Annonce
Annonce
En øko-veteran takker af
Peder Bligaard har arbejdet professionelt med økologisk landbrug og fulgt økologiens udvikling siden 2002. Nu går øko-veteranen på pension efter at have været vicedirektør i Innovationscenter for Økologisk Landbrug de senere år.

Peder Bligaard har arbejdet professionelt med økologi i over 20 år og går nu på pension. Foto: Innovationscenter for Økologisk Landbrug
Der var forskellige chokolader og bobler i glassene eller kaffe i krusene da både nuværende og tidligere kolleger samt familien var mødt op i kantinen i Agro Food Park for at takke Peder Bligaard for sin mangeårige tro tjeneste for økologien. Nu kalder pensionisttilværelsen dog.
"Det største, vi har udrettet gennem årene, er, at vi har samlet kræfterne og løftet økologien fra niche til nødvendighed," siger Peder Bligaard.
Han blev ansat i Økologisk Landsforening I 2002, og her arbejdede han i 20 med foreningens folkevalgte og fagudvalg - de sidste år var han leder af landbrugsafdelingen.
"Økologien var ikke særligt stor i 2002, men jeg kom til at arbejde sammen med en masse økologer og så den tilgang, de havde til udvikling. De havde et positivt sind og var interesserede i at deltage i noget nyt og innovativt. Det var meningsfyldt, og det drev mig. De tog fat på ting, som kunne virke umulige, men gjorde det alligevel," fortæller han.
Blev vicedirektør i innovationscentret
Da Innovationscenter for Økologisk Landbrug blev dannet i 2021, blev Peder Bligaard ansat som vicedirektør. Han anser stiftelsen af centret som en styrkelse af økologien:
"Med innovationscenteret fik vi en stærk, uafhængig stemme, der bygger bro mellem forskning, praksis og politik. Det har styrket økologien – og givet os mod på at sætte barren endnu højere og være en del af løsningen på tidens største udfordringer."
Gennem sit arbejdsliv har han været meget inspireret af den positive og innovative tilgang i økologien, som han har mødt hos både landmænd, rådgivere, kolleger og samarbejdspartnere.
"Det er fagligt dygtige mennesker, som arbejder for økologien. De er meget dedikerede, ser nye ideer og er udviklingsorienterede. Fremover skal økologien være både frontløber og brobygger. Vi skal turde være dem, der eksperimenterer og viser vejen, og vi skal også være dem, der samler, samarbejder og gør økologi relevant for hele samfundet. Jeg ser innovationscenteret som motoren bag den bevægelse," siger han.
Peder Bligaard er uddannet landmand og jordbrugsteknolog med fokus på rådgivning. Senere har han taget efteruddannelse i ledelse og it. Før økologien arbejdede han bl.a. med efteruddannelse i Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgiverforening og hos foreningen Danske Landbrugsskoler.
Flere artikler fra samme sektion
Nye kartofler – frisk smag med en bitter eftersmag
DEBAT: Under den delikate overflade gemmer der sig en ubehagelig sandhed: De nye danske kartofler fra Samsø er den mest sprøjtede grøntsag i dansk landbrug.
Enkel økologi – uden at gå på kompromis
FORPERSONENS ORD: Hvis vi vil have flere marker i omlægning, flere lokale fødevarer på hylderne, og flere engagerede virksomheder i bevægelsen, må vi sikre, at vejen ind i økologien er lige så ren, som den er reel.
Vedtagelse sætter Økologisk Landsforening i et uheldigt dilemma
DEBAT: Generalforsamlingens beslutning om, at Økologisk Landsforening skal arbejde for, at økologisk landbrug baseres på kun økologiske produktionsmetoder, kan ikke realiseres i praksis, som status er i dag.