Sommerens ekstremvejr står til at slette al økonomisk vækst i 2026
Ca. 180 mia. euro. Så meget skærer sommerens rekordhøje temperaturer af Europas BNP, vurderer investeringsbanken Triodos. Det svarer til, at den forventede vækst for hele året bliver slettet. Landbruget står til at miste flere mio. ton i udbytter.
Sommerens ekstreme tørke og rekordhøje temperaturer kan betyde, at den økonomiske vækst, som EU så ud til at få i 2026, bliver fuldkommen slettet.
I en ny analyse af sommerens ekstremvejr har den nederlandske bank Triodos Bank undersøgt omkostningerne forbundet med det ekstremt varme og tørre vejr, og regningen ser lige nu ud til at løbe op i ca. 180 mia. euro, hvilket svarer til den vækst, man havde forventet gennem hele året.
"Denne sommer viser, at klimaforandringerne ikke er en fjern økonomisk risiko. Den ekstreme hede, vi alle oplever i dag, viser konkret, hvordan klimaforandringerne vil påvirke menneskers liv, arbejdstagere og velstanden i hele Europa," siger Hans Stegeman, cheføkonom hos Triodos Bank, i en pressemeddelelse.
"I år vil et tab på 1 pct. af BNP betyde stagnation. Det er en reel omkostning, men ingen katastrofe. Alligevel er den ekstreme hede i år blot en forsmag på, hvad der venter os, hvis vi ikke handler hurtigt og beslutsomt mod klimaforandringerne. Det mest effektive, vi kan gøre for at mindske disse omkostninger, er at afbøde klimaforandringerne. Det betyder, at vi skal ændre vores livsstil og omstille vores økonomier, så vi bruger mindre energi og færre ressourcer," uddyber han.
Fald i produktivitet og udbytter
Den største regning kommer fra et fald i produktiviteten. Triodos Bank anslår et fald i arbejdsproduktiviteten svarende til omkring 0,6 pct. af EU’s BNP. Tab i landbruget - hvor EU’s landbrugsproduktion forventes at falde med 3-7 pct. - højere fødevarepriser, begrænsninger i elproduktionen og højere elpriser samt forstyrrelser i trafikken på veje, jernbaner og indre vandveje forværrer skaderne yderligere.
Frankrig er det land, der bliver hårdest ramt på økonomien. Her vurderer Triodos Bank, at BNP-væksten kan blive reduceret med 1,4 procentpoint, mens også Italien, Spanien og i mindre grad Belgien står over for betydelige tab.
I Østrig har tørken ifølge det østrigske forsikringsselskab Österreichische Hagelversicherung forårsaget landbrugstab på anslået 1 mia. euro, efter at regnmængden i nogle regioner har ligget 75 pct. under normalen siden midten af juni.
I Nederlandene vil et anslået fald i BNP-væksten på 0,8 procentpoint medføre, at økonomien stort set vil stagnere, mens Polen er mindre påvirket, da landet forventes at opleve færre usædvanligt varme dage.
Prognoserne for både høstudbytter og mejeriproduktion i 2026 er også blevet sænket på grund af varmen, og forventningen ifølge Triodos Bank er, at disse nedjusteringer vil få en negativ BNP-effekt på ca. 0,15 procentpoint i EU.
Nedjusterer udbytteforventninger
I juli udgav Coceral, der er en europæisk organisation, som repræsenterer handelen med korn, foderstoffer, oliefrø, ris, olivenolie, fedtstoffer og landbrugsinput, en ekstraordinær høstprognose for EU, som viste store konsekvenser for udbytterne. Cocreal anslår nu, at den samlede kornhøst i EU samt Storbritannien i 2026 vil lande på 286,6 mio. ton, hvilket er et fald på ca. 9 mio. ton i forhold til juni-prognosen. I 2025 landede udbyttet på 310,0 mio. ton.
Hvedeproduktionen (eksklusive durumhvede) forventes nu at blive på 140,8 mio. ton, hvilket er et fald på knap 3 mio. ton i forhold til den tidligere prognose på 143,7 mio. ton.
Bygproduktionen forventes at blive på 57,6 mio. ton, hvilket er en smule lavere end den tidligere prognose på 58,8 mio. ton og et godt stykke under de 63,8 mio. ton, der blev produceret sidste år.
Prognosen for majsproduktionen i EU og Storbritannien er ligeledes allerede blevet nedjusteret, da vejret er begyndt at påvirke bestøvningen af majs i den sydlige del af Frankrig og i Ungarn. Den samlede majshøst forventes nu at blive på 52,7 mio. ton, hvilket er et fald i forhold til den tidligere prognose på 57,2 mio. ton og et niveau, der ligger et godt stykke under sidste års i forvejen skuffende høst på 57,4 mio. ton.
Og det er ikke kun økonomien og landbruget, der bliver ramt: Mediet Politico har regnet sig frem til, at der var mindst 14.000 ekstra dødsfald i de seks hårdest ramte europæiske lande under hedebølgen fra 18. juni til 1. juli.
Et andet datasæt fra EuroMOMO - et fælles europæisk overvågningssystem for dødelighed - viste næsten 11.000 ekstra dødsfald på blot en uge - fra 22. til 28. juni. Tallene siger ikke i sig selv, at dødsfaldene direkte skyldes de høje temperaturer, men det er en meget sandsynlig forklaring, vurderer Lasse Skafte Vestergaard fra Statens Serum Institut herhjemme:
"Der er ingen anden åbenlys forklaring eller igangværende sundhedsmæssig trussel i Europa, som kan forklare det. Og tallenes størrelsesorden er ret usædvanlig," har han sagt til mediet Politico.
Kursændring i EU
EU har de seneste år foretaget en markant kursændring væk fra sin grønne pagt - European Green Deal - der oprindeligt skulle gøre landbrug, industri og transport mere miljø- og klimavenlige.
Efter store protester fra dele af landbruget kombineret med en højredrejning i EU-Parlamentet som følge af valget i 2024 er tonen ændret. Nu er budskaberne i stedet forsyningssikkerhed og bedre konkurrenceevne, hvilket bl.a. har betydet, at der er slækket på klimamål, målet om en halvering af pesticidforbruget er droppet, og man har lempet på de handelskrav, der skulle forebygge afskovningen i lande uden for EU.
Det er imidlertid en helt forfejlet opfattelse, hvis man tror, at en langsommere grøn omstilling skulle være en fordel for konkurrenceevnen og landbruget. Det mener Bob Ward, direktør for politik og kommunikation ved London School of Economics' Grantham Research Institute on Climate Change and the Environment.
"Der er stadig den tankegang - som er helt forkert - at klimapolitikker er på bekostning af økonomien. Og vi har længe vidst, at konsekvenserne ved ikke at tackle klimaforandringerne kommer til at koste os langt mere, end hvad alle klimatiltag vil gøre," sagde han tidligere på måneden til Politico.
Ifølge forskere ved World Weather Attribution, der udregner sandsynligheder for, at vejrhændelser kan kobles til klimaforandringerne, var hedebølgen i juni praktisk talt umulig uden klimaforandringerne.
På baggrund af sin analyse råder Triodos Bank til tilpasning i form af bedre isolering af bygninger, justerede arbejdstider og mere lige adgang til klimaanlæg. Tilpasning er dog ikke nok, lyder det, og derfor råder banken politikerne til hurtigt at få udfaset fossile brændstoffer og samtidig indføre politikker, der dæmper det totale energi- og materialeforbrug.