Småjusteringerne er ikke nok - der er behov for et grundlæggende opgør med svineindustriens strukturer og kyniske dyresyn

Der er ingen tvivl om, at Radikale Venstres Zenia Stampe har ageret en uundværlig spydspids med hensyn til at få Danmarks industrisvinestalde på den politiske dagsorden.

Nu er Radikale Venstre så ude med et konkret politisk udspil til formål at forbedre forholdene for dyrene; det indeholder bl.a. krav om ”tilstrækkeligt rodemateriale” og ”dobbelt så meget plads”.

Situationen i svinestaldene er så katastrofal, at enhver forbedring absolut er velkommen, men de er stadig milevidt fra at tilbyde forhold, der rent faktisk sikrer griseliv med meningsfuldt indhold.

At rode med trynen er svinets raison d’etre, derfor giver det god mening, at der er krav om ”tilstrækkeligt rodemateriale”. Det vil i praksis nok blive halm – et materiale svinene ikke er specielt interesserede i at rode i. Halm kan bruges til at bygge rede. Der, hvor der rodes, er i jorden, hvor det er muligt at finde en orm eller en rod. Det er svært at få til at fungere på et spaltegulv.

Og så er der det med pladsen: En fordobling af pladsen vil betyde, at pladskravet går fra 0,65 m² pr gris til 1,3 m². Kan vi virkelig bilde os selv ind, at det er tilstrækkeligt for et dyr, der vejer op til 110 kg?

At have et godt liv kræver desuden mere end blot at kunne bevæge sig uden at støde ind i nogen. Hvis man puttede et svin i en tom flyhangar, ville den have masser af plads, men ville det være et godt svineliv?

Et godt liv handler først og fremmest om at have muligheden for at være chauffør i egen bus, eller sagt mere akademisk: At have agens. At have mulighed for at træffe valg baseret på sine individuelle og artsspecifikke præferencer og påvirke sit miljø. At kunne opsøge behagelige oplevelser og undgå ubehagelige.

Det kræver omgivelser, der er varierede og stimulerende, så individet kan lære, hvad der er en god oplevelse, og hvad der ikke er.

Hvordan føles græs under klovene? Hvordan føles sand? Hvordan føles et glat spaltegulv – og hvilket underlag foretrækker jeg? Foretrækker jeg en lur i skyggen eller solen?

For at lære det, kræver det først og fremmest, at det overhovedet er muligt at opleve skygge og sol. Hvis man som individ skal være i stand til at opsøge sanseoplevelser, så er det vigtigt, at der er nogle til stede. Om man foretrækker duften af sin artsfælle eller af mad forudsætter, at man kan lugte andet end den svidende stank af ammoniak. Variation er nødvendigt, for at sanserne holdes aktive og hjernen interesseret.

Fratagelse af stimuli og agens bruges hos mennesker som straf. Fængsel. Måske endda isolationsfængsel, der er anerkendt som tortur.

Det handler ikke om at “menneskeliggøre” svinene. Svin har naturligvis andre præferencer end mennesker. Men at de er i stand til at opleve verden og have følelser er uomtvisteligt. Følelser er fundamentale for at overleve gennem evolutionens ubarmhjertige udvælgelse, og selvom der er smerteligt langt mellem den fysiske udformning på vildsvinet og en high-tech Danbred Duroc, er instinkterne intakte – dem kan man ikke avle ud.

Der er stadig ”nogen derinde”. De har stadig følelser. Det ved enhver, der har vovet at danne en længerevarende, respektfuld relation til en anden art. Mine baghavegrise elsker at spise mælkebøtterødder – jeg gør ikke. Men vi er begge i stand til at holde af forskellige (smags)oplevelser.

Så længe man ikke gør op med de grundlæggende strukturer og det kyniske dyresyn, risikerer vi, at enhver indsats ikke bliver meget mere end det evige forsøg på at slukke en overtændt bygningsbrand ved at kyle en kop vand på det.

Selvom det perfekte ikke bør stå i vejen for det gode, må der være et sted på spektret, hvor små ellers positive ændringer gør så minimal en forskel for dyret, at de bliver irrelevante – eller i værste fald kommer til modarbejde reelle, mærkbare forandringer. Hvor mange gange har vi ikke allerede hørt undskyldningen ”jamen, vi er jo allerede godt i gang"?!

Hvis vi oprigtigt vil holde dyr i landbruget, på en måde der bare tilnærmelsesvis kan forsvares, er det tid til at erkende, at det ikke handler om en halv eller et hel kvadratmeter. Det kræver politikere, der tør droppe brandslukningen og sige den ubehagelige sandhed: Der brug for en strukturel omkalfatring af det animalske landbrug.

Samfundet er det, som vi i fællesskab beslutter, at det skal være. Vores landbrug kan sagtens se anderledes ud, hvis vi ønsker det. Måske det er på tide at være ægte ordentlig ved de dyr, der aldrig har bedt om at være i vores varetægt.

Godt svinevalg.