Annonce
Annonce
Dyrenes Beskyttelse lægger krav til ægproducenter i skuffen
Det er nu muligt for ægproducenter at blive anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, selvom de afliver hanekyllinger.

Det er ikke lykkedes at få stoppet aflivningen af hanekyllinger i ægproduktionen, og derfor fraviger Dyrenes Beskyttelse nu midlertidigt sit krav til de producenter, der anbefales af foreningen. Foto: Colourbox
Det var meningen, at der skulle sættes en stopper for
aflivningen af hanekyllinger, da Dyrenes Beskyttelse i 2015 udbredte sin
mærkningsordning til æg. Dengang kunne ægproducenter få ”Anbefalet af Dyrenes
Beskyttelse” klistret på æggebakken, hvis de arbejdede for at stoppe
aflivningen.
Arbejdet har dog endnu ikke båret frugt, og derfor har Dyrenes Beskyttelse valgt at fjerne kravet midlertidigt, indtil der findes en løsning på området.
”Det var for ambitiøst. Branchen har ikke været klar. Men vi har et ønske om, at der kommer styr på det, så vi ikke afliver hanekyllingerne,” siger Pernille Fraas Johnsen, chefkonsulent for landbrugsdyr og fjerkræ hos Dyrenes Beskyttelse.
Vil se mod udlandet
Dyrenes Beskyttelse har nu modtaget en bevilling fra Fjerkræafgiftsfonden til at indsamle viden om dual purpose– altså hvor hanekyllingerne i ægproduktionen opdrættes som slagtekyllinger – og foreningen vil i den forbindelse besøge dual purpose-produktioner i Holland og Tyskland i håbet om at kunne implementere metoden i Danmark.
En ny teknologi i Tyskland, der gør det muligt at kønsbestemme fostre i æggene efter ni dage, kunne være en anden løsning. Den har dog ikke fået opbakning i den danske branche, der mener, at ni dage er for sent, men ifølge Pernille Fraas Johnsen er det en teknologi, som foreningen har tænkt sig at diskutere med producenterne – evt. med henblik på et krav. Dog er intet sikkert, og Pernille Fraas Johnsen understreger, at hun er nødt til at indhente mere viden om teknologien og processen.
”Jeg vil være sikker på, at man ikke får skabt et nyt dyrevelfærdsproblem ved at aflive fosteret ved dag ni,” siger hun.
Ikke bedre end Ø-mærket
Dyrenes Beskyttelses anbefalingsmærke er stadig at finde på en række æg, men det eneste krav, der nu ligger i mærket er, at rugerierne løbende dokumenterer, at de fører egenkontrol med, at de lever op til reglerne for aflivningen af hanekyllinger.
Dermed er mærket lige nu ikke et velfærdsløft i forhold til det økologiske mærke, men det skal det blive i fremtiden, siger Pernille Fraas Johnsen.
”Helt principielt skal vi finde ud af, hvad Dyrenes Beskyttelser kan tilføre mærkningsordningen, for at vi kan løfte produktionen. Vi er nødt til at tage en dialog med producenter, Økologisk Landsforening og andre involverede parter. Vi kan godt sidde alene og udarbejde nogle krav selv, men så risikerer vi at miste alle producenterne.”
Hvad vil du sige til de forbrugere, som siden lanceringen af mærket til æg har købt dem, i den tro at hanekyllingerne ikke blev aflivet og måske føler sig lidt snydt nu?
"Jeg vil beklage overfor de forbrugere, der måtte føle sig snydt. Vi troede på det, da vi lancerede mærkekravene på æg, og er meget ærgerlige over, at det endnu ikke er lykkedes at finde et alternativ til aflivning af hanekyllingerne. Vi arbejder som sagt på at finde en brugbar løsning, som kan blive en del af konceptet for æg ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”."
Flere artikler fra samme sektion
Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider
Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.
Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet
Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.
Økologisk Landsforening har fået nyt forpersonskab
Bestyrelsen i Økologisk Landsforening har nu konstitueret sig. Den består af seks medlemmer, og en ny næstforperson.