Rapport kritiserer årtiers svigt i reguleringen af kemikalier - og pesticider er den største bekymring
Vi har forurenet vores klode og kroppe så meget med kemikalier, at forureningen er et lige så stort problem som klimaforandringerne, konkluderer ny rapport. Og man tager fejl, hvis man tror, at alt, hvad man omgiver sig med i hverdagen, er gennemtestet.

Kemisk forurening er en lige så alvorlig trussel mod mennesker og natur som klimaforandringerne. Alligevel halter problemet årtier bagefter global opvarmning, når det gælder både offentlighedens opmærksomhed og politisk handling.
Det konkluderer en ny rapport, 'The Invisible Tsunami', der peger på, at den udbredte kemikalieforurening er forbundet med kræft, fertilitetsproblemer, hjerte-kar-sygdomme og neurologiske lidelser.
Rapporten er udgivet af Deep Science Ventures (DSV), som gennem otte måneder har indsamlet fagfællebedømt forskning og interviewet flere internationale eksperter på området. Den dokumenterer, hvordan industrien har skabt over 100 millioner nye kemikalier, hvoraf titusinder er i brug kommercielt, og produktionen er blevet 50 gange større på under 80 år.
Forældede metoder
Rammerne for toksikologi 'God laboratoriepraksis', der først blev indført i 1970'erne og typisk bruges til at bestemme acceptable indtag, undervurderer ofte farerne ved lav eksponering for hormonforstyrrende kemikalier, hvilket efterlader offentligheden sårbar over for skadeligt høje eksponeringer. EU har for nylig reduceret det acceptable daglige indtag for BPA med en faktor 20.000 efter at have medtaget data fra undersøgelser, der ikke er udført i henhold til den klassiske ramme for 'God laboratoriepraksis'.
Kilde: 'The Invisible Tsunami' (2025)
"Kemikalier, der har vist sig at være giftige, er typisk kommet på markedet efter en utilstrækkelig risikovurdering og er først blevet fundet giftige, når de har været i brug i årevis, og folk allerede har været udsat for dem. Det vigtige her er, at deres produktion kan skabe stordriftsfordele i denne periode, og det kan gøre det sværere for mere sikre alternativer at konkurrere," står der i rapporten.
PFAS er nærmest overalt
I dag findes over 3.600 syntetiske kemikalier fra fødevarekontaktmaterialer i menneskers kroppe, og mindst 80 af dem vurderes at udgøre en særlig høj sundhedsrisiko. PFAS – de såkaldte evighedskemikalier – er fundet i næsten alle testede mennesker, og i mange egne af verden er regnvand så forurenet, at det ikke længere er sikkert at drikke.
”Måske tror folk, at når de går ned ad gaden og trækker vejret, drikker vandet, spiser maden, bruger personlige plejemidler, shampoo eller rengøringsmidler, har møbler i deres hjem, at der så er lavet en grundig risikovurdering. Men det er langt fra tilfældet,” siger Harry Macpherson, senior climate associate hos DSV, til The Guardian.
Deep Science Ventures
- DSV er en videns- og ventureplatform, der identificerer problemer for så at finde teknologier og iværksættere, som kan udvikle løsninger.
- Grundlagt i London i 2016 af Dominic Falcão og Mark Hammond.
- Mark Hammond har en baggrund i neurovidenskab, AI og farmakologi, mens Dominic Falcão har en uddannelse i filosofi, politik og økonomi og erfaring med at opbygge forskningsbaserede startups fra Imperial College London.
- Virksomheden beskriver sig selv som et sted, hvor ”outcome first” er metoden: Man starter med at identificere et presserende miljø- eller sundhedsproblem og finder derefter teknologier og iværksættere, der kan udvikle løsninger.
DSV fremhæver landbrugets pesticider som den mest bekymrende gruppe af giftige stoffer, fordi de både rammer økosystemer, biodiversiteten og menneskers sundhed. Blandt andet er pesticider koblet til øget risiko for spontan abort, misdannelser hos fostre og nedsat frugtbarhed hos både mænd og kvinder.
”En af de vigtigste informationer, der kom tydeligt frem, var sammenhængen mellem eksponering for pesticider og reproduktive problemer," siger Harry Macpherson til The Guardian.
