Regeringen varsler forbud mod turbokyllinger
Både Anima, Dyrenes Beskyttelse og økologerne jubler over meldingen om, at et flertal af Folketingets partier vil forbyde produktionen af turbokyllinger i Danmark. Beslutningen kan være med til at mindske prisgabet mellem de konventionelle og økologiske kyllinger.
Både Anima, Dyrenes Beskyttelse og økologerne jubler over, at der nu er bred opbakning til et nationalt forbud mod turbokyllinger, men EU-reglerne gør det vanskeligt at bremse importen af hurtigtvoksende kyllinger fra udlandet.
, at et flertal af Folketingets partier vil forbyde produktionen af turbokyllinger i Danmark. Beslutningen kan være med til at mindske prisgabet mellem konventionelle og økologiske kyllinger.
Minister for Dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), oplyser, at han vil arbejde for et nationalt forbud mod turbokyllinger. Dermed har den samlede regering samt Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet nu alle meldt ud, at turbokyllinger skal være fortid.
”De billeder, vi har set fra produktionen af danske turbokyllinger, er uacceptable. De vidner om meget store udfordringer med dyrevelfærden. Derfor vil jeg også gerne arbejde for et nationalt forbud,” siger Christian Rabjerg til DR.
Ifølge Berlingske gav syv partier allerede i går udtryk for, at de ønskede et nationalt forbud mod de såkaldte turbokyllinger, og efter at TV 2 i aftes offentliggjorde skjulte optagelser af forholdene for kyllingerne hos en af landets største slagtekyllingeproducenter, reagerer den ansvarlige minister nu med et ønske om et stop for produktionen af turbokyllinger.
Fuldstændig fantastisk
Udsigten til et farvel til turbokyllingen vækker jubel hos både Anima, Dyrenes Beskyttelse og Økologisk Landsforening, som længe har arbejdet for at sikre bedre dyrevelfærd i de danske kyllingestalde:
“Det er fuldstændig fantastisk, at regeringen nu siger klart og tydeligt, at vi skal have et forbud mod turbokyllinger, og vi håber, ministeren vil arbejde hurtigt. Derudover er det afgørende, at han tager detailhandlen i ed, så vi når helt i mål med den udfasning, som både borgere og politikere ønsker at se”, siger Mathias Madsen, kampagneleder for Anima, i en pressemeddelelse.
Ministerens udtalelse kommer efter at TV 2 tirsdag offentliggjorde skjulte optagelser fra en kyllingeproduktion, som ifølge Dyrenes Beskyttelse endnu engang viser, at kyllinger lider på grund af deres hurtige vækst.
”Det er en dybt uetisk og grotesk avl. Den alt for voldsomme vækst er et systematisk svigt af kyllingerne, hvor det er givet på forhånd, at dyrene vil opleve stor lidelse. Det er allerede forbudt at avle dyr, så det skader dem, men det håndhæves tydeligvis ikke. Turbokyllingen bør forbydes hurtigst muligt,” siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.
Hun beskriver det som en vigtig sejr, at et bredt flertal i Folketinget nu vil forbyde turbokyllinger og sætte en stopper for den nuværende avl, men for Dyrenes Beskyttelse er det kun et skridt i retningen af bedre forhold for produktionen af kyllinger.
”Det er fantastisk, at et bredt politisk flertal nu vil sætte en stopper for den avl, der har ført til turbokyllinger. Men vi må ikke tro, at opgaven er løst, når kyllingerne vokser lidt langsommere. For TV 2's afsløringer gør det klart for enhver, at dyrene lever horrible liv under trange kår, hvor de aldrig ser dagens lys. Det synes vi, de har krav på,” siger Britta Riis, som er medlem af bestyrelsen i Økologisk Landsforening.
Kæderne har en vigtig rolle
Lars Bredahl, forperson for foreningens Æg- og fjerkræudvalg er enig, men han synes dog, at der trods alt er god grund til at kippe med flaget over politikernes udmeldinger.
”Rent velfærdsmæssigt er det et et skridt i den rigtige retning, men hvis det skal have en stor effekt, bliver det helt afgørende, hvordan dagligvarekæderne forholder sig til en udfasning af turbokyllingerne,” siger den jyske ægproducent.
Han henviser i den forbindelse til, at det for år tilbage kostede Danpo dyrt, da selskabet i en periode valgte at udfase de hurtigtvoksende racer, blot fik kæderne til at importere billigt kyllingekød fra udlandet.
”Et forbud vil betyde, at prisgabet mellem de billigste danske kyllinger og de økologiske kyllinger bliver mindre, men det er svært at vurdere, om det får flere til at vælge den økologiske kylling,” siger Lars Bredahl.
Da Danmark udfasede buræg, var det også håbet, at det ville få flere til at vælge det økologiske æg.
”Men det viste sig, at de, der plejede at købe skrabeæg, bare skiftede til det næstlaveste niveau,” siger Lars Bredahl.
Risikerer at flytte problemet
Hvis danske politikere gør alvor af planerne om at forbyde produktionen, advarer både Lars Bredahl og formanden for L&F Fjerkræ, Jeppe Mouritsen, om, at dansk enegang risikerer at flytte både produktion og arbejdspladser til udlandet.
”Politikerne skal tænke sig meget grundigt om, før de vælger dansk enegang. Hvis man forbyder en produktion i Danmark, men fortsætter med at importere de samme produkter fra andre lande, har man ikke flyttet andet end arbejdspladser og vores mulighed for at påvirke dyrevelfærden,” siger Jeppe Mouritsen i en pressemeddelelse.
”På den måde har vi ikke vundet noget, men bare flyttet problemet,” fastslår Lars Bredahl, som drømmer om fælles EU-regler på området, så Danmark ikke går enegang.