Europas afhængighed af fabrikslandbrug har sociale, miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser

Denne kronik er oprindeligt bragt på The Conversation d. 7. maj

Af: Lourenzo Fernández-Prieto, videnskabelig leder, CISPAC (Centro Interuniversitario de Paisaxes Atlánticas Culturais), Institut for Historie, Universidade de Santiago de Compostela, Spanien
Daniel Lanero Táboas, lektor i moderne historie, Universidade de Santiago de Compostela, Spanien

Krisen udløst af Trump-administrationens toldpolitik har tvunget verden til at tænke over, hvilke industrier der vil blive hårdest ramt af fremtidige toldafgifter på import og eksport.

Soja og majs er to af USA’s vigtigste eksportvarer til Europa og er blandt de produkter, som EU planlægger at pålægge told som modsvar på de amerikanske afgifter. Det minder os om den enorme betydning, som den industrielle husdyrproduktion har for handelsbalancen, da disse to basisafgrøder importeres i store mængder til fremstilling af fodersammensætninger til dyr.

Selvom den intensive model for animalsk produktion har visse fordele, har Europas udbredte anvendelse af denne model haft alvorlige sociale, miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser.

Kostvanernes diversificering siden begyndelsen af 1950’erne førte til en stigende efterspørgsel på kød, æg, mælk og mejeriprodukter. For at imødekomme denne efterspørgsel blev landbruget industrialiseret, hvilket igen førte til stigende import af sammensat foder og dermed et underskud på landbrugets handelsbalance.

Dette er et af de mest karakteristiske træk ved den industrielle husdyrproduktion, der slog igennem i Vesteuropa i anden halvdel af det 20. århundrede. Modellen var inspireret af USA’s idé om ”landbrugsmæssig modernisering” og blev en del af genopbygningen af Europa efter krigen – som et af de mange resultater af Marshallplanen.

I en årrække har forskere fra en række discipliner – herunder historie, veterinærvidenskab, sociologi og økonomi – og fra EU’s universiteter mødtes jævnligt under paraplyen European Rural History Organisation (EURHO) og Agriculture, Food and Environment Network under det franske nationale forskningscenter CNRS. Formålet har været at diskutere og debattere, hvordan europæisk husdyrproduktion har udviklet sig gennem det 20. århundrede.

Ud over en bog, der blev udgivet i 2023, er vi nået frem til den konklusion, at udviklingen i europæisk landbrug kan opdeles i to hovedperioder:

• En økologisk model fra 1870 til 1930’erne

• En videnskabeligt funderet modernisering fra 1945 og frem til slutningen af det 20. århundrede – en periode, der falder sammen med fremkomsten af de nuværende miljø- og fødevaresikkerhedskriser

I årtierne efter Anden Verdenskrig blev husdyrproduktionen intensiveret som følge af videnskabelige og teknologiske fremskridt og industriel produktion. Under denne nye model blev statsstøttet agroindustri den dominerende aktør og skubbede små og mellemstore husdyrbrug ud som rygraden i landbruget.

Den teknologiske udvikling kom ikke længere producenterne direkte til gode, men favoriserede industrien – med målet om at levere billig mad til et sultent efterkrigs-Europa.

Et eksempel på denne tendens er brugen af kunstig insemination med sæd fra udvalgte, højtydende racer. Andre forbedringer sås i fodringen – højtydende foder, ensilage mv. – og med teknologi som automatiske malkemaskiner og køletanke i mejerisektoren.

Den industrielle husdyrproduktion blev indført med forskellig hast i de enkelte regioner i Vesteuropa. Den medførte store sociale, økonomiske og kulturelle omkostninger, da kun de bedst kapitaliserede og største landbrug overlevede.

Mod slutningen af det 20. århundrede begyndte befolkningen at stille spørgsmål ved den industrielle model, der stadig dominerer. Det skyldtes ikke kun miljøhensyn – såsom højt vandforbrug, affaldshåndtering, skovrydning og omfattende dieselbrug – men også folkesundhed og den økonomiske byrde for landmændene.

Krisen med kogalskab i midten af 1990’erne og fugleinfluenza i begyndelsen af det 21. århundrede gjorde både civilsamfundet og myndighederne opmærksomme på de sundhedsrisici, som industrialiseringen af husdyrproduktionen kan medføre for forbrugerne.

Omkring årtusindeskiftet begyndte enkelte lande som Sverige og Storbritannien at begrænse brugen af såkaldte ”antibiotiske vækstfremmere” på grund af deres sammenhæng med stigende antibiotikaresistens hos kvæg – et problem, der har fået voksende opmærksomhed i flere områder. Disse vækstfremmere blev forbudt i EU i 2006.

Siden slutningen af 1800-tallet skete der lignende udviklinger i husdyrspecialisering over hele Europa – fra Friesland til Galicien, Danmark og Norditalien. Dengang intensiveredes produktionen også, og der skete forbedringer inden for genetik, fodring, dyresundhed og hygiejne – drevet af samspillet mellem ny videnskab og landmændenes interesser.

Forskellen på denne periode og tiden efter 1945 handler ikke så meget om hvad, men om hvordan. Husdyrproduktionen var forankret i et lokalt forankret, selvforsynende landbrug og tæt knyttet til jorden. Landmændene var selv aktører – ikke blot repræsentanter for agroindustrien eller staten.

Lokale og regionale husdyrandelsforeninger spillede en central rolle i forbedringen af husdyrproduktionen i første tredjedel af det 20. århundrede, og i visse områder formåede de at etablere stærke forarbejdningsindustrier.

Deres forhold til teknologi og politiske institutioner var mere samarbejdsbaseret – ikke mindst på grund af landområdernes store vælgerindflydelse. Det skabte en tovejskommunikation og et samarbejde om udviklingen af husdyrproduktionen, hvor både civilsamfund, videnskab og institutioner spillede med.

Udfordringen for dagens husdyrproduktion handler derfor om, hvilken vej vi vælger: Vil vi fortsætte med massiv import af sammensat foder og højt energiforbrug, eller vil vi modernisere historisk veldokumenterede og bæredygtige produktionsformer?