Dyr og natur betaler prisen for ensidigt fokus på klima

Dette debatindlæg er oprindeligt bragt på altinget.dk den 20/09

Af: Per Kølster, Sten Dissing og Sybille Kyed, hhv. formand, næstformand og landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening

Såvel regeringens udspil til landbrugsaftale som blå bloks udspil kan være et skridt på vejen eller et skridt helt på afveje.

Det er et skridt på vejen, når regering og blå blok vil gøre landbrugsstøtten grønnere, sænke landbrugets klimaaftryk, beskytte vandmiljøet og give landbruget bedre muligheder for at give plads til biodiversitet. Men de er helt på afveje, når de glemmer helheden.

Vægter aftalen klima over alt andet, så er der ikke nogen tvivl om, at det er muligt at nedbringe klimabelastningen fra en meget intensiv husdyrproduktion i lukkede staldsystemer, altså såfremt de nye teknologier faktisk bliver til noget og virker ud fra en livscyklusanalyse og ikke blot flytter klimaaftrykket et andet sted hen.

Men gennem ensidigt fokus på klima og kvælstof skaber man andre problemer. Dyrene udsættes for et stort pres, når vi kræver højere og højere ydelser for mindre indsats, og frarøves adgang til det fri for at kunne opsamle og behandle alle udledninger.

Det er vores stolthed, at vi i dansk landbrug er så effektive, men det har en pris. En pris, som blandt andet betales af dyrene.

En for stor husdyrproduktion

Naturen får ikke bedre forhold eller mere plads, hvis vi bruger ny teknologi til at opretholde en (for) stor husdyrproduktion. Naturen er presset af brugen af sprøjtegifte, store uafbrudte markflader, mangel på græssende dyr, men også af mangel på plads. En plads, som i dag optages af foderproduktion til så mange dyr.

Med en voksende verdensbefolkning og fremskrivninger af forventningerne til efterspørgslen på kød og husdyrprodukter, er der behov for en produktivitetsstigning på 45 procent i det danske landbrug. Skal vi derudover tage jord ud af produktion for at beskytte vandmiljø, klima og sikre plads til natur i en størrelsesorden på 20 procent, er der i Road Map for Sustainable Transformation of the Danish Agri-food System beregnet et samlet behov for produktivitetsstigninger på 60 procent.

Det tal kan ikke nås i et system med så høj prioritering af husdyrprodukter, som vi har i dag. Vi kommer ikke i nærheden af at hæve performance i stald og mark på det niveau.

Vi er på afveje

Økologien er opstået som bevægelse og politisk projekt for at vise en alternativ vej for landbruget, og økologien kan jo bare passe sin egen forretning. Desværre er det ikke så let.

Muligheder for at gå en alternativ vej gives af de rammer, som bestemmes af politikerne og markedets konstante pres på prisen.

Økologisk Landsforening kræver ikke, at politikere på tværs af partier og den almene befolkning når til enighed om, hvilket landbrug vi skal have. Men nogle ting må vi være enige om:

• Vi skal kunne producere mad nok til verdens voksende befolkning

• Vi har kun én planet

• Vi skal passe på vores natur

• Vi vil have adgang til rent drikkevand

• Vi mennesker vil også i fremtiden kunne behandles med antibiotika

• Danmark bakker op om FN’s 17 verdensmål

• Og vi skal i mål med 70 procents CO₂-reduktion til 2030.

Er vi enige i alt dette, så er vi på afveje, hvis vi alene har klima som fokus, når vi lægger sporet ud for Danmarks landbrugspolitik frem mod 2030.

Kvælstofregnskab og bidrag til biodiversiteten

Økologisk Landsforening bakker op om et ambitiøst klimamål. Økologisk Landsforening har også gået enegang i landbruget og bakket op om en klimaafgift i landbruget indbygget i landbrugsstøtten.

Når vi gør det, så er det, fordi vi vil spænde markedet for den grønne omstilling, og det kræver, at den sande omkostning for planeten kommer til udtryk i produktionsomkostningerne og den endelige pris på fødevarer. Men det sker ikke, hvis man ser ensidigt på klimaomkostningen.

Det er afgørende, at omkostninger for natur, drikkevand, vandmiljø, dyrevelfærd og herunder risikoen for antibiotikaresistens også kommer til udtryk. Derfor insisterer vi også på, at de bedriftsregnskaber, der rent teknisk kan lægges til grund for en klimaafgift i den ene eller anden udformning, ledsages af både et kvælstofregnskab og en opgørelse over bedriftens potentielle bidrag til biodiversitet på marken.

Økologi fortsat dyrere

Men marknaturen og dyrevelfærden er ikke med i regeringens eller blå bloks forslag. Økologien vil med det nuværende oplæg fra begge sider i salen derfor stå i en situation, hvor økologien nok bliver repræsentanten for et fødevaresystem med langt større vægt på afgrøder til konsum, men hvor de økologiske produkter fortsat er dyrere end de konventionelle.

Det bliver med andre ord gratis at ignorere behovet for mere plads til natur, gamble med drikkevandet, ignorere den truende antibiotikaresistens og i øvrigt presse dyrene til ydelsesniveauer, der går langt ud over, hvad der er naturligt, og se bort fra deres naturlige adfærd.

Og med et langt billigere alternativ uanset konsekvenser og årsag, så er vejen til mere økologi og den omstilling, der skal ske for, at Danmark leverer samtidigt på alle FN’s 17 verdensmål, skudt endnu længere ud i fremtiden. Sådan fungerer markedskræfterne.

En trang skæbne

Med en yderligere investering i usikker teknologi, i håb om at det kan redde klimaaftrykket fra husdyrproduktionen, bliver omstillingen kun endnu sværere. Jo mere investering og kapital, der først skal afskrives, jo sværere bliver den politiske beslutning.

Og midt i alt dette glemte alle den rolle, en ko, en høne eller en gris kan spille i et bæredygtigt økosystem. En rolle, som vi med stort fokus på produktivitet også er ved at sætte over styr.

I produktivitetens navn er vi simpelthen ved at fremavle dyr, der ikke længere kan fungere på den plads i økosystemet, som ellers er deres berettigelse. Den superhøjt ydende ko kan ikke leve af græs fra marginaljorde. Den superhøjt ydende høne, kylling og gris kan ikke fungere som det led, der sætter resterne fra køkkenbordet i ny cirkulation. De kræver toptunede og balancerede foderblandinger, der ikke varierer fra dag til dag.

Grøn omstilling og bæredygtighed, som den er defineret af FN’s 17 verdensmål, har en trang skæbne, når målene håndteres adskilt.