Annonce

Annonce

Politisk klumme af Sybille Kyed

Så er det overhovedet rigtigt, at økologi er venstrefløjens projekt, mere end det er de borgerlige partiers sag? Det har jeg reflekteret lidt over, skriver Sybille Kyed i sin politiske klumme. Foto: ØL

Har økologi en partifarve?

POLITISK KLUMME: Økologi er en sag for alle uanset partifarve. Som det også fremgik af VK-regeringens 'Grøn Vækst' i 2009, er økologi »en produktionsform, der bidrager til bedre miljø, natur og dyrevelfærd og vækst i landbruget«.

Året er lige begyndt, og vi har fået en ny regering. På valgnatten kom der er et rødt grønt flertal, og de rød-grønne partier festede. Og helt ærligt, jeg blev også glad. Et rødt-grønt flertal er og har altid været et godt grundlag for offensiv økologipolitik.

Når det er sagt, så er der lavet vigtig økologipolitik med borgerlige partier i statsministeriet. VK-regeringen med Eva Kjer Hansen som fødevareminister var den første, der formulerede et fordoblingsmål for økologi. Det var med regeringens Grøn Vækst-strategi i 2009. Desværre fjernede hun det dog også igen, næste gang hun kom til magten som fødevareminister i 2015.

Grøn Vækst indeholdt også de første støtteordninger til etablering af økologiske biogasanlæg, introduktion af omlægningstjek, videreførelse af en vigtig afsætningsfremmeindsats både rettet mod hjemmemarkedet, eksport og de mindre økologiske producenter, og det var VK-regeringen, der i 2008 etablerede vores Internationale økologiske forskningscenter (ICROFS).

Så er det overhovedet rigtigt, at økologi er venstrefløjens projekt, mere end det er de borgerlige partiers sag? Det har jeg reflekteret lidt over.

Ser vi mod England er Prins Charles hertugdømme Cornwall økologisk, og Lady Eve Balfour, der er en af økologiens pionerer, var af adelig slægt. Adlen har næppe hørt til venstrefløjen.

Ser vi på hvordan vores medlemmer i Økologisk Landsforening stemmer, fordeler det sig helt sikkert ud over alle folketingets partier.

Økologien bebrejdes også jævnligt for at være for de økonomisk privilegerede, fordi de økologiske fødevarer er dyrere end de konventionelle.

Og ja, det er desværre et faktum i vores del af verden, at økologiske produkter er dyrere, fordi den nuværende økonomiske politik ikke sikrer, at aftrykket på klima, natur, drikkevand, vandmiljø og dyrenes liv kommer til udtryk i produktionsprisen. Det burde selvfølgelig være omvendt, så jo større aftryk et produkt har, jo dyrere bør det være.

Alligevel er det nok ikke uden grund, at økologi forbindes med de mere røde partier. Læser man det brev, der var starten på, at økologernes globale paraplyorganisation International Federation of Organic Agricultural Movements (Ifoam) blev stiftet i 1972, bliver der ikke lagt fingre imellem. Der sættes spørgsmålstegn ved den industrielle udvidelse, og der bliver talt om fødevarekvalitets- og økologisk krise som et internationalt problem.

Lady Eve Balfour engagerede sig i økologi, foranlediget af de problemer hun så ved brugen af kunstgødning, og udgav i 1943 bogen ’the Living Soil’.

Den økologiske bevægelse er altså skabt som en reaktion på en industriel udvikling, der anses for at være et problem for menneskeheden, og den industrielle udvikling og vækst forbindes gerne med kapitalismen og de borgerlige partier.

Men økologi er en sag for alle uanset partifarve. Som det også fremgik af VK-regeringens Grøn Vækst i 2009, er økologi »en produktionsform, der bidrager til bedre miljø, natur og dyrevelfærd og vækst i landbruget«. Økologi er en vigtig del af løsningen for et bæredygtigt fødevaresystem og dermed en sag for alle uanset partifarve.

Når vi i Økologisk Landsforening er ude med ’Pris på Bæredygtighed’, som vores forslag til en CO2-afgift, så kommer vi med en model, der ikke kan være meget mere rendyrket liberal markedspolitik.

’Pris på Bæredygtighed’ er et forsøg på at sikre sande produktionsomkostninger, så markedet kan trække den grønne omstilling.

Afgifter på brug af fælles ressourcer er alt andet end socialisme. De er det redskab, man kan tage fat i, for at sikre, at miljøomkostninger bliver en del af markedsøkonomien.

Alligevel må vi bare erkende, at vi er lidt mere spændte på det politiske klima, når regeringen er blå, end når den er rød. Denne gang står vi med en regering uden farve. Hvor langt vi når, har vi til gode at se.

Flere artikler fra samme sektion

Landbruget laver samme fejl, som bilindustrien gjorde

DEBAT: Landbrugslobbyens kamp mod en CO2-afgift er en bjørnetjeneste, der kun bremser en uundgåelig omstilling. Bilindustrien i Europa begik samme fejl med elbiler, og må nu se sig slået af Kina, skriver Connie Hedegaard.

20-09-2023 5 minutter Debat,   Klima

Lyt til flertallet og sænk momsen på frugt og grønt

MARKEDSKLUMME: Det er godt for både folkesundhed, klima og miljø, hvis vi øger vores indtag af grønt. Desværre spiser danskerne stadig alt for få af de gode, sunde og grønne fødevarer, og kostændringerne sker ikke hurtigt nok af sig selv. Politikerne nøler med at sætte handling bag de grønne ambitioner.

04-09-2023 3 minutter Kronik,   Mere grønt

Godt landmandskab kan ikke forkortes

LEDER: Når en tendens varer seks år, så er det ikke længere noget enkeltstående. Så kan vi ikke bare læne os op ad, at vind og vejr bestemmer, eller gentage, at nogle år bare er svære. Det, vi ser nu, og det forskerne helt kontant melder ud er, at klimaets ustabilitet forårsager de ekstremer, vi ser i år, og som gradvist er blevet værre de seneste seks dyrkningsår.

28-08-2023 5 minutter Leder,   Økologisk Landsforening