Annonce

Annonce

Traktor sprøjter stubmark

Glyfosat er aktivstoffet i verdens mest udbredte ukrudtsmiddel Roundup, og senere på året skal EU afgøre, om godkendelsen af midlet skal fornyes. Foto: Colourbox

EU beskyldes for at ignorere studier, der peger på, at glyfosat øger kræftrisiko

En ny rapport, der gennemgår en række dyrestudier, konkluderer, at glyfosat er muligt kræftfremkaldende, selvom EU's kemikalieagentur frikender det. Dansk professor bakker op om rapportens fund.

Glyfosat er giftigt for liv i vandet og kan forårsage alvorlige øjenskader, men der er ikke tilstrækkelig dokumentation for at hævde, at stoffet øger risikoen for kræft, lyder det i en ny vurdering fra RAC, som er en risikovurderingskomité under EU's kemikalieagentur ECHA.

Men med sin konklusion ignorerer RAC og dermed ECHA imidlertid flere studier, som netop viser, at glyfosat øger risikoen for kræft, mener The Health and Environment Alliance (HEAL), som er en sammenslutning af over 90 miljøorganisationer.

Debatten er aktuel, fordi EU's godkendelse af glyfosat udløber i december, og Glyphaste Renewal Group, der er en sammenslutning af flere kemi-producenter, har indsendt deres ansøgning om fornyelse, som nu skal gennemgåes.

I en ny rapport har HEAL gennemgået de 11 dyrestudier, der er indsendt til EU i forbindelse med ansøgningen om en fornyet godkendelse af glyfosat, som er aktivstoffet i verdens mest udbredte ukrudtsmiddel Roundup. Studierne skulle ifølge industrien selv være dokumentation for, at glyfosat ikke øger kræftrisikoen, men den konklusion er HEAL uenig i.

Hvem er hvem?

  • ECHA: EU's kemikalieagentur
  • RAC: Risikovurderingskomité, der hører under EU's kemikalieagentur
  • AGG: En såkaldt rapportørgruppe af fire medlemslande, hvis nationale styrelser har vurderet glyfosats potentielle risici
  • EFSA: EU's fødevaresikkerhedsagentur
  • HEAL: En sammenslutning af over 90 miljøorganisationer
  • IARC: FN's internationale forskningsenhed i kræft
  • EPA: Den amerikanske miljøstyrelse

Analyse: Dyr udviklede tumorer

Ifølge HEAL viser studierne netop, at eksponeringen af glyfosat øger risikoen for kræft: I 10 af studierne udviklede dyrene tumorer, når de blev eksponeret for glyfosat. Syv af studierne er bakket op af historiske kontroldata, fire af dem viser, at en øget dosis øger risikoen for at udvikle flere tumorer, og i fem af studierne udviklede dyrene mindst to eller flere tumorer, lyder det.

ECHA's komité argumenterer dog for, at disse effekter først blev set ved høje doser langt over grænsen for normal eksponering, men HEAL skriver, at komiteen forveksler akut toksicitet med kræftrisikoen og dermed laver en fejlslutning i sin vurdering.

HEAL sætter derfor spørgsmålstegn ved ECHA's objektivitet, når agenturet affejer kræftrisikoen, og mener, at dets komité AGG udøver tvivlsom forskningspraksis.

"Lymfekræft, nyre- og levertumorer, keratoakantom... glyfosat er brændstof for kræft, og listen fortsætter. I 10 ud af de 11 dyrestudier, der var en del af fornyelsesprocessen for glyfosat, ser vi, at dyr udvikler tumorer. Uanset hvordan du ser på det, er der mere end nok med evidens for, at det er kræftfremkaldende, og denne evidens opfylder kriteriet for at klassificere glyfosat som et middel, der kan antages at være kræftfremkaldende for mennesker," siger professor Christopher Portier,specialist i design og analyse af sundhedsdata og fhv. direktør for US National Center for Environmental Health at the Centers for Disease Control and Prevention, som har været med til at analysere studierne.

