Annonce

Annonce

Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur håber, at det er en forglemmelse, at økologien ikke bliver nævnt i den nye aftale, som skal dreje fiskeriet i en grøn og mere bæredygtig retning.

Netværk kritiserer grøn fiskeriaftale for helt at have glemt økologien

Producenterne af økologiske fisk og muslinger undrer sig over, at Folketinget kan lave en bred fiskeriaftale til knap en mia. kr. uden at nævne økologien med ét eneste ord.

Alle Folketingets partier blev i sidste uge enige om at udvikle fiskeriet i en grøn og mere bæredygtig retning, da de indgik en aftale om fordelingen af knap 917 mio. kr. fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond, men ikke alle klapper i hænderne.

Efter at have nærlæst den nye aftale, som i 2021-2023 skal udvikle fiskeriet i en grøn og mere bæredygtig retning ved at uddele knap 917 mio. kr. fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond, lander der en hård dom fra Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur (ØA), som kritiserer, at politikerne helt har glemt at tilgodese de økologiske fiske- og muslingeproducenter.

"Det er frustrerende læsning. Hvordan kan ordførerne i samtlige partier i Folketinget overse, at økologien mangler? Det var jo aldrig sket i en tilsvarende aftale om landbrug, hvor økologien har sin helt naturlige plads – især når der er fokus på grøn omstilling og bæredygtighed," siger Villy Larsen, direktør for Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur.

Villy Larsen påpeger, at flere økologiske akvakulturprodukter vil gavne både miljø, klima og folkesundhed, og han undrer sig i den grad over, at økologien slet ikke er nævnt i den nye fiskeriaftale
Villy Larsen påpeger, at flere økologiske akvakulturprodukter vil gavne både miljø, klima og folkesundhed, og han undrer sig i den grad over, at økologien slet ikke er nævnt i den nye fiskeriaftale. Arkivfoto: Jakob Brandt

Minister: Folkestyre når det er bedst

Den brede enighed blandt partierne fører blandt andet til, at der afsættes 436,8 mio. kr. til en række grønne og bæredygtige indsatser. Det er for eksempel til udvikling og afprøvning af grønne teknologier, nye fiskerimetoder, udvikling af fangstredskaber, vandløbsrestaurering og miljø- og klimaforbedringer i akvakultursektoren. Derudover er der afsat midler til at håndtere problematikken om sæl og skarv, der ødelægger fiskernes fangst, og ifølge en pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri styrker aftalen også indsatsen mod spøgelsesnet, ligesom der sættes penge af til at støtte og udvikle det skånsomme og nære kystfiskeri til gavn for de mindre lokalsamfund.

"Vi er alle gået til forhandlingerne med en ambition om at hjælpe fiskeriet med at udvikle sig i en bæredygtig og mere klimavenlig retning, så de danske fiskere står bedre rustet mod fremtidens udfordringer. Jeg vil gerne sige tak til partierne for deres engagement og samarbejde. Det er folkestyret, når det er bedst," siger fiskeriminister Rasmus Prehn.

ØA: Vi skal klæde politikerne bedre på

Villy Larsen deler ikke ministerens begejstring, og han forstår ganske enkelt ikke, hvordan samtlige partier kan glemme økologien i et land, som bryster sig af at være verdensmestre i økologi.

Vi glæder os nu til at se, at udviklingsprojekter for den økologiske akvakultur i praksis bliver prioriteret i den nye aftale, selvom ordet er glemt i teksten, alt andet ville hverken være grønt eller bæredygtigt.

— Villy Larsen, Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur

”Det må simpelthen bero på, at politikerne ikke har været klædt godt nok på, siden de overser, at økologien er 100 procent fraværende i en aftale om fødevarer. Vi ved godt, at mange danskere ikke er klar over, at fisk opdrættes både konventionelt og økologisk helt ligesom køer, grise og kyllinger, men Danmark er jo verdensmester i fiskeopdræt, et ældgammelt, hæderkronet erhverv,” siger Villy Larsen, som sidste efterår tog initiativ til at etablere et netværk, som omfatter alle, der arbejder med økologisk akvakultur og beslægtede erhverv.

Direktøren for netværket arbejder tæt sammen med Økologisk Landsforening, og han peger på, at politikernes uvidenhed vidner om, at branchen har brug for et stærkt talerør.

"Det viser med al tydelighed, at der er behov for vores forening," siger Villy Larsen, som pointerer, at ØA nu vil forsøge at råde bod på den manglende viden blandt politikerne, så den økologiske akvakultur hurtigst muligt kan få sin helt berettigede plads i den grønne omstilling af erhvervet – og dermed også på de danske tallerkener.

Oplysning og markedsføring er en mærkesag

I den forbindelse noterer Villy Larsen med tilfredshed, at der i aftalen afsættes penge til markedsføring, der kan bidrage til oplysning af forbrugerne om fisk og bæredygtighed. Det håber han også omfatter de økologiske fisk og skaldyr, da netop oplysning og markedsføring af bl.a. økologisk fisk er en af ØA´s mærkesager.

I forbindelse med aftalen hæfter flere af partiernes fiskeriordfører sig ved, at aftalen også giver en hånd til det skånsomme kystnære fiskeri, og det tiltag glæder også Villy Larsen.

Han hæfter sig samtidig ved, at politikerne afsætter midler til nye tekniske løsninger til afværgelse af skadevoldende vildt som sæler og skarv, og ØA håber, at også de økologiske dambrugere kan få en hjælpende hånd til at minimere effekten af skadevoldere som eksempelvis oddere og fiskehejrer.

Endelig håber Villy Larsen, at de 138 mio. kr., der er afsat til grøn omstilling af fiskeopdræt på land også kan benyttes til omlægning af danske dambrug til økologisk drift.

"Her vil pengene række langt og kunne gøre Danmark til et foregangsland for økologisk fiskeopdræt, med en række fordele omkring bæredygtighed, kvalitet, klima, miljø og dyrevelfærd. Vi glæder os nu til at se, at udviklingsprojekter for den økologiske akvakultur i praksis bliver prioriteret i den nye aftale, selvom ordet er glemt i teksten, alt andet ville hverken være grønt eller bæredygtigt,” lyder den afsluttende replik fra Villy Larsen.

Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) er det finansielle instrument til at gennemføre EU’s fælles fiskeripolitik og maritime politik.

Flere artikler fra samme sektion

Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen

Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.

Skolemad er på finansloven

Danmark følger nu i sporet på en række andre lande og vil afprøve en ordning med offentligt finansieret skolemad. Det er dog ikke alle folkeskoleelever, der i første omgang bliver en del af forsøget.

22-11-2024 4 minutter Kostvaner,   Uddannelse,   Politik

EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning

EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.

21-11-2024 4 minutter EU,   Bæredygtighed