Annonce
Annonce
EU og IFOAM vil kåre unionens bedste kvindelige økolog
Med "EU Organic Awards" vil EU belønne de bedste og mest innovative aktører inden for hele værdikæden i den økologiske produktion.

Den økologiske branche i Danmark står godt rustet til at score flere af de nye økologiske EU-priser, vurderer Per Kølster, som glæder sig over, at der blandt de otte kategorier er blevet plads til en særskilt pris for de bedste kvindelige økologer. Foto: Mikkel Vognæs
EU og Ifoam lancerer i dag et bundt nye årlige økologipriser, som skal være med til at stimulere det økologiske marked og den økologiske produktion i Europa.
Det skal bl.a. ske ved at hvert år at kåre EU's bedste kvindelige økolog, den bedste økologiske restaurant, producent og region, og Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, vurderer, at mange danske aktører står godt rustet til at at nappe flere af de nye priser.
EU Organic Awards er en opfølgning på handlingsplanen for udvikling af EU's økologiske landbrug, som EU Kommissionen vedtog i 2021.
I forbindelse med de nye priser påpeger Jan Plagge, IFOAM’s europæiske formand, at EU Kommissionens "Farm to Fork-strategi” placerer det økologiske landbrug i centrum for ambitionerne om at skabe et mere bæredygtigt fødevaresystem og EU’s mål om at nå 25 pct. økologisk landbrug i 2030.
"Disse økologiske EU-priser er en fantastisk måde at vise det innovative potentiale i EU's økologiske sektor. Jeg er især glad for, at vinderne bliver offentliggjort på den årlige "EU Organic Day", som er en ideel mulighed for at gøre status over implementeringen af EU’s økologiske handlingsplan,” siger Jan Plagge i en pressemeddelelse om EU-priserne.
Kort om de nye EU-priser
- EU Organic Awards bliver uddelt i otte kategorier:
- Bedste økologiske landmandskvinde
- Bedste økologiske landmandsmand
- Bedste økologiske region
- Bedste økologiske by
- Bedste økologiske distrikt
- Bedste økologiske Små/mellemstore producent
- Bedste økologiske fødevarebutik
- Bedste økologiske restaurant
Priserne bliver uddelt af EU, IFOAM Europe og COPA-COGECA
Også Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, ser spændende perspektiver i de nye priser, hvor han umiddelbart vurderer, at mange danske aktører i alle led af værdikæden har gode muligheder for at komme i betragtning til flere af priserne.
”Som en af verdens førende økologinationer, har vi allerede fået en international pris for vores økologiske politik, og vi står stærkt i Europa,” siger Per Kølster, og nævner bl.a. Lejre og Københavns kommuner som oplagte emner til at tage en pris i en af de otte kategorier.
På virksomhedssiden peger han på pionér-virksomheder som Naturmælk, Thise Mejeri og Aarstiderne som oplagte kandidater, men han pointerer, at listen over potentielle, danske kandidater er lang, og han glæder sig samtidig over, at der både er en pris til kvindelige og mandlige økologer, da der efter hans vurdering er mange dygtige kvinder i landbruget, som fortjener at komme mere frem i rampelyset i en noget mandsdomineret branche.
Ansøgninger til priserne åbner den 25. marts og løber indtil den 8. juni 2022.
Priserne bliver uddelt på den årlige ” Eu Organic Day” den 23. september 2022.
Flere artikler fra samme sektion
Økologien får et rygstød i ny politisk aftale
En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.
Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider
Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.
Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet
Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.