Glyfosat er ikke akut farligt, men det er langtidseffekterne, vi bekymrer os om, og der kommer hele tiden ny litteratur, som understøtter dette.

— Lisbeth E. Knudsen, professor ved Afdeling for Miljø og Sundhed, Københavns Universitet

Rapporten lægger sig dermed op ad FN's kræftagentur IARC's klassificering af glyfosat som muligvis kræftfremkaldende for mennesker.

Dr. Peter Clausing, toksikolog og medforfatter til rapporten, siger:

"Dyr, som blev eksponeret for glyfosat udviklede tumorer i signifikant større omfang end kontrolgrupperne, som ikke blev eksponeret - en konsekvens, der ifølge både internationale og europæiske retningslinjer anses som evidens for kræftfremkaldende. Alligevel har EU's bedømmere i deres analyser afskrevet alle fund af tumorer ved at konkludere, at de alligevel er opstået tilfældigt, og at ingen af dem reelt var forårsaget af glyfosat-eksponering."

Dansk ekspert: Håber ikke godkendelsen forlænges

Økologisk Nu har fået toksikolog Lisbeth E. Knudsen, der er professor ved Afdeling for Miljø og Sundhed på Københavns Universitet, til at læse og vurdere HEALs rapport, og hun bakker op om dens konklusioner.

"De faglige argumenter for at betragte glyfosat som muligt kræftfremkaldende følger de kriterier, som eksperter anvender for alle stoffer, hvor den tilgængelige litteratur vurderes. Uafhængige eksperter er enige om de sandsynligt kræftfremkaldende, mutagene, reproduktionstoksiske og hormonforstyrrende egenskaber af glyfosat. Med tiden bliver myndighederne nødt til at anerkende dette, som de har gjort med lignende stoffer, der ikke er så anvendte," siger Lisbeth E. Knudsen.

Hun henviser til et nyligt studie, der konkluderer, at EU's lovgivning ikke tager tilstrækkeligt højde for kemikalier som glyfosats fulde påvirkning af menneskers endokrine system. Forfatterne til studiet opfordrer derfor lovgiverne til at højde for flere risici og fastsætte kriterier ud fra et forsigtighedsprincip for at undgå skader på sundhed og miljøet.

"Glyfosat er ikke akut farligt, men det er langtidseffekterne, vi bekymrer os om, og der kommer hele tiden ny litteratur, som understøtter dette. Både studier af udsatte befolkninger og eksperimentelle studier med celler fra mennesker," siger Lisbeth E. Knudsen og tilføjer:

"Fra et videnskabeligt synspunkt finder jeg det meget betænkeligt at se argumenter, som ikke følger de vedtagne procedurer for risikovurdering bragt ind af industri og myndigheder, og jeg håber ikke, at godkendelsen forlænges."

Glyfosatbaserede herbicider spiller og vil fortsætte med at spille en stor rolle i bæredygtige landbrug og Bayers produktportefølje.

— Utz Klage, talsperson for pesticidproducenten Bayer

Dr. Angeliki Lyssimachou, toksikolog, seniorpolitisk chef for videnskab hos Heal og medforfatter til rapporten, mener også, at det er på tide med et forbud mod glyfosat.

"Den videnskabelige evidens for, at glyfosat måske kan give kræft og dermed er farlig for menneskers sundhed, hober sig op - men EU's evaluering bliver ved med primært at være baseret på industriens egne argumenter, hvilket medfører, at skadelige kemikalier såsom glyfosat bliver markedsført som sikre. EU's institutioner og medlemslande kan ikke længere læne sig op ad denne dysfunktionelle videnskabelige vurdering, når de skal træffe beslutninger. EU's mission om at bekæmpe kræft starter nu og her med et forbud mod glyfosat," siger hun i en kommentar til rapporten.

Glyfosat

  • Glyfosat er aktivstoffet i verdens mest udbredte ukrudtsmiddel Roundup.
  • I 2015 kategoriserede FN's kræftagentur IARC glyfosat som 'muligvis kræftfremkaldende for mennesker' i sin kategori gruppe 2A. Gruppe 2A betyder, at der er begrænset evidens fra eksponering i virkelighedens verden, men at der er tilstrækkeligt med evidens fra studier, hvor dyr er blevet eksponeret for ren glyfosat.
  • EU's kemikalieenhed ECHA vurderer derimod, at glyfosat ikke opfylder kriterierne for at kunne kategoriseres som muligvis kræftfremkaldende for mennesker.
  • Godkendelsen af glyfosat udløber i EU i december 2022, og forud for afstemningen om en evt. fornyelse, skal den tilgængelige videnskab gennemgås. Hertil er fire medlemslande udpeget som en rapportørgruppe betegnet som 'risikovurderingsgruppen for glyfosat' (AGG). AGG består af eksperter fra de fire medlemslande Frankrig, Ungarn, Nederlandene og Sverige, som i foråret konkluderede, at der ikke er grund til at ændre klassificeringen af glyfosat. I foråret fremsatte gruppen sine konklusioner, der blev videresendt til ECHA og EU's fødevaresikkerhedsagentur EFSA. EFSA vil så udarbejde en rapport, der skal danne grundlag for en afstemning blandt medlemslandene.

ECHA afviser kritikken

ECHA's seneste vurdering er imidlertid på linje med vurderingen fra den amerikanske miljøstyrelse EPA, der finder det "usandsynligt", at glyfosat er kræftfremkaldende for mennesker. Den er også i tråd med, hvad EU's risikovurderingsgruppe for glyfosat (AGG) konkluderede tidligere på året.

Over for avisen The Guardian afviser en talsperson for ECHA, at man har set bort fra de pågældende studier:

"Resultaterne fra studierne i glyfosat er ikke affejet, men det var ikke muligt at finde en årsagssammenhæng mellem eksponeringen for midlet og forekomsten af de tumorer, der blev observeret."

HEAL er dog uenig i dén konklusion. I rapporten skriver forfatterne, at sammenhængen mellem eksponering og dannelse af tumorer er underbygget af viden om, hvordan oxidativ stress forårsaget af glyfosat kan give kræft, og at når man ser samlet på studierne, opfylder glyfosat de såkaldte CLP-kriterier for at kunne betegnes som "muligt kræftfremkaldende".

"Derfor er det forkert og ikke på linje med god videnskabelig praksis, når AGG's (ECHA's komité, red.) konklusion lyder, at 'det er ikke berettiget at klassificere glyfosat som en risikofaktor for kræft jf. CLP-kriterierne'," står der endvidere i rapporten.

Tyder på midlertidig forlængelse

Utz Klage, der er talsperson for pesticidproducenten Bayer, som producerer Roundup, bakker dog op om EU-myndighedernes vurdering:

"Vi er overbeviste om, at vi har et stærkt videnskabsbaseret rationale bag en fornyet godkendelse af glyfosat, hvilket fortsat vil give landmænd og professionelle brugere en vigtig teknologi til at at bekæmpe ukrudt med," siger han til The Guardian og tilføjer:

"Glyfosatbaserede herbicider (ukrudtsmidler, red.) spiller og vil fortsætte med at spille en stor rolle i bæredygtige landbrug og Bayers produktportefølje."

Selvom godkendelsen af glyfosat udløber i december, tyder det på, at den forlænges midlertidigt. Der har nemlig været så mange indkomne kommentarer til et udkast om fornyelsen, at processen er blevet udskudt. Først skal ECHA færdiggøre sin vurdering og sende den til EU's fødevaresikkerhedsmyndighed EFSA, som så skal udarbejde en rapport med sin vurdering. Rapporten er nu udskudt til sommeren 2023 og er obligatorisk for afstemningen.

Flere artikler fra samme sektion

Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen

Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.

Skolemad er på finansloven

Danmark følger nu i sporet på en række andre lande og vil afprøve en ordning med offentligt finansieret skolemad. Det er dog ikke alle folkeskoleelever, der i første omgang bliver en del af forsøget.

22-11-2024 4 minutter Kostvaner,   Uddannelse,   Politik

EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning

EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.

21-11-2024 4 minutter EU,   Bæredygtighed