"Vi så en ganske stærk sammenhæng – korrelation og årsagssammenhæng – mellem spontanabort og personer, der havde svært ved at blive gravide."
Sammenhæng med livstruende sygdomme
Rapporten peger desuden på stærke sammenhænge mellem udbredte kemikalier og sygdomme som kræft, hjerte-kar-sygdomme, leverskader, lungesygdomme, neurologiske sygdomme, ADHD og nedsat immunforsvar, og den inddrager bl.a. studier, som viser, at mænd med høje niveauer af visse PFAS har under halvt så mange normale sædceller som mænd med lave niveauer.
Harry Macpherson fortæller til den britiske avis, at han selv - siden studiets begyndelse - er begyndt at være meget opmærksom på, hvad der er i kontakt med hans mad. Han bruger derfor kun stegepander og gryder af støbejern og varmer ikke mad op i plastbeholdere. Han anbefaler samtidig, at man køber økologisk.
Problemer med pesticider
Rapporten har inddraget studier, som både viser sammenfald og årsagssammenhæng mellem pesticider og sundhedsrisici:
- En metaanalyse af flere end 20 studier viste sammenfald mellem pesticideksponering og dårligere sædkvalitet.
- Et studie med 325 kvinder i fertilitetsbehandling fandt, at højere indtag af sprøjtet frugt og grønt reducerede chancen for en succesfuld graviditet.
- Et studie med 696 kvinder har vist, at kvinder med højere eksponering for organophosphat-pesticider har en markant øget risiko for at opleve infertilitet.
- Et museforsøg har vist, hvordan beta-cypermethrin (β-CYP) – et syntetisk pyrethroid-pesticid - påvirker hunmus' reproduktionsevne negativt.
- Et andet museforsøg har vist, hvordan dimethoat (DM) – et organofosfat-insekticid - forringer sædkvaliteten, reducerer fertiliteten og øger fosterdødeligheden.
Kilde: 'The Invisible Tsunami' (2025)
Et centralt kritikpunkt i rapporten er, at reguleringen stadig bygger på det 500 år gamle princip om, at ”dosis gør giften” - altså at et stof kun er giftigt, hvis dosen er høj nok. Dermed overses lavdosis-effekter, kombinationseffekter og hormonforstyrrende stoffer, hvor lave doser kan være lige så skadelige som høje, argumenterer forfatterne.
Rapporten viser i øvrigt også, at klimakrisen og kemikalieforureningen hænger tæt sammen, fordi udvindingen af fossile brændstoffer ikke kun bidrager til CO2-udledning, men også frigiver en lang række giftige stoffer, som forurener jord, luft og vand og dermed udgør en sundhedsrisiko for mennesker.
Anbefaler en reform af reguleringen
Nutidens problemer med de mange kemikalier bunder i, at reguleringssystemerne i både EU og USA har betydelige huller, og at de nuværende testmetoder sjældent fanger langtidseffekterne af lav eksponering.
DSV anbefaler derfor en reform af den globale kemikalieregulering - faktisk efter europæisk forbillede - bedre testmetoder og udvikling af sikre alternativer til de mest problematiske stoffer.
Ifølge Harry Macpherson kan forandring også komme nedefra: Ganske enkelt ved at folk begynder at efterspørge mere sikre produkter.
Hans Sanderson, der er seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab - Environmental chemistry & toxicology, Aarhus Universitet, er enig i, at der er brug for et større fokus på miljø- og sundhedsrisici ved kemikalier i vores samfund.
"Dette er også afspejlet i EU's Green Deal samt EU's kemikaliestrategi for bæredygtighed, CSS," skriver han i en kommentar til Økologisk Nu.
Han fortæller endvidere, at der er igangsat et EU-projekt til 400 mio. euro, som handler om risikovurdering af kemikalier (PARC) samt udvikling af en ny tilgang til vurdering af kemikalier (SSbD).
"Befolkning i EU kræver dette jf. EUROSTAT-undersøgelser, som EU har lyttet til. Kemikalier er også en meget væsentlig årsag til sygdom og død i verden samt en af hovedårsagerne til biodiversitetstab," tilføjer han.
Økologisk Nu har fremsendt flere spørgsmål til Cefic, der er et forum for EU's kemikalieindustri, men har endnu ikke modtaget svar.