Vibe-Niels har set vibens fald

Da Niels Andersen var en stor dreng, blev han udkommanderet til at gå og hakke roer på familiegårdens fynske marker.

Så havde han med egne ord ”vibernes markpoliti” over hovedet hele tiden.

Han henviser til fuglen med den lange nakketop. Vibens akrobatiske sangflugt, der markerer territoriet, er lige så unik som den metalskinnende, sortgrønne overside og den tilhørende stemme, der lyder som en sirene under udrykning:

Vuii-ovuiip-vip-vip-euvii!

Ja, selve navnet vibe er faktisk et lydefterlignende ord.

”Derude i roemarken oplevede jeg jo, at jeg kunne se, at viberne var individer. De opfører sig simpelthen forskelligt fra vibe til vibe. Det var ikke bare en art, men nærmest en person. Nogle af dem var ængstelige og frygtsomme, mens andre næsten var tamme eller tillidsfulde,” husker Niels Andersen om det, der startede en livslang passion for landbrugets fugle.

Sanglærkerne og viberne er blandt hans yndlingsfugle. Et forår uden sanglærkernes triller i øregangen er fattigt for ham. Og synet af vibernes sangflugt er med til at definere hans egen livskvalitet.

”Når vi gik derude i roerne, måtte vi en gang imellem flytte en viberede måske fem meter, fordi den lå lidt i vejen i forhold til markarbejdet, så flyttede vi den tilbage igen. To minutter efter lå viben så på æggene igen,” fortæller Niels Andersen, der allerede som dreng satte kæppe i marken ved viberederne, så hans far kunne køre udenom med radrenser eller harve på traktoren.

”Det der med personligheden fascinerer mig. Sådan er måske i virkeligheden med alle levende væsener – hver især er vi forskellige. Jeg tror, at det gælder for alt liv.”

Vibeprojekt med vibemangel

Men lyden af vingeslag, fuglesang og høje sirener skrumper desværre ind. Især ude i agerlandet – og især de seneste årtier. Det kan Niels Andersen om nogen dokumentere. Han er en af de frivillige i Dansk Ornitologisk Forening, der laver punkttællinger, hvor man på tre bestemte dage hvert år går den samme rute med en række punkter. Der stopper man op og observerer, hvilke fuglearter, der er på stedet.

Der er over 425 ruter fordelt over hele landet, og punkttællingerne giver meget vigtige data for forskere i natur og biodiversitet. Hvad viben angår, blev indekstallet i 1976 sat til 100. Det er kun faldet siden. I dag er vi nede under indeks 20. Fire ud af fem viber er forsvundet på under 50 år.

Niels Andersen har gået sin rute i over 15 år i agerlandet vest for Svendborg. Eller rettere sagt: Han har cyklet ruten. Ikke bare i forbindelse med de tre årlige tælledage, men næsten hver eneste dag året rundt.

”Landbrugslandet fylder mere end 60 procent i Danmark, men det er underrepræsenteret i fugleoptællinger. Det er ikke et sted, man tager hen, ser på og tæller fugle. Der er simpelthen er for langt imellem snapsene.”

Sideløbende med sine punkttællinger har han lavet et projekt, han kalder ’Vibeforår i landbrugslandet’. Her har han på 1200 hektar møjsommeligt fulgt de ynglende viber. Da han begyndte i 2010, var der 17 ynglende par. I 2017 fik han Danmarks Ornitologiske Forenings hæderspris for sit arbejde. Det var dengang, han fik tilnavnet vibe-Niels. I 2022 var der ikke flere par at observere. Projektet stoppede på grund af vibemangel.

”Jeg vil vove den påstand, at hvis jeg skulle vokse op i dag, så var jeg aldrig blevet fuglekigger. Der er simpelthen ikke fugle nok til at vække en teenagedrengs interesse længere. Der er kommet langt flere huller i lydtapetet. Jeg er med til at dokumentere, hvor galt det kan gå. Bare i min levetid er det blevet så artsfattigt i landbruget.”

Kvægmangel giver "slumnatur"

Niels Andersen bremser op. Vi er ved punkt 5. Foran ham er en græsmark med en stor rørskov. Her får vi lidt af forklaringen på, hvorfor viben har det svært. Tidligere var marken ejet af en landmand, som lukkede nogle ammekører ud. Mens de græssede, holdt de området lysåbent.

”Nu er det jo ved at gro til. Kan du se lysesiv, tagrørene og pilekrattet der,” spørger han og peger ud mod en mose:

”Det kalder jeg slumnatur, fordi det ikke bliver plejet længere. Da køerne græssede her, var det en kvalitetsmarkør for naturen. Derfor er det også så vigtigt at økologerne stadigvæk har deres mælkekvæg på græs.”

Niels Andersen har i en rapport om sit vibeprojekt lavet et puslespil med 35 brikker på et foto af en vibe. På hver brik står der bl.a. effektivisering, sprøjtning, strukturudvikling, dræning og markarbejde. Alle de livsafgørende faktorer for viben.

Niels Andersen vender tilbage til afgræsningen. I midten af halvfjerdserne gik 100 procent af den danske malkekvægsbestand på græs. Det trivedes viben fint med. Nu er kun 16-17 procent af malkekvæget, der kommer ud under åben himmel. Og det er altså i store træk de økologiske.

