Forskere finder sprøjtemidler i jorden 40 år efter, at de er blevet forbudt
Konventionelle og økologiske landbrugsmarker i otte lande, heriblandt Danmark, er blevet undersøgt for over 600 pesticider. Næsten halvdelen af de konventionelle marker havde et niveau af pesticidrester, der kan skade jordens mikroorganismer, insekter og regnorme.

Pesticider har i årtier været et uundgåeligt redskab i landbruget, og det ses nu i jorden - selv for midler, der har været forbudt i adskillige år.
I et nyt stort europæisk studie har forskere testet for 614 forskellige sprøjtemidler i 188 hvedemarker i otte europæiske lande, herunder Danmark, for at finde ud af, hvor vedholdende og udbredte midlerne er i miljøet.
Fundene viser ikke blot, at adskillige pesticider kan måles i jorden, men selv pesticider, som har været forbudt i over 40 år, er stadig at finde.
"Vores resultater viser, at pesticidrester er udbredt i landbrugsmarker i hele Europa og rundt om i verden. For at afhjælpe problemet er det afgørende at gå i retning af en mere bæredygtig anvendelse af disse kemikalier," skriver Manuel Conde Cid, der er medforfatter på studiet, i en kronik på The Conversation.
Af de 188 marker var 93 konventionelle, mens 95 var økologiske. I 88 pct. af de konventionelle hvedemarker blev der fundet rester af mindst to pesticider, og i alt blev der fundet 73 forskellige midler på disse marker.
Det er klart, at er der nogle velkendte stoffer til stede, som vi ved er meget problematiske, f.eks. forbudte stoffer, så rejser det yderligere spørgsmål, da dette vil kunne påvirke jordens sundhed og økosystemtjenester negativt.
— Hans Sanderson, seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet
De hyppigste var insektmidlet fenbutatinoxid og AMPA, der er et nedbrydningsprodukt fra glyphosat. De blev begge fundet i 44 pct. af markerne.
Dernæst fandt man glyphosat og svampemidlet epoxiconazol i 39 pct. af prøverne, og i over 20 pct. af prøverne fandt man sågar DDT, selvom det har været forbudt i EU i over 40 år.
Hele 31 midler, som er forbudt i dag, blev fundet i konventionelt dyrket jord.
Mængderne udgør en risiko
På knap halvdelen af markerne var resterne i så høje niveauer, at det udgør en risiko for livet i jorden. Forskerne beregnede nemlig den såkaldte 'risk quotient' (RQ), og hvis den er over 1, tyder det på, at pesticiderne kan skade jordens mikroorganismer, insekter og regnorme. I 46 pct. af de konventionelle marker var denne grænse overskredet, mens det til sammenligning gjaldt for én pct. af de økologiske.
”Er RQ over 1, er der et problem, man skal håndtere. Så skal man finde ud af, hvad gør man ved det: Har man behov for mere viden, eller kan man skride direkte til handling? Det kan ende over i, at jorden skal behandles på forskellige måder for at få den renset. Og det er klart, at er der nogle velkendte stoffer til stede, som vi ved er meget problematiske, f.eks. forbudte stoffer, så rejser det yderligere spørgsmål, da dette vil kunne påvirke jordens sundhed og økosystemtjenester negativt,” siger Hans Sanderson, seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet, til Økologisk Nu. Han bidrog ikke selv til studiet.
Manuel Conde Cid foreslår i sin kronik, at landbruget i højere grad benytter naturlige pesticider udvundet fra f.eks. planter og bakterier, samt gavnlige mikroorganismer, da han vurderer, at disse vil være mere skånsomme for miljøet.
"En anden tilgang er at fremme metoder, som forbedrer jordens sundhed og afgrødernes naturlige modstandskraft, f.eks. ved hjælp af sædskifte, reducereret jordbearbejdning, efterafgrøder og økologisk landbrug. Disse tiltag reducerer ikke kun behovet for pesticider, men hjælper også med at nedbryde og fjerne eksisterende rester i jorden, hvilket begrænser deres spredning til andre økosystemer og fødekæden," skriver han.
Også fund på økologiske marker
De økologiske marker gik imidlertid heller ikke fri i undersøgelsen: Her fandt forskerne mindst to pesticider i 63 pct. af markerne, og der var samlet set rester fra 35 forskellige pesticider i jorden. Ét af de fundne sprøjtemidler - spinosad - der forekom i én prøve, er tilladt i økologisk landbrug, mens alle øvrige er forbudt.
Selv DDT blev fundet i 15 pct. af disse prøver.
Forskerne vurderer dog, at fundene i de økologiske marker kan skyldes afdrift fra nærliggende sprøjtede marker, og at de tidligere har været drevet konventionelt.
Både antallet af pesticidrester og koncentrationerne var højere i de konventionelle jorde end de økologiske.
Verden over er landbrugets pesticidforbrug steget med hele 25 pct. på blot 12 år, og EU-landene står for 13 pct. af forbruget.
En beregning har vist, at under 15 pct. af pesticidet, der sprøjtes med, rent faktisk rammer sit mål. Resten ryger ud i miljøet; i vandet, jorden og luften.