Regeringen vil straffe natursvin hårdere

Det må ikke kunne betale sig at smide affald eller dumpe forurenet jord i naturen og på marker for at spare eller tjene penge. Derfor vil regeringen hæve straffen for miljøkriminalitet.

08. oktober 2026
Læsetid: 2 minutter
En person med orange handsker samler plastik op i naturen
Regeringen fremsætter et lovforslag, der skal hæve bødestørrelsen for natur- og miljøkriminalitet mærkbart. Foto: Colourbox

I februar 2026 vedtog et bredt flertal i Folketinget at skærpe straffen for naturkriminalitet. Lovforslaget bortfaldt dog på grund af folketingsvalget, men nu har miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) og klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) genfremsat det.

Den oprindelige aftale kom efter flere historier om dumping af byggeaffald og forurenet jord i naturen, særligt afdækket af TV 2’s dokumentar Den Sorte Svane.

Lovforslag

  • Miljøkriminalitet anvendes her om strafbare overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven og regler udstedt i medfør af disse to love.
  • Med lovforslaget lægges op til, at der som minimum sker en fordobling af de bøder, der gives, og en firedobling af strafniveauet ved visse overtrædelser af krav om anmeldelse, ajourføring af anmeldelse, miljøscreening og miljøkortlægning.
  • Er der opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel skal denne bøde forhøjes med det dobbelte af den økonomiske fordel. Dette er en væsentlig skærpelse ift. tidligere, hvor udgangspunktet var en eventuel forhøjelse på højst en fjerdedel af det sparede eller tjente.
  • Herudover lægges med forslaget som noget nyt op til, at der skal ske en differentiering af bøden for virksomheder, så store virksomheder får større bøder end mindre virksomheder.

Historierne viste, hvordan man ved at dumpe jord og affald i naturen eller på landbrugsarealer angiveligt havde forsøgt at spare udgifter eller opnå en økonomisk gevinst på bekostning af miljøet.

Torsdag fremsætter regeringen så lovforslaget, der skal give mulighed for langt større bøder end tidligere. Det betyder bl.a., at der skal sættes ind over for professionelle, der tilsidesætter reglerne til skade for miljø og sundhed. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Bødeniveauerne skærpes særligt, når reglerne er omgået på bekostning af miljøet, når det er gjort med tilsigtet økonomisk gevinst, eller når krav om anmeldelse, ajourføring af anmeldelse, miljøscreening og miljøkortlægning ikke er overholdt. Strafskærpelserne vil træde i kraft d. 1. januar 2027.

Som minimum en fordobling af bøden

Miljøminister Maria Reumert Gjerding siger, at der lægges op til, at bøderne som minimum fordobles. Den bliver yderligere forhøjet, hvis man bevidst har forsøgt at opnå økonomisk fordel, så den bliver dobbelt så stor som den økonomiske gevinst, der kan opnås ved at omgå reglerne.

”Når nogen bevidst forurener vores miljø for at slippe billigere eller tjene flere penge, skal konsekvenserne afspejle alvoren af forbrydelsen. Lige nu ender regningen hos miljøet og skatteborgerne, mens gevinsten havner hos dem, der bryder reglerne," siger hun.

Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) siger:

”Forbrydelser skal ikke kunne betale sig - heller ikke når man sviner vores jordklode til. Så simpelt kan det siges. Derfor er vi nødt til at skrue op og sætte ind over for de kyniske lovovertrædere, som bryder reglerne og sviner vores natur til.”