Ni grønne organisationer: Danmark bør bruge EU-formandskabet til at gentænke landbrugsstøtten

EU bør udfase den direkte indkomststøtte, som i dag udgør hovedparten af EU’s landbrugsbudget. I stedet skal støtten målrettes samfundsgoder som klimatiltag, rent drikkevand og et sundt vandmiljø, foreslår Økologisk Landsforening og otte andre organisationer.

26. juni 2025
Læsetid: 5 minutter
Afstemning i Europa-Parlamentet om EU's 2020-budget
Ni organisationer har i fællesskab afleveret et sæt anbefalinger til, hvordan fremtidens landbrugsstøtte bør indrettes. Foto: CC-BY-4.0: © European Union 2019 – Source: EP

Når Danmark overtager EU-formandskabet i 2025, falder det sammen med opstarten af forhandlingerne om EU’s landbrugspolitik efter 2027. I den forbindelse opfordres regeringen til at bruge formandskabet aktivt til at fremme en grøn omstilling af landbruget på europæisk plan. 

Økologisk Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Rådet for Grøn Omstilling, Dansk Vegetarisk Forening, Plantebranchen, Dyrenes Beskyttelse, World Animal Protection, Danmarks Biavlerforening og Dansk Ornitologisk Forening har i fællesskab afleveret et sæt anbefalinger til, hvordan fremtidens landbrugsstøtte bør indrettes. 

Anbefalingerne tager afsæt i en vision om en landbrugspolitik, der understøtter et bæredygtigt og helhedsorienteret agroøkologisk fødevaresystem – med respekt for de planetære grænser og med fokus på ansvarlig produktion og forbrug fra jord til bord, lyder det i en pressemeddelelse fra organisationerne.

Et centralt element i anbefalingerne er en gradvis udfasning af den direkte indkomststøtte, som i dag udgør hovedparten af EU’s landbrugsbudget. I stedet foreslås det, at støtten målrettes samfundsgoder som klimatiltag, rent drikkevand, et sundt vandmiljø, mere natur og biodiversitet samt forbedret dyrevelfærd. Konkret foreslås det, at den direkte indkomststøtte senest i 2034 maksimalt må udgøre 50 pct. af det samlede støttebudget.

Indret støtten på en ny måde

Det glæder forperson i Økologisk Landsforening Michael Kjerkegaard, at der er enighed om at ændre landbrugsstøtten, så den i stedet for at være en flad indkomststøtte skal bruges til at finansiere fælles goder med tilknytning til landbrugsdrift og forvaltning af det åbne land: 

”Landbrugsstøtten spiller en vigtig rolle for, hvordan vores landbrug ser ud. Hvis landbruget skal besvare de store udfordringer, vi som samfund står overfor, hvor landbruget spiller en rolle, og vi skal udnytte alt det, økologien kan bidrage med, så skal støtten indrettes på en ny måde,” siger Michael Kjerkegaard. 

Også i Danmarks Naturfredningsforening ser man et stort potentiale i at bruge EU-formandskabet til at ændre kursen for europæisk landbrugspolitik: 

“Med Aftale om et Grønt Danmark har vi taget stilling til, hvilke arealer der skal tages ud af drift til gavn for natur, miljø og klima. Men hvis vi samtidig ændrer landbrugsstøtten, så kan vi i langt højere grad understøtte en reel transition, der fremtidssikrer den danske landbrugsproduktion,” siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening. 

Dyrevelfærd bør opprioriteres

Organisationerne er enige om, at dyrevelfærd skal skrives ind som et selvstændigt mål for EU’s landbrugsstøtte.

”Danmark er et af de lande i verden med allerflest dyr i produktion. Det giver os en særlig rolle og et særligt ansvar. Over det seneste år har vi set eksempler på en decideret velfærdskrise i den industrielle produktion af dyr, og det er Danmarks opgave som formandsland at sætte en ambitiøs og langt mere bæredygtig retning for EU’s landbrugsstøtte, der særskilt belønner landmanden for høj dyrevelfærd, klima og natur," siger Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Et bæredygtigt fødevaresystem inden for planetens grænser vil forudsætte en højere prioritering af mad til mennesker frem for foder til dyr. Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening siger: 

"EU's landbrugspolitik bør fremme sunde og bæredygtige fødevaresystemer, og derfor bør støtten udformes på en måde, der gør plantebaseret produktion til en god forretning." 

Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, siger:

”EU’s landbrugsstøtte bør omlægges, så der er flere økonomiske gulerødder til landbrugere, der går væk fra konventionel animalsk produktion og over til mere plantebaserede fødevarer, økologi og regenerative dyrkningsmetoder. Fremtidens landbrugere skal fremstille sunde fødevarer indenfor de planetære grænser, og EU’s støtteordninger bør favorisere dem, der gør noget effektivt til gavn for klima, miljø og biodiversitet.”

Derudover rummer anbefalingerne blandt andet forslag om: 

  • At alternative fødevareværdikæder, herunder plantebaserede produkter, understøttes med samme styrke og forudsigelighed, som den animalske produktion hidtil har modtaget 

  • At koblet støtte til husdyrhold og markedsføring af kød- og mejeriprodukter kun bør opretholdes, hvis der samtidig stilles krav om god dyrevelfærd 

  • At der fortsat gives mulighed for at målrette støtte til permanente ekstensiveringsordninger, som fremmer natur og biodiversitet.