To ukrudtsmidler mister godkendelse på grund af risiko for udvaskning til grundvand
Miljøstyrelsen trækker nu godkendelsen af yderligere to pesticidmidler tilbage på grund af risiko for udvaskning til grundvandet. Beslutningen føjer sig til en længere række af forbud mod pesticider, herunder 33 PFAS-relaterede midler, som også udfases i løbet af 2026.
De danske godkendelser af midler med aktivstoffet propyzamid tilbagekaldes med virkning fra 31. juli 2026. Afgørelsen sker på baggrund af en fornyet vurdering, efter at resultater i 2025 fra varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvand (VAP) har vist en potentiel risiko.
Ifølge Miljøstyrelsen kan både propyzamid og et nedbrydningsprodukt udvaskes til grundvandet i koncentrationer over grænseværdien på 0,1 mikrogram pr. liter.
De forbud, som er meldt ud, er garanteret ikke de sidste pesticider, der bliver forbudt.
— Jens Erik Jensen, chefkonsulent, Seges Innovation
Bred anvendelse i landbruget
De berørte midler er ukrudtsmidlerne Kerb 400 og Propyzamid, som hidtil har været anvendt bredt i landbruget. De har blandt andet været godkendt til brug i vinterraps samt en række frøafgrøder som lucerne, rødkløver, hvidkløver og kællingetand. Derudover har midlerne været anvendt i frugtbuske, skove, beplantninger og planteskolekulturer.
Det betyder, at både landmænd, frugt- og bæravlere, planteskoleejere og skovdyrkere nu mister endnu et kemisk redskab i deres dyrkningspraksis.
I den oprindelige godkendelse fremgår det, at midlerne i bl.a. vinterraps, solbær, hindbær, stikkelsbær og ribs ikke må anvendes senere end 120 dage før høst.
Del af større pesticidudfasning
Forbuddet kommer på et tidspunkt, hvor konventionelle landmænd allerede står over for omfattende ændringer. I forvejen skal de undvære 33 PFAS-relaterede pesticider, som kan danne og udvaske fluorstoffet TFA til grundvandet. Flere af disse forbud træder også i kraft i 2026.
Særligt kartoffelavlerne forventes at blive hårdt ramt af forbuddet mod brug af de PFAS-relaterede midler. Udfasningen af centrale svampemidler gør det vanskeligt at sikre vækst i især stivelseskartofler langt hen på efteråret. Også korn- og rapsdyrkning er i høj grad afhængig af de midler, der nu forbydes.
Med forbuddet mod propyzamid føjes endnu to midler til listen – midler, der især har haft betydning for rapsavlere. De anvendes primært om efteråret i vinterraps og i mindre omfang i frøafgrøder samt i specialkulturer som frugtbuske og planteskoler.
Branche forbereder sig på flere forbud
Udfasningen af de mange pesticider fyldte meget under årets Plantekongres i Herning, hvor chefkonsulent Jens Erik Jensen fra Seges Innovation advarede om, at udviklingen langt fra er slut.
”De forbud, som er meldt ud, er garanteret ikke de sidste pesticider, der bliver forbudt. Det ved vi. Der er blevet nævnt andre produkter, der står som de næste, så vi kan lige så godt forberede os på, at vi skal være mindre afhængige af pesticider fremadrettet,” konkluderede han.
Han opfordrede samtidig planteavlere til i højere grad at fokusere på alternative løsninger uden kemi, herunder valg af sorter, dyrkningssystemer og hyppigere sædskifte.
Fristen for salg af midler med propyzamid i detail- og brugsled er fastsat til 31. juli 2026. Herefter har brugerne frem til 31. januar 2027 til at anvende eller bortskaffe de resterende midler.