Mindre oksekød er det eneste bæredygtige oksekød

Af Michael Minter, chef for fødevareenheden, Concito

Det nyligt overståede folketingsvalg har i den grad stået i svinenes tegn. Men mens vi med god grund diskuterer dyrevelfærd, vandmiljø og rammevilkår for griseproduktionen, må vi ikke glemme den tungeste post i landbrugets klimaregnskab: Køerne.

Produktionen af mælk og oksekød er den største kilde til drivhusgasudledninger i det danske landbrug. Alene køernes fordøjelse tegner sig for omkring en tredjedel af landbrugets samlede drivhusgasudledning. Lægger vi klimapåvirkning fra foderproduktion, gødning og arealanvendelse oveni, bliver billedet endnu tydeligere: Vi kan ikke løse landbrugets klimaudfordring uden at adressere koen i rummet.

For at reducere kvægsektorens drivhusgasudledninger tilstrækkeligt, må vi indse, at der ikke findes klimavenligt oksekød, og at mindre oksekød er det eneste bæredygtige oksekød. Samtidig skal det anerkendes, at kvæg kan spille en positiv rolle for naturen, da naturpleje med græssende dyr er afgørende for biodiversiteten i visse habitater. Men her er det vigtigt at holde fokus. Naturpleje handler om natur, ikke om fødevareproduktion.

Det har en stor arealomkostning at producere en meget lille mængde kød ved ekstensiv afgræsning, og det er derfor ikke muligt at skalere "græskød" op til at dække vores nuværende forbrug. Derudover er der brug for at prioritere plads til skov eller anden natur, der har til formål at binde CO₂.

Løsningen er derfor at reducere den samlede mængde kvæg markant, så vi ideelt set kun har de dyr tilbage, der rent faktisk gør en forskel for biodiversiteten. Her bliver oksekødet et eksklusivt biprodukt af naturplejen, ikke en hverdagsspise.

De økologiske principper har positive effekter på dyrevelfærd og grundvand, men set med klimabriller har økologisk oksekød ofte en højere klimabelastning pr. kilo end konventionelt. Dyrene vokser langsommere og lever længere, hvilket betyder, at de når at udlede mere metan. Det betyder ikke, at vi skal fravælge økologien, men at vi skal forbruge både konventionelt og økologisk oksekød i meget mindre omfang end i dag.

Der er brug for konkrete politiske løsninger for at fremme drivhusgasreduktioner og en bæredygtig størrelse på Danmarks oksekødsproduktion og -forbrug. Først og fremmest kræver det en klog klimaafgift, der motiverer til klimatiltag, hvor det kan lade sig gøre. Her bør vi dog overveje en bagatelgrænse, der undtager det rene naturplejekvæg fra afgiften.

Formålet med disse dyr er som sagt ikke fødevareproduktion, men vigtig naturpleje, og omfanget vil være meget begrænset i forhold til fødevareproduktionen.  En sådan differentiering vil sikre naturens interesser, mens vi skaber det nødvendige incitament til omstilling for den øvrige kødproduktion.

Samtidig skal vi gennemføre en omfattende arealomlægning, hvor vi frigør landbrugsarealer fra foderproduktion til natur og kulstoflagring. Ved at skifte fra animalsk produktion til planteproduktion kan vi mætte langt flere munde på langt mindre plads.

Endelig skal vi fremme en planterig madkultur i både det offentlige og private – og gerne med masser af sunde, danskproducerede frugter, grøntsager og nye plantebaserede proteiner. Det handler ikke om afsavn, men om at skabe og opdage et nyt madunivers, hvor det grønne spiller hovedrollen – og her kan økologien godt forenes med klimamålene.

Den globale efterspørgsel på arealer til landbrugsproduktion er en af de største barrierer for et bæredygtigt fødevaresystem, og da oksekød lægger beslag på omkring 60 pct. af verdens landbrugsareal, men kun leverer en brøkdel af vores kalorier, er regnestykket enkelt. Hvis vi vil have en verden med et tåleligt klima samt plads til både natur, skov og en stabil fødevareforsyning, må vi indse, at "bedre" oksekød ikke løser alting. Vejen til reel bæredygtighed går gennem en markant reduktion.