Annonce
Annonce
Nyt fiskerimærke er vedtaget, men begejstringen er til at overse
En række organisationer, heriblandt ØL, er blevet enige om et nyt fiskerimærke, men der er ikke ligefrem jubel hos flere af parterne bag.

Et af kravene til det nye fiskerimærke lyder, at båden max må være 17 meter lang. Foto: Colourbox
Et nyt fiskerimærke for skånsomt kystfiskeri er på vej, men der er ikke lutter klapsalver fra en række af de organisationer, der står bag det.
"Mærket er slet ikke i nærheden af økologiens fire grundprincipper, men det er et rigtig
godt skridt på vejen," siger Birte Brorson, bestyrelsesmedlem i Økologisk Landsforening (ØL), som var en del af arbejdsgruppen, der har arbejdet for at udvikle kravene til det nye mærke.
De fire økologiprincipper er sundhedsprincippet - at opretholde planetens, menneskenes og dyrenes sundhed - retfærdighedsprincippet i at sikre retfærdighed med hensyn til det fælles miljø og livsmuligheder, økologiprincippet, som skal bevare de økologiske systemer, og forsigtighedsprincippet, der skal tage vare på miljøet.
Birte Brorson nævner flydetrawl som en sten i skoen. Metoden er nemlig tilladt med det nye mærke, og selvom hun anser det som en mere skånsom metode end bundtrawl, der skraber metervis af havbunden, lever den ikke op til de økologiske principper, vurderer hun.
"Nu er vi startet et sted. Der er kommet gang i dialogen, og Velux Fonden har sat penge af til, at vi kan arbejde videre med det og fortsat mødes til en snak om viden om fisk og måden, man håndterer og fanger dem på," siger hun.
Gratis at få mærket
Arbejdet begyndte for knap to år siden på baggrund af et forslag fra daværende fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V), og 1. juli trådte en ændring i fiskerilovgivningen så i kraft. Den giver ministeren for fiskeri mulighed for at "etablere og drive en frivillig mærkningsordning til fremme af kystfiskeri med anvendelse af skånsomme fiskeredskaber".
I forvejen har fiskeribranchen MSC-mærket, men det nye mærke, hvis navn og logo endnu ikke er fremme, adskiller sig bl.a. ved, at bundtrawl ikke er tilladt, og at det er statsligt frem for privat. Desuden er det gratis at få mærket, hvilket var et ønske fra bl.a. ØL.
Kravene lyder, at fiskerne skal tage på et kursus i kvalitetssikring, de må fiske med garn, krog, flydetrawl, bundgarn eller snurrevod, og kutteren må højst være 17 meter lang.
Da arbejdet i sin tid blev indledt, var parterne meget langt fra hinanden, men siden blev en respektfuld dialog født, fortæller Birte Brorson.
"Det har absolut været arbejdet værd for ØL. Det har skabt viden og
fokus på en hel fødevaregruppe, som jo er en del af den danske menuplan, og samtidig
er det hele tiden koblet til vores opdrættede fisk. Min bagtanke har været at
skabe opmærksomhed til vores økologisk opdrættede fisk. På den lange bane vil dette arbejde få betydning for de professionelle køkkeners arbejde med Det Økologiske Spisemærke," siger Birte Brorson, der netop arbejder med omlægning til økologi i køkkener.
"Nu er det jo vedtaget"
Både Danmarks Fiskeriforening og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri giver udtryk for at være mellemfornøjede, med hensyn til hvor det nye mærke landede.
Svend Erik-Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, havde gerne set, at alle både under 17 meter kunne leve op til mærket, så kystfiskeriet stod samlet i én gruppe, men det var der ikke opbakning til.
"Nu er det jo vedtaget, og så arbejder vi med mærket på vegne af vores medlemmer," siger han til FødevareWatch.
Søren Jacobsen fra Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri er ligesom Birte Brorson utilfreds med, at trawl er tilladt i ordningen.
"Det er ikke skånsomt fiskeri. Trawlfiskeri er en trussel for biodiversiteten," siger han til FødevareWatch.
Han er dog glad over, at mærket åbner nye markedsmuligheder for foreningens medlemmer.
Ud over ØL, Danmarks Fiskeriforening og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri har en lang række repræsentanter fra både restaurationsbranchen, detailhandlen og forbrugerråd bidraget til arbejdet.
Mærket skal efter planen lanceres efter sommer.
Flere artikler fra samme sektion
Kolding, Randers og Odense er blandt de områder, som gerne skulle se en effekt af Miljøministeriets nye krav til spildevand
16 fjorde og kystvande skal mærke en positiv effekt af, at Miljøministeriet netop har fastlagt konkrete initiativer, der skal nedbringe udledningen af kvælstof fra spildevand. 22 kommuner bliver berørt af de skrappere krav til rensningsanlæggene.
Kommuner forventer ikke, at miljøministerens anmeldelse ændrer noget som helst
Det får næppe nogen praktisk betydning, at Magnus Heunicke (S) har meldt 25 kommuner til Ankestyrelsen, fordi de ikke har overholdt loven om at udsende påbud om et sprøjtestop ved sårbare drikkevandsboringer. Det siger formanden for KL's miljø- og klimaudvalg.
Miljøministeren melder 25 kommuner for at bryde lov om danskernes drikkevand
Fristen for frivillige aftaler om at beskytte boringsnære beskyttelsesområder er udløbet, og adskillige kommuner har ikke indgået én eneste aftale. Derfor melder miljøminister Magnus Heunicke nu kommunerne til Ankestyrelsen.