”Alle de andre står på stald året rundt. De mangler som naturplejere,” siger han og fremhæver, at de græssende kvæg er en af grundene til, at der er dokumenteret 30 procent mere liv i og ved de økologiske end ved de konventionelle marker.

Han har selv bidraget konstruktivt til vibernes fremtid med folderen ”Opskrift til flere viber på marken”, som udfolder seks lettilgængelige råd, landmanden kan følge.

Under mors vinger

’Sprøjtning’ står der på en anden brik.

”Pesticiderne er jo med til at begrænse fødeudbuddet. Ukrudtsplanterne, man sprøjter for, sætter jo nogle frø, som er fødegrundlag for de fugle, der er ude i det åbne land. Og så sprøjter man jo insektfaunaen. Stort set uden undtagelse starter alle fugleunger deres vækst med insekter, fordi det er proteinrig kost, der hjælper dem godt på vej på en hurtig måde.”

Normalt fodrer forældrefuglene deres unger med insekterne, men lige ved viberne klarer ungerne det selv. I modsætning til fx solsortens unger, er de fuldbyrdede og allerede samme dag, de er kommet ud af ægget, løber de frit omkring og tager, hvad de kan finde af jordlopper eller springhaler.

”De er under opsyn af vibemoren. Da deres temperaturregulering ikke er færdigudviklet, kalder moren dem til en gang imellem. Så stiller hun sig og varmer dem under bugfjerene, og det går der måske et kvarter med. Så rejser hun sig igen, og så piler ungerne ud og finder føde igen. Det er så fint at se.”

Den afgørende klods

Niels Andersen mener, at den førhen meget almindelige vibe blev så folkekær på grund af dens sangflugt. Først flyver den vandret. Så slår den over i zigzagflugt med en brusende lyd af vingefjerene. Så stiger den. Fuldstændig lodret op. På toppen af stigningsflugten lyder sirenen.

”Det er jo noget man har lagt mærke til i gamle dage ude på marken. Viben er en forårsbebuder, som landmanden har taget bestik af. I mange af vores slidstærke sange er viben netop forårsbeboeren,” siger vibekenderen og svinger gennem en landsby.

Ude i det åbne agerland stopper cyklen ved punkt 6. Vi ser ud over en kæmpe markflade. Engang var her seks marker. Nu er der én. Et godt eksempel på endnu en brik i vibens puslespil. Strukturudviklingen. Ved punkt 6 var der engang en god vibeeng. Den blev først drænet, men det mislykkedes. Nu er der et vandhul. Fint for et par ænder og en blishøne, der padler rundt på overfladen. Men viben er ingen svømmefugl.

En enkelt brik i hans puslespil mangler.

Den ligger ved siden af de andre. På den står der ”Kollaps”. Ifølge Niels Andersen er viben en social fugl. Når summen af mange brikker tynger viberne, er det sociale grundlag for en bestand måske for tynd.

”Det er som det spil, der hedder Klodsmajor. Man stabler et tårn af træklodser op, og så går det ud på, at man på skift trækker de enkelte klodser ud. Den første, der bliver trukket ud, sker der jo ingenting ved. Den næste heller ikke, og den tredje heller ikke.

Men på et tidspunkt trækker man den afgørende klods ud. Så ramler det hele.”

Krydser fingre for EU-politik

Der har været stille i luften på cykelturen indtil nu. Ikke en lyd. Men her nær ved punkt 6 er en enkelt sanglærke gået på vingerne.

Svirrende livskvalitet for Niels Andersen.

Han nærer håb, selv om han er vidne til vibens, sanglærkens og agerhønens fald.

EU vedtog sidste år en naturgenopretningsforordning med klare mål. I Danmark skal landbrugsfuglenes bestandsindeks øges med 10 procent i år 2030, 20 procent i 2040 og 30 procent i 2050.

”Så der er jo bestræbelser på forbedring.”

Han nævner også det såkaldte GLM8-krav: Et EU-krav om, at fire procent af alt landbrugsjord på bedriftsniveau skal stå hen som uproduktiv jord. I 2023 blev det frivilligt for EU-landene, men bl.a. Økologisk Landsforening arbejder på at fastholde kravet.

”Det kunne jo være med til at hjælpe tallet frem, fordi det giver jo mange små trædesten ude omkring i landbrugslandet.”

Ude i marken foran ham er der også håb. Tre vibepar har fået æg. Niels forklarer, at der i 2024 heldigvis dukkede et vibepar op igen.

De fik fire levedygtige kyllinger, og det er formentlig nogle af dem, der er vendt tilbage, fordi ”viberne er så stædigt trofaste over for det sted, hvor de er kommet til verden,” som Niels Andersen forklarer deres adfærd.

Epilog - uden unger

Da vi var med i felten, skrev vi 30. april. Den 4. juni taler vi med vibe-Niels igen.

”Jeg har ikke set en eneste vibekylling i år. Efter klækningen er de forsvundet fra stedet. Måske har de søgt føde andre steder, men det er langtfra sikkert, at de har fