Sprøjtegifte, der ikke burde være kræftfremkaldende, kobles nu til øget kræftrisiko efter landsdækkende undersøgelse

Sprøjtegifte er vidt udbredt i vores miljø, men koblingen mellem deres tilstedeværelse og risikoen for at udvikle kræft er svær at dokumentere, fordi adskillige faktorer kan spille ind.

I et nyt studie med et omfattende datagrundlag påviser forskere dog nu en stærk, konsistent sammenhæng mellem eksponering for 31 sprøjtegifte, heriblandt det vidt udbredte glyphosat, i landbruget i Peru og en øget risiko for at udvikle visse kræftformer.

Det på trods af at ingen af de undersøgte midler er kategoriseret af WHO som "kræftfremkaldende" (gruppe 1a eller 1b) - eksempelvis er glyphosat i kategori 3 som "slightly hazardous" (let farligt, red.).

Kræftrisikoen øges ifølge studiet tilmed ved doser, der ligger på eller under de niveauer, som normalt betragtes som ufarlige. Det antyder, at de gældende grænseværdier for pesticider, der typisk fastsættes ved at teste ét stof ad gangen, kan undervurdere risikoen, når mange stoffer påvirker os samtidig over lang tid - den såkaldte cocktaileffekt.

Sammenhængen mellem eksponeringen og udviklingen af kræft er styrket ved, at forskerne har brugt forskellige metoder til at validere deres fund, hvilket reducerer risikoen for, at den skulle være tilfældig.

"Samlet set underbygger disse resultater i høj grad en årsagsmæssig sammenhæng mellem eksponering for pesticider og kræft, hvilket sætter spørgsmålstegn ved antagelsen om, at disse stoffer ikke er kræftfremkaldende for mennesker," skriver forskerne i studiet.

Data fra næsten 160.000 kræftpatienter

I forbindelse med undersøgelsen kortlagde de først områderne i Peru, der er mest udsatte for forurening fra sprøjtegifte, og modellerede, hvordan midlerne spreder sig i miljøet over en seksårig periode fra 2014 til 2019. Der blev taget højde for bl.a. topografi, jordbundsforhold, vandgennemstrømninger og vejrforhold, så de dernæst kunne lave et højopløsningskort og identificere de områder med den højeste eksponeringsrisiko.

Ved at inddrage data fra næsten 160.000 patienter, der blev diagnosticeret med kræft mellem 2007 og 2020, kunne forskerne så identificere områder, hvor indbyggerne både er mere udsatte for sprøjtemidler og oftere rammes af visse kræftformer. I disse områder var risikoen for at udvikle kræft mellem 1,4 og 9,38 gange højere end det normale niveau.

Forskerne ville dog validere deres kortlægning yderligere. Derfor tog de hårprøver fra 50 tilfældigt udvalgte voksne fra fire peruvianske regioner. Hår fungerer som et slags biologisk arkiv, da det gemmer spor af de stoffer, kroppen har været udsat for over tid, og prøverne bekræftede deres teori: Folk i de områder, kortet markerede som højrisikoområder, havde også højere niveauer af sprøjtemidler i håret.

"Det gør deres arbejde mere robust, når de validerer deres forudsigelser med feltprøver," forklarer epidemiolog og gastroenterolog Mathias Brugel, Hospital Center University De Lille, Frankrig, til den franske avis Le Monde. Han bidrog ikke selv til studiet.

Risikoen var koncentreret i landdistrikter

Arbejdet med kortlægningen var dog ikke færdigt her, for de ville vide mere om kræftformerne, der blev konstateret i områderne. Hvis miljøpåvirkninger som pesticider forstyrrer cellerne, kan det sætte gang i en kræftudvikling — og det kan ske på tværs af mange organer på én gang, fordi de enkelte celletyper deler de samme sårbarheder. De undersøgte derfor celletyperne, som kræften udviklede sig fra, frem for at se på hvilke organer der var ramt.

Ved hjælp af en statistisk metode regnede forskerne sig frem til de steder, hvor kræfttilfældene sandsynligvis kan hænge sammen med pesticideksponeringen.

De mest udbredte risikoområder var knyttet til kræft i mave-tarm-kanalen, lungerne og huden, efterfulgt af kræft i de kvindelige kønsorganer og nyrerne.

