Miljøstyrelsen forbyder 23 pesticider med PFAS-stoffer

Miljøstyrelsen har nu besluttet, at 23 pesticider, der indeholder PFAS-forbindelser, skal forbydes. 10 yderligere midler kan blive forbudt inden udgangen af september.

07. juli 2025
Læsetid: 5 minutter
En traktor kører over marken med en sprøjte
TFA er vurderet som skadende for fostre og forplantningsevnen af de tyske myndigheder, og derfor skal stoffet overholde EU-kravværdien. Derudover betegnes TFA som en PFAS-forbindelse, og stoffet er meget svært nedbrydeligt. Foto: Colourbox

Opdateret d. 8/7 kl. 08:39 med reaktioner fra forskere og kartoffelbranchen.

I vinter konkluderede GEUS, at visse pesticider nedbrydes til det skadelige trifluor-eddikesyre (TFA), som ender i grundvandet. TFA er en kortkædet PFAS-forbindelse og næsten umulig for naturen at nedbryde. Samtidig mistænkes den for at være sundhedsskadelig for både mennesker og dyr.

Miljøstyrelsen har derfor nu - på baggrund af den seneste viden fra GEUS - besluttet at tilbagekalde 23 pesticider med PFAS-aktivstoffer.

Miljøstyrelsen er derudover i gang med at vurdere yderligere 10 sprøjtemidler, der også har vist udvaskning af TFA.

Forekomsten af TFA i grundvandet betyder, at de skadelige og uønskede stoffer risikerer at havne i vores drikkevand og dermed udgøre en risiko for miljøet og for danskernes sundhed, lyder det fra styrelsen.

”Det her er et tydeligt eksempel på, hvordan vores system er sat op til at beskytte menneskers sundhed og vores natur. Vi skal beskytte vores dyrebare drikkevand, og vi har pligt til at få det stoppet, når vi kan se, at brugen af visse sprøjtemidler udgør en risiko for naturen og menneskers sundhed. Derfor gør Miljøstyrelsen nu 23 sprøjtemidler med beviseligt problematiske PFAS-aktivstoffer forbudt, så vi får beskyttet vores miljø, sundhed og Danmarks grund- og drikkevand,” siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Miljøstyrelsen forventer at kunne træffe afgørelser vedrørende de resterende 10 sprøjtemidler indeholdende PFAS-aktivstoffer inden udgangen af september. Dermed vil i alt 33 sprøjtemidler kunne blive forbudt.

For de to sprøjtemidler, hvor der findes alternativer, er afviklingsfristen fastsat til i alt seks måneder (to måneder salg plus fire måneder anvendelse). For de syv sprøjtemidler, hvor der ikke er alternativer, er afviklingsfristen fastsat til 15 måneder.

Står for 28 pct. af belastningen

Grundlaget for tilbagekaldelsen er sket på baggrund af en rapport fra GEUS, som blev igangsat af Miljøstyrelsen. Her blev syv PFAS-aktivstoffer undersøgt, og fem af disse indgår i aktuelt godkendte sprøjtemidler i Danmark. Et sjette stof er desuden inkluderet (flonicamid) ud fra oplysninger om TFA-dannelse fra en igangværende revurdering af stoffet i EU.

Belastningen på miljø og sundhed fra de pågældende sprøjtemidler udgør ca. 28 pct. af den samlede belastning fra sprøjtemidler i Danmark i 2023.

Dagbladet Information har interviewet fire forskere fra både Københavns Universitet, Statens Institut for Folkesundhed og Bispebjerg Hospital, der alle bakker op om Miljøstyrelsens beslutning og betegner den som nødvendig.

En af dem - Amalie Timmermann, miljøepidemiolog og lektor ved Statens Institut for Folkesundhed med fokus i sin forskning på sundhedseffekter af PFAS og andre miljøkemikalier, kalder det "hul i hovedet", at der har været en stigning i såvel salg som anvendelse af PFAS-baserede pesticider, når man på EU-plan samtidig arbejder for et forbud mod stofferne.

"Jeg tager mig til hovedet. Det virker helt forkert, at vi med den ene hånd har forsket i, hvordan vi skal håndtere det PFAS, der allerede er i miljøet, og at vi så med den anden hånd har haft en stigning i brugen af PFAS-pesticider. Så jeg synes kun, at det er på sin plads, at der sker noget nu," siger hun til Information.

Da de konkrete sprøjtemidler anvendes bredt i landbruget, ventes tilbagekaldelsen af midlerne at få betydelige konsekvenser for dyrkningen af en række afgrøder.

"Virkelig alvorligt"

Carl Detlef Heiselberg, der er formand i brancheorganisationen Danske Kartofler, kalder forbuddet for "virkelig alvorligt" for branchen.

Han erkender, at nogle avlere kan lave økologiske spisekartofler i stedet, men han forventer især, at produktionen af kartoffelstivelse vil blive ramt hårdt. Her mener han nemlig ikke, at økologiske kartofler fungerer:

"Det kan man ikke lave ud af kartoffelplanter, der dør midt i det hele. Stivelseskornene er simpelthen ikke udviklet, så man kan bruge dem," siger han til dr.dk.

Han sætter nu sin lid til, at EU vil tillade genteknologi, der kan gøre kartoflerne resistente over for svampeangreb.

Miljø- og Ligestillingsministeriet vil nu i dialog med erhvervet for at se på, hvordan der kan identificeres og opnås sikre alternativer til de konkrete midler.

Miljøstyrelsen har også bedt EU-Kommissionen om at igangsætte revurdering af de sidste fem PFAS-aktivstoffer, der er godkendt i Danmark, og som potentielt kan danne TFA, så risikoen for udvaskning af TFA fra disse kan vurderes.

TFA er vurderet som skadeligt for fostre og forplantningsevnen af de tyske myndigheder, og derfor skal stoffet overholde EU-kravværdien.

PFAS-pesticider

Midlerne, der indeholder de fem PFAS aktivstoffer fluazinam, fluopyram, diflufenican, mefentrifluconazol og tau-fluvanilat er blevet undersøgt på baggrund af undersøgelser igangsat af Miljøstyrelsen og udført af De nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark & Grønland (GEUS). De har undersøgt om såkaldte trifluor-pesticider, altså pesticidaktivstoffer, som indeholder en trifluormethyl-gruppe (CF3), kan nedbrydes til TFA i landbrugsjord.

Afgørelserne bygger derudover også på faglig viden fra blandt andet igangværende EU-vurderinger. Et sjette stof flonicamid er inkluderet udelukkende på baggrund af ny viden, der er kommet i forbindelse med en ny EU-vurdering.

Sprøjtemidler, der indeholder de seks aktivstoffer, udgør ca. 28 pct. af den samlede miljø- og sundhedsbelastning fra sprøjtemidler (baseret på salgstal fra 2023). Det tager dog ikke højde for den belastning, som de nye undersøgelser viser. Der blev i 2023 brugt midler med i alt ca. 190 ton af de nævnte stoffer.

Miljøstyrelsen følger området tæt i samarbejde med resten af EU, hvor der også er et stort fokus på TFA og PFAS-sprøjtemidler. Sverige er ved at revurdere deres godkendelser af PFAS-sprøjtemidler. Andre EU-lande er underlagt samme regler, som Danmark, men tilbagekaldelse i andre lande vil bl.a. afhænge af, om landene har målt for TFA i vandmiljøet eller først skal gennemføre disse målinger.