Annonce

Annonce

Bestyrelsesmedlemmer i ØL står på en række - foran dem står formand Per Kølster på talerstolen

Første skridt i arbejdet med en fornyet demokratisk struktur er at gøre en aktiv indsats for på næste generalforsamling at opstille kandidater, der udbygger feltet med nye og udvidede kompetencer ved valget til bestyrelsen. Arkivfoto: Henrik Hindby Koszyczarek

På vej mod fornyelsens årti

LEDER: Vi er på vej ind i et nyt år - ja endda i et helt nyt årti. Den slags tidsmæssige milepæle kalder naturligt på både at reflektere og at skue fremad med tanker om det næste årtis nødvendige fornyelser og forandringer.

Tusinder af landmænd tænker i det kommende årti på fornyelse, især hvis de tilhører gennemsnittet, som er over 56 år. Jeg har selv den alder, hvor det er naturligt og nødvendigt at overveje at give sit livsværk videre og lægge en strategi for et generationsskifte.

Det kræver planlægning, viden og villighed, hvis man skal gennemføre et vellykket generationsskifte. Det kræver åbenhed over for nye, grønnere markedskrav, som kalder på kompetencer, der hører en ny tid til. Landbruget og samfundet står over for en markant omstilling, og økologien er ingen undtagelse.

Per Kølster. Foto: Økologisk Landsforening

I Økologisk Landsforening indledte vi i 2019 en redefinering af os selv. Vi skal være en NGO, der dækker alle de interesser, der arbejder for og med økologien, og vi har samtidig sat et ambitiøst mål for 30 pct. økologisk forbrug og 30 pct. økologisk landbrugsareal i 2030. Det handler om at udbrede økologien - altså om MERE, og det handler om at udvikle økologien som det, vi ønsker, den skal være, nemlig en forudsætning for bæredygtighed og dermed BEDRE.

Ambitiøse mål kræver en strategi. Nøjagtigt som landmanden, der i god tid planlægger et generationsskifte, som kan gøre driften grønnere og gearet til fremtidens krav, har foreningen vedtaget en ny strategi, som skal gøre det muligt at udvikle økologien og skabe både arealmæssig og adfærdsmæssig plads til den i fremtiden.

Strategien har følgende primære fokusområder: at hæve foreningens kendskabsgrad, at øge værdiskabelsen for vores fire mellemgrupper, at styrke foreningens økonomi via nye kommercielle forretningsområder samt at professionalisere organisationen og driften.

Generalforsamling 2020

  • Økologisk Landsforening holder generalforsamling 6. marts 2020 i Aarhus.
  • I den forbindelse ønsker den nuværende bestyrelse i foreningen at få tilført nye kompetencer til bestyrelsen.
  • Bestyrelsen er på udkig efter flg. kompetencer:
  • organisationsudvikling og forandringsledelse
  • forretningsudvikling
  • finansiering og kapitalstruktur
  • netværk
  • kommunikation
  • internationalt samarbejde.

Kombinationen af at handle både på foreningens økonomi og på vores økologiske dagsorden skal ses i lyset af en samfundsudvikling, der ikke står stille. Vi skal fortsat være innovative for at bevare førertrøjen. Vi skal rumme fremtiden og vise vejen. Vi skal være omhyggelige, synlige og modige. Summen af dette indebærer, at vi tør stille nye krav til os selv og vores organisering.

I de seneste to år har vi reorganiseret og styrket ledelsen i foreningens sekretariat. Nu er turen kommet til det folkevalgte system. Demokratiet er hele rygraden i foreningen og skal tiltrække alle med interesse for og kvalifikationer til at lede foreningen og skabe den økologiske vej. Derfor arbejder vi i bestyrelsen med et forslag til en fornyet demokratisk struktur, hvor vi tiltrækker nye medlemsgrupper og nye kompetencer.

Vi har sat overliggeren højt. For foreningen er ligesom landmandens bedrift et livsværk og et livsarbejde, som vi værner om og ikke giver et stykke af til hvem som helst.

Første skridt i arbejdet med en fornyet demokratisk struktur er at gøre en aktiv indsats for på næste generalforsamling at opstille kandidater, der udbygger feltet med nye og udvidede kompetencer ved valget til bestyrelsen. Med den udvikling, vi står over for og den nye strategi, får vi brug for kompetencer inden for for eksempel organisationsudvikling og forandringsledelse, forretningsudvikling, finansiering og kapitalstruktur, netværk, kommunikation og internationalt samarbejde.

Næste skridt kan være at forny selve strukturen med dannelsen af et større repræsentantskab, hvilket er en proces, der sikrer en bred involvering af vores bagland, og som på sigt kan eller skal munde ud i ændrede vedtægter.

Jeg ser frem til at vi sammen kan skue ind i et nyt årti, hvor vi med respekt for foreningens kultur også tør tage de nødvendige skridt til at forny den. Klimaet, biodiversiteten, vandet, erhvervet og samfundet forventer det af os!

Flere artikler fra samme sektion

Treparten kaldes »en generationsaftale«, men det er bestemt ikke alle unge, der er enige i det

Den Grønne Ungdomsbevægelse kritiserer den grønne trepartsaftale for at tabe ungdommen på gulvet. Omvendt er de unge landmænd i LandboUngdom glade for, at aftalen endelig er sikret via et bredt forlig, og formanden er ikke skræmt over, at Danmark indtil videre går enegang på området - tværtimod.

18-11-2024 5 minutter Klima,   Miljø,   Politik

Lettet partileder efter aftale om grøn trepart: »Endelig får vores vandmiljø en fair chance«

Regeringen rykkede sig på kvælstofkravet, og dermed kunne den sammen med et bredt flertal i Folketinget nå til enighed om en grøn trepart efter ugers forsinkelse. Aftalen sikrer næsten én mia. nyplantede træer, skærpede kvælstofkrav til landbruget og ikke mindst en CO2-afgift. Men nogle af aftaleparterne udtrykte alligevel utilfredshed med dele af aftalen.

18-11-2024 5 minutter Miljø,   Klima,   Politik

Nye formuleringer i den grønne trepartsaftale giver Økologisk Landsforening fornyet håb

Den endelige trepartsaftale indeholder nogle formuleringer, som giver Økologisk Landsforening fornyet håb om, at økologerne måske ikke alligevel stilles dårligere end deres konventionelle kolleger, og at foreningens forslag til en klimaafgift kan blive til virkelighed.

18-11-2024 4 minutter Miljø,   Klima