Fond støtter uddannelse af grønne kokke og landbrugere
Med en bevilling på knap 50 mio. kr. fra Villum Fonden kan erhvervsskolerne nu udvikle grønnere uddannelser for blandt andre kommende kokke, landmænd, smede, murere og elektrikere.

Erhvervsuddannelserne spiller en nøglerolle i den grønne omstilling. Og nu får de en saltvandsindsprøjtning på næsten 50 mio. kr. fra Villum Fonden, så de kan udvikle grønnere uddannelser for bl.a. unge kokke og landmænd m.fl.
Hvis Danmark skal nå sine ambitiøse klimamål, er der brug for unge faglærte, der kan og vil bidrage til den grønne omstilling. Der er brug for mekanikere til at reparere elbiler, kokke, som kan tilberede grønne måltider, og landmænd, der kan producere bæredygtige fødevarer, lyder Villum Fondens begrundelse for at afsætte det store millionbeløb til at gøre erhvervsuddannelserne grønnere.
"Erhvervsuddannelserne er en hjørnesten i Danmarks grønne omstilling. De skal levere de faglærte, der kan omsætte grøn viden til konkrete løsninger – fra energieffektive bygninger til bæredygtige fødevaresystemer og transport," siger Ole Laursen, uddelingschef i Villum Fonden i en pressemeddelelse.
Grønne frontløbere
Villum Fonden støtter, at de tekniske uddannelser og uddannelser inden for jordbrug og fødevareproduktion kan udvikle undervisningsforløb og kompetenceudvikle lærerne, så de kan klæde de unge på til at være frontløbere i bæredygtighed og grøn omstilling.
Flere skoler rundt om i landet får del i pengene. På Tech College i Aalborg vil man uddanne kokke og ernæringsassistenter til at arbejde med klimavenlige fødevarer og være grønne frontløbere i gastronomi.
Og på Gråsten Landbrugsskole udvikles et projekt, hvor landbrugselever skal lære om fremtidens grønne produktionsformer, biodiversitet og bæredygtige nicheprodukter såsom biogene byggematerialer fra planter, dyr eller andre organismer.
Deler viden og erfaringer
Villum Fonden opfordrer erhvervsskolerne til at samarbejde bredt og tænke nyt. Projekterne involverer fx virksomheder, faglige udvalg, videnscentre, elever og andre relevante aktører, så det sikres, at initiativerne bliver forankret både lokalt og nationalt.
“Når erhvervsuddannelserne samarbejder med alle relevante aktører om både efteruddannelse af undervisere, indholdet i undervisningen og organiseringen af undervisningen, kan de sætte en ny standard for grønne, interessante og bæredygtige uddannelser,” siger Ole Laursen.
Desuden lægger fonden vægt på, at viden, læring og resultater fra projekterne deles med andre erhvervsskoler og brancher.