Partier kritiserer borgmester for at nedprioritere økologien - det får hende til at grave tal frem
De seneste fire år har den økologiske udvikling i Lejre Kommune været sat på pause, mener fire partier, som nu er gået sammen om en fælles vision for kommunen som grøn foregangskommune. Borgmester afviser kritikken og henviser til, at kommunens økologiindkøb er steget.
I 2011 igangsatte Lejre Kommune et forsøg, som skulle gøre kommunen så økologisk som overhovedet mulig: Kommunale arealer og institutioner skulle være økologiske, landmænd og grundejere blev opfordret til at stoppe brugen af sprøjtegifte, og kommunen fik sit eget økologiske fødevarefællesskab, så borgere hver uge kunne hente en stor pose lokalt producerede økologiske grøntsager for 100 kr.
10 år senere overtog Venstres Tina Mandrup borgmesterposten, og siden da er den økologiske udvikling gået i stå i kommunen, mener valgforbundet bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet.
Partierne henviser til, at det økologiske areal er faldet i kommunen og har derfor lanceret en visionsplan med syv punkter, som de ønsker at arbejde med i næste valgperiode (se dem nederst i artiklen).
Disse indebærer mere økologisk dyrket jord, økologiske indkøb i offentlige køkkener, forsøg med økologisk, lokalproduceret mad i kommunens skoler, beskyttelse af drikke- og grundvand, mere natur og grøn transport samt lokal energiforsyning.
Tina Mandrup er dog uenig i kritikken. Da Økologisk Nu kontakter hende, beder hun om tid til at finde data over økologiens udvikling i kommunen, og det får hende efterfølgende til at forfatte et længere Facebook-opslag som modsvar til kritikerne.
Her viser hun bl.a., at de offentlige indkøb af økologi i kommunen er steget fra 2,9 mio. kr. i 2021 til 4,8 mio kr. i 2024. Grundet generelle prisstigninger er andelen af økologiindkøb imidlertid steget noget mindre, men andelen er alligevel øget fra 46 til 48 pct.
Tina Mandrup mener endda at kunne genkende en del af sin egen politik i de syv indsatspunker, som det røde valgforbund har præsenteret:
"Mange af de gode tiltag kan jeg se, at 'Det røde valgforbund' har ladet sig stærkt inspirere af og har taget 'Vores Klimaplan' til sig som sin vision for en grønnere kommune. Det er alletiders, så heller ikke her er der en konflikt med hverken mig, Venstre og den øvrige nuværende kommunalbestyrelse," skriver hun i sit opslag.
S ønsker en ekstra indsats
Tina Mandrup medgiver dog, at økologiarealet i kommunen er faldet med 0,3 pct. i samme periode, men peger på, at faldet kan tilskrives, at landbrugsarealer er blevet omlagt til skov og natur.
Landet over har tendensen da også været nedadgående, da det økologiske areal generelt er gået tilbage fra 2021 til 2024.
Rikke Zwisler Grøndal, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, som er et af de fire partier i valgforbundet, anerkender, at økologien generelt har været inde i en svær periode, men hun mener stadig, at kommunen skal gøre mere for at understøtte økologerne, så tendensen bliver brudt. Adspurgt om hvad kommunen konkret bør gøre, foreslår hun, at den kunne tilbyde konventionelle landmænd et omlægningstjek, så de kan få en dialog om mulighederne for at lægge om til økologi.
"Hvis man ikke gør en ekstra indsats, så bliver det svært at sende et signal til de øvrige landmænd. Jeg er klar over, at Venstre også har politikere, som er økologer og stiller op til valget, men man skal forsøge at give flere mulighede at blive økologer. Jeg mener ikke, at man har understøttet økologien nok," siger hun til Økologisk Nu.
Lav aftaler med økologerne
Et andet kommunalt værktøj, hun foreslår, er at gøre indkøbspolitikken endnu mere fokuseret på økologien og samtidig lave lokale aftaler med økologer, så de kan være sikre på, at der er afsætningsmuligheder for deres produkter.
Kommunens økologiandel på 48 pct. er væsentligt over landsgennemsnittet på 28 pct., men Rikke Zwisler Grøndal ser gerne, at den kommer op omkring 60-70 pct:
"Vi vil styrke den økologiske lokalproduktion i Lejre, sikre at de lokale råvarer indgår i kommunens indkøbsaftaler og bruges i produktionskøkkenerne på plejehjemmene og i vores øvrige institutioner, og skabe madordninger i skolerne med sund, nærende, lokal og bæredygtig mad."
Syv indsatser
Valgforbundspartierne adresserer 7 emner, som Lejre Kommune skal arbejde med:
-
Økologisk & bæredygtig jord
- Plads til økologisk, regenerativt jordbrug
-
Grøn forvaltning
- Målsætning om grønne lokale indkøb i kommunens forvaltning
- Forsøg med økologisk, lokalproduceret mad i kommunens skoler
- Tilbud om tilberedning af økologisk mad på alle kommunens plejehjem
- Tilbud om skolehaveordning til alle kommunens skoler
-
Beskyttelse af drikkevand/grundvand
- Indgå målrettede aftaler om sprøjtestop i de dele af vandværkernes indvindingsoplande, hvor størstedelen af grundvandet dannes.
-
Omfordeling af sårbare områder
- Bæredygtige boliger
- Øget genanvendelse af tomme bygninger
- Bedre muligheder for ombygning af store boliger til mindre enheder – til gavn for både seniorer og enlige forældre (fx ”Del hus”-projektet).
- Øget støtte til nye bæredygtige boligformer (tiny house, nye typer af bæredygtig byggeri)
- Grønne lokalplaner, der fremmer grønne områder, biodiversitet og stiller krav til bæredygtighed.
- Mål om, at alt kommunalt nybyggeri skal være bæredygtigt og mere CO₂-neutralt
-
Mere natur og mere nærhed
- Etablering af grønne kiler, der forbinder landsbyerne med natur, trampestier og cykelruter.
- Skabe blødere grænser mellem by og land – med grønne ringe omkring landsbyerne, der giver plads til biodiversitet, spiselige træer, rekreative områder og vild natur.
- Mulighed for nyttehaver via nyttehavefællesskaber til alle borgere
-
Flere cykelstier og sammenhængskraft
- Sammenhængende cykelstisystemer så det er trygt at cykle, også for børn
- Altid tænke cyklister og fodgængere ind, når der etableres veje
- Prioritere offentlig transport for at gøre det muligt at undvære bil.
-
Lokal energiforsyning
- Ansættelse af en koordinator til at fremme lokale initiativer om vedvarende energi.
- Understøtte løsninger baseret på lokalt ejerskab, hvor overskuddet bliver i lokalområdet.
- Indførelse af krav i lokalplaner om, at alt nybyggeri skal inkludere en form for vedvarende energi (jord, vind, sol m.m.)
- Opsætning af solceller på relevante offentlige bygninger.