets manglende fokus på pesticiders miljøpåvirkning og midlernes forekomst i drikkevand og fødevarer.
Efter kritikken bad Lex Hans-Jørgen Albrechtsen, professor i Public Health Engineering ved DTU Miljø – Institut for Vand og Miljøteknologi, om at gennemgå leksikonets artikel om pesticider.
Han vurderede, at den grundlæggende var fagligt korrekt, men at den samtidig manglede flere centrale aspekter, som fylder markant i den offentlige debat om pesticider. Det gælder blandt andet produktion, miljøpåvirkning, forekomst i fødevarer og forurening af både miljø og grundvand.
Hans-Jørgen Albrechtsen har foreløbig opdateret den eksisterende artikel og skrevet en helt ny om pesticider og grundvand. Fremover skal han bidrage bredere til leksikonets arbejde på tværs af fagområder.
Handler ikke om ansættelsesforhold
Ud over kritikken af temaets manglende perspektiver pegede Emil Nielsen også på, at forfatteren bag pesticidartiklen, Ghita Cordes, er chefkonsulent i Seges Innovation – en organisation, der indtil 2022 var tilknyttet Landbrug & Fødevarer.
Han skrev bl.a., at ”det går ikke, at Lex inviterer lobbyister til at skrive og redigere deres indhold.”
Ole Mølgaard, sekretariatschef ved Lex, afviser i et opfølgende interview med Økologisk Nu, at skribentens ansættelsesforhold ved Seges Innovation er et problem.
”Vi havde en aftale med chefkonsulenten, men ikke med Seges. Vi laver ikke aftaler med institutioner, vi laver aftaler med enkeltforskere og fagpersoner,” forklarer Ole Mølgaard og uddyber:
”Chefkonsulenten er stadigvæk ansat til at skrive om nogle af de her midlers (red. pesticiders) virkemåder. Det er hendes faglighed. Men der er også oplagt nogle ting, som hun ikke skal skrive om; påvirkning af naturen og alt sådan noget.”
Kommer I til at ændre den måde, I validerer eksperter på i fremtiden efter denne sag?
”Nej, det tror jeg ikke. Vi har et system, der fungerer godt. Vi er i løbende dialog med forskerne, og når folk bliver ansat, så vurderer vi dem ud fra deres kompetencer.”
Ole Mølgaard påpeger derudover, at Lex er et levende leksikon, der hele tiden udvikler sig. De modtager mange henvendelser som Emil Nielsens, og med knap en kvart million artikler, er der meget, der skal rettes til og opdateres.
”Sådan er det at lave leksikon. Verden bevæger sig, og så skal der nye ting med, for så er der nye ting, der optager os, og nye ting, vi har brug for forklaringer på.”
Vil I undersøge og revidere andre artikler, som chefkonsulenten har skrevet?
”Ikke som jeg er bekendt med,” siger Ole Mølgaard. Han oplyser efterfølgende, at Lex har delt kategorien plantesygdomme og sygdomsbekæmpelse op, så chefkonsulent ved Seges Innovation Ghita Cordes fremover kun har fagansvaret for artikler om plantesygdomme og skadedyr, og at Per Kudsk, professor emeritus fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet nu får fagansvaret for bekæmpelsesmidlerne.
Seges Innovation afviser kritik
Afdelingsleder ved Seges Innovation, Carsten Fabricius, er ærgerlig over kritikken, som han mener er uberettiget. I en kommentar til Økologisk Nu skriver han, at:
”De faglige bidrag fra chefkonsulenten fra Seges Innovation er alle udført fagligt korrekt og af den i landet mest vidende person om emnerne sygdomme og skadedyr, og også pesticider.”
Han tilføjer:
”I artiklen om pesticider er der ikke en finger at sætte på i forhold til fagligheden, og det anerkendes også af Lex og Hans Jørgen Albrechtsen fra DTU i review. Opdraget til artiklerne var pesticider, og det er klart formuleret, hvad de består af, anvendelse og beregning af belastning med mere. Opdraget har ikke været grundvand. Det har man nu udført i en ny artikel af Hans Jørgen Albrechtsen.”