Annonce

Annonce

Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen

Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.

22. november 2024
Læsetid: 5 minutter
Det Økologisk spisemærke i guld, sølv om bronze

Det er igen uvist, hvad fremtiden bringer for Det Økologiske Spisemærke, og det møder kritik fra Økologisk Landsforening. Foto: Jesper Rais

Der var krisestemning og efterfølgende jubel i Økologisk Landsforening (ØL), da Det Økologiske Spisemærke først så ud til at blive sløjfet og siden reddet på målstregen sidste år.

Nu er krisestemningen så igen ved at indfinde sig. Partierne bag den kommende finanslov har nemlig ikke fundet nye midler til at videreføre mærket, og dermed udløber finansieringen om et år. Foreningen havde håbet, at partierne denne gang ville blive enige om at sikre mærkets fremtid, men det skete altså ikke. Dermed står man tilbage med spørgsmålet, om de over 3.500 køkkener, der har spisemærket, kan bruge det til noget i 2026.

”Det er kritisk," siger ØL's forperson, Michael Kjerkegaard, og fortsætter:

"Det Økologiske Spisemærke har vist i praksis, at det kan drive en omstilling i de professionelle køkkener i retning af mere grønt og mindre madspild. To helt afgørende forhold for at reducere vores klimaaftryk. Mærket svækkes, når der er usikkerhed, om det består efter 2025. Vi kan ikke forvente, der er køkkener, der søger mærket, eller at køkkenerne øger deres økologiprocent, når de ikke ved, om de kan få et mærke i 2026. Det rammer regeringens egen fordoblingsmålsætning (for økologi, red.), som senest er bekræftet i aftalen om den grønne trepart.”

Hos Kost- og Ernæringsforbundet er man både overrasket og skuffet over, at der ikke er fundet midler til det Økologiske Spisemærke i finansloven, fortæller Michael Allerup Nielsen:

"Det Økologiske Spisemærke har øget både den økologiske produktion øget andel af planterige fødevarer, og det har styrket den faglige stolthed i de offentlige køkkener. Derfor er det så vigtigt, at der bliver fundet midler til at fastholde spisemærket. For det er afgørende, hvis vi skal fremme de officielle kostråd, skære endnu mere i måltidernes klimabelastning og få flere økologiske råvarer ind i de offentlige køkkener."

Ingen nye øko-midler på finansloven

Spisemærket blev reddet kort før jul sidste år, efter at dets potentielle lukning medførte bred kritik fra bl.a. ØL, Horesta og Kost- og Ernæringsforbundet. Da redningen blev officiel, udtalte Ida Auken, Socialdemokratiets daværende fødevareordfører, at hun var glad for, at mærket kunne fortsætte.

"Spisemærket er vigtigt for Socialdemokratiet. Det er vigtigt, at vi har alle de mange køkkener med, så vi kan få mere økologi og flere plantebaserede fødevarer, og vi kunne mærke en meget stor kærlighed til mærket fra branchen selv, så selvfølgelig skulle det reddes," sagde hun.

Økonu.dk har i en mail spurgt Socialdemokratiets fødevareordfører, Kris Jensen Skriver, hvorfor regeringen ikke har fundet midler til at sikre mærket flere år ud i fremtiden, hvis det er vigtigt for det største parti i regeringen.

Han bekræfter dog blot, at det er sikret i 2025 via midler fra Grøn Fond:

"Derfor er der sikkerhed for, at mærket også eksisterer næste år. Det er ikke unormalt, at vi deler midler til projekter over en årrække, og der skal til næste år igen tages stilling til Det Økologiske Spisemærke," skriver han og tilføjer i en opfølgende mail:

"Der er ikke ændret ved, at vi bakker op om spisemærket."

Håber på økologi i skolemaden

Der er til gengæld fundet midler på finansloven til en forsøgsordning med skolemad, og Økologisk Landsforening håber, at ordningen vil indeholde krav til økologiandelen.

Finansloven indeholder dog ikke decideret nye midler til økologien.

"Økologisk Landsforening havde gerne set, at finansloven bar mere præg af at regeringen har et mål om at fordoble det økologiske areal og marked," pointerer ØL's landbrugs- og fødevarepolitiske chef, Sybille Kyed.

I løbet af året er der fundet nye midler til økologien, men de er alle forhandlet hjem før finanslovsforhandlingerne af oppositionen, særligt SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.

I Grøn Fond blev der afsat midler til både Fonden for Økologisk Landbrug og Innovationscenter for Økologisk Landbrug samt næste års konference Organic Summit.

I forbindelse med den grønne trepart blev der også afsat penge til økologien i 2025 og 2026, og mindst halvdelen af midlerne i Plantefonden skal øremærkes økologi, så den store prioritering af fonden kommer også økologien til gavn.

Flere artikler fra samme sektion

Økologien får et rygstød i ny politisk aftale

En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.

12-04-2025 6 minutter Politik,   Tilskud,   Grøn trepart

Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider

Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.

11-04-2025 3 minutter Pesticider

Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet

Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.

07-04-2025 3 minutter Pesticider