"Det er første gang, vi har kunnet koble pesticideksponering på nationalt plan til biologiske ændringer, der tyder på en øget kræftrisiko," forklarer Stéphane Bertani, forsker i molekylærbiologi ved det franske nationale forskningsinstitut for bæredygtig udvikling (IRD) på PHARMA-DEV-laboratoriet, i en pressemeddelelse.

Risikoen var ikke jævnt fordelt over landet, men primært koncentreret i landdistrikter med intensivt landbrug eller områder, hvor vandløb transporterer sprøjtemidler fra landbruget med sig.

Leverprøver fra 36 patienter

Fordi leveren er særligt sårbar over for kemikaliers påvirkning, analyserede forskerne levervæv fra 36 kræftpatienter, der bor i et af områderne med en overforekomst af kræft. For hver patient tog de to prøver — én fra selve svulsten og én fra det levervæv, der så raskt ud.

I det raske levervæv fandt de et mønster, der er karakteristisk for påvirkning fra ikke-genotoksiske kræftfremkaldende stoffer, altså stoffer, som ikke direkte ødelægger vores dna, men i stedte forstyrrer cellerne og gør dem ustabile. En effekt, der forventes fra de undersøgte pesticider. Cellerne fungerer stadig, men er mere udsatte for at blive til kræftceller.

Forskerne testede derefter, om mønstret kunne forklares af andre kendte risikofaktorer: hepatitis B, alkohol, fedtlever eller toxiner fra fødevarer. Det kunne det ikke. Til gengæld passede det med pesticidernes ikke-genotoksiske effekt.

Da forskerne sammenlignede prøverne med data fra patienter i Frankrig, Taiwan og Tyrkiet, viste det sig at være unikt for de peruvianske patienter fra de højrisikoområder, som modellen havde identificeret.

Undersøgelsen identificerede altså ikke alene flere hundrede områder med øget risiko for kræft og et sammenfald med eksponeringen for sprøjtegifte, men gav også en potentiel forklaring på de mekanismer, hvorved midlerne kan fremme udviklingen af kræft.

"Dette casestudie er en eksemplarisk demonstration af videnskabelig tænkning," siger Mathias Brugel til Le Monde og fortsætter:

"De identificerer en klynge, knytter den til overdreven eksponering for pesticider, indsamler transkriptomiske og epigenetiske data, sammenligner dem, bemærker forskellene, opstiller en hypotese og baner vejen for nye forskningsretninger."

Kræftens Bekæmpelse: Metoderne er nytænkning

Økologisk Nu har bedt Johnni Hansen, der er seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse, om at vurdere studiets validitet. Han mener, at det stærkeste ved undersøgelsen er, at den er foretaget i et land, hvor eksponeringen for pesticider er meget høj, hvilket øger muligheden for at finde en sammenhæng med kræft - hvis den findes.

Det styrker studiet yderligere, at forskerne har valideret deres arbejde ved at lægge så mange lag af data oven på hinanden.

Til gengæld mangler der individuelle data på, om de medvirkende personer rent faktisk ér eksponerede for sprøjtemidler, eller om de kan være udsat for andre påvirkninger, som kan medvirke til kræft.

"Det, man sammenligner, er kræftrisiko for områder med størst udsættelse for bekæmpelsesmidler med områder med mindst udsættelse for bekæmpelsesmidler, hvilket normalt ikke anses for at være den stærkeste metode til at undersøge årsagssammenhænge. Men de anvendte metoder her er forfriskende nytænkning," forklarer han i en skriftlig kommentar.

Forskerne ér da også klar over svagheden i, at de ikke ved, hvad hvert enkelt individ har været eksponeret for, og de kan heller ikke udelukke at andre faktorer, som de ikke har målt for, kan spille ind.

De områder, der er hårdest ramt af pesticider, er ofte også de fattigste områder med dårligst adgang til sundhedsydelser.

Forskerne mener dog, at disse forbehold ikke undergraver deres overordnede konklusion, for det er ikke én enkelt analyse, der peger i samme retning — det er tre uafhængige tilgange, der alle peger på det samme: pesticidkortet, kræftregistret og levervævsanalyserne. At alle tre peger i samme retning, gør det biologisk plausibelt, at sammenhængen er reel, vurderer de.