Annonce
Annonce
Nye afsløringer: Miljøministeriet undlod at sikre kontrol af ulovlige pesticider
I 2019 fik Miljøministeriet kritik af Rigsrevisionen for ikke at følge op på indberetninger af ulovlig brug af pesticider. Ministeriet lovede at løse det, men det er ikke sket.

Data fra 2018-2023 viser 3.361 tilfælde af indberetninger om forbudt brug af sprøjtemidler, hvor nogle stoffer har været ulovlige i over et årti, men myndighederne har ikke reageret på det. Foto: Colourbox
I 2019 kom en alvorlig kritik fra Rigsrevisionen rettet mod Miljøministeriet, da den påviste alvorlige mangler i ministeriets kontrol med pesticider i grundvandet.
Udover denne kritik pegede revisionen også på, at ministeriet ikke havde reageret på tusindvis af indberetninger fra landmænd om deres brug af ulovlige sprøjtemidler; én gang om året skal jordbrugere oplyse, hvilke sprøjtemidler de anvender på deres afgrøder.
Ministeriet lovede at etablere et grundlag for kontrol foretaget af Miljøstyrelsen, hvilket fik Rigsrevisionen til at afslutte sagen. Men en ny afdækning fra Information viser, at Miljøstyrelsen hverken implementerede eller gennemførte den lovede kontrol. Data fra 2018-2023 viser 3.361 tilfælde af indberetninger om forbudt brug af sprøjtemidler, hvor nogle stoffer sågar har været ulovlige i over et årti.
"Et gigantisk politisk svigt"
På trods af denne viden har myndighederne kun foretaget sporadisk fysisk kontrol, men ikke sanktioneret de ulovlige anvendelser. Ifølge Miljøstyrelsen var der ikke ressourcer til at udføre kontrollen, og det fik Miljøministeriet at vide. Ministeriet undlod dog at orientere Rigsrevisionen om den faktiske situation.
Da Folketinget i 2022 udformede en ny sprøjtemiddelstrategi blev der heller ikke sikret midler til den type kontrol, Rigsrevisionen havde efterlyst.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) kræver nu en redegørelse, mens oppositionen kritiserer forløbet, som Enhedslistens Peter Hvelplund kalder et "gigantisk politisk svigt".
"Det her bekræfter mig i, at vi skal til bunds i de sager, og derfor ser jeg meget frem til at få den juridiske analyse fra Miljøstyrelsen. Om forpligtelserne, men selvfølgelig også om mulighederne for at håndhæve de her overtrædelser, som vi kan se, der er i de her indberetninger," siger Magnus Heunicke til Information.
Information har tidligere afdækket, at Miljøstyrelsen fra 2010 til 2023 har modtaget tusindvis af indberetninger om brug af sprøjtemidler, der er brugt i større mængder end tilladt, uden at styrelsen har fulgt op på det. Indberetningerne viser også brug af pesticider, som er decideret ulovlige at anvende i Danmark.
Flere artikler fra samme sektion
Økologien får et rygstød i ny politisk aftale
En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.
Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider
Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.
Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet
Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.