Fremtiden er økologisk og fyldt med planter

Dette er en blog. Økologisk Nu har flere bloggere tilknyttet, som skriver om deres syn på fremtidens bæredygtige fødevaresystem og den aktuelle debat om bæredygtige fødevaresystemer og forbruget. Indlæggene er ikke udtryk for Økologisk Nus holdning. Se alle blogs her

Som en meget aktiv repræsentant for den vegetariske bevægelse vil jeg benytte min første blog her til at fortælle lidt om de værdier, jeg er rundet af – og hvorfor jeg kæmper for både økologien og for flere planter.

Jeg er vokset op med økologi i blodet – i bogstaveligste forstand. For ikke blot voksede jeg op med økologiske værdier, jeg voksede også op med økologiske måltider døgnet rundt, længe før Ø-mærket blev opfundet. 

Det skyldes, at jeg var så heldig at vokse op på Søtoftegård Højskole på Midtsjælland, som min far grundlagde i 1954 – efter at han havde været modstandsmand under anden verdenskrig og efter krigen sammen med ligesindede forsøgte at skabe noget nyt ud af asken efter krigen, som havde efterladt dele af Europa i ruiner.

Søtofte, som højskolen i daglig tale blev kaldt, var i årtier en pionér indenfor alternative måder at anskue og opbygge samfundet på. Lige fra filosofi og kunst til jordbrug og fødevarer. Mange mennesker, som i dag er aktive indenfor økologien og den grønne bevægelse i Danmark, har på et eller andet tidspunkt i deres liv været på Søtofte.

Min far fik ganske tidligt, efter Søtofte var blevet grundlagt, det råd, at hvis højskolen skulle tiltrække mennesker, som var åbne overfor nye måder at se tingene på, kunne det være spændende at servere vegetarisk mad. Som sagt så gjort. Og Søtofte var i mange år kendt for sit grønne køkken, hvor min mor var køkkenleder.

Først mange år senere, da jeg var 24 år gammel, blev bæredygtig fødevareproduktion også en del af min professionelle faglighed. Det startede med en rapport fra FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), som i 2006 påpegede, at verdens enorme antal landbrugsdyr er en af verdens største miljøudfordringer på alle niveauer fra lokalt til globalt. Året efter udgav FAO en rapport, der advarede om, at de mange landbrugsdyr også er en kilde til epidemier.

Disse rapporter åbnede mine øjne for, at der var brug for en forandring af både landbruget og kosten; i Danmark såvel som globalt. Og jeg begyndte at skrive talrige debatindlæg til de danske aviser – om kødforbrug, kødproduktion, økologi og genteknologi. Jeg gik til offentlige debatter og stillede spørgsmål til politikerne; mest mindeværdigt til Anders Fogh, som kom på glatis ved mit spørgsmål og begyndte at tale om hellige køer i Indien! Og mens jeg studerede antropologi, kom jeg i praktik hos FAO i Bruxelles. Senere underviste jeg på kurser om bæredygtige fødevaresystemer, og jeg tog på feltarbejde om landbrugsudvikling i Mozambique og Etiopien. Og så blev jeg gradvist aktiv og senere generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

Igennem alle disse år har jeg læst mange rapporter fra FN-organisationer og verdens førende forskere inden for bæredygtig fødevareproduktion, og det vigtigste budskab er, at der er brug for en markant global kostforandring. Fremtidens bæredygtige kost indeholder højst kød 1-2 gange om ugen, ellers kan verden ikke brødfødes bæredygtigt, samtidig med at vi bremser klimaforandringerne.

En anden central pointe fra forskernes beregninger er, at hele verden godt kan brødfødes økologisk. Og det budskab har jeg slået til lyd for i adskillige debatindlæg i de fleste af landets aviser. Når økologi-kritikere har forsøgt at begå karaktermord på økologiske landmænd ved at påstå, at de tager brødet ud af munden på verdens fattige, har jeg svaret igen med solide kilder, der tilbageviser de påstande.

Det handler både om økologisk landbrugs potentiale i udviklingslande, om investeringer i forskning og udvikling, og så naturligvis om at økologi og mere plantebaseret kost går hånd i hånd. Økologi i ordets oprindelige betydning indebærer jo en helhedstankegang, som ikke er forenelig med klodens nuværende enorme animalske produktion.

Jeg plejer gerne at sige, at der på papiret er fire retninger, som dansk landbrug kan gå i fremover:

1. Planteføde til mennesker

2. Kød, mælk og æg fra økologiske, fritgående dyr (indenfor grænserne for, hvad kloden kan bære)

3. Kød, mælk og æg lavet af stamceller på laboratorier

4. Konventionel, intensiv, animalsk produktion

Når jeg læser forskernes beregninger og forudsigelser, er det tydeligt for mig, at fødevareproduktionen i fremtiden kommer til at bestå primært af planteproteiner, derudover af økologiske dyr, og eventuelt af stamcellekød. Men ikke konventionel, intensiv, animalsk produktion. For det er umuligt at nå klimamålene og brødføde verdens befolkning bæredygtigt med denne produktionsform og dens omfang. Og den vil med tiden blive udkonkurreret af enten planteproteiner eller stamcellekød – måske en kombination af begge to.

Det er i øvrigt ikke utænkeligt, at generation 10.0 af planteproteiner på sigt vinder og udkonkurrerer også stamcellekød.

Økologiske landmænd, som producerer animalsk, bør derfor ikke være bekymrede for den plantebaserede udvikling. Det er ikke dem, som bliver udkonkurreret af planteproteiner eller produkter fra laboratorier. Det er snarere dem, som på et tidspunkt bliver de eneste landmænd tilbage, der har levende dyr.

Det betyder ikke, at økologiske landmænd, som producerer animalsk, ikke med fordel kan engagere sig i planteproteiner. Og det er da også glædeligt at se, at mange økologiske landmænd allerede er i gang med at afprøve de nye muligheder – hvad enten det er med hestebønner, ærter, lupin, quinoa eller måske fremtidens linser – og at Økologisk Landsforening har fokus på det.

I DVF arbejder vi blandt andet for, at der fra politisk side afsættes midler til mange flere forsøgsmarker, så vi kan finde frem til, hvilke planteproteiner der har det største potentiale i en dansk sammenhæng.

Fremtiden er økologisk – og fyldt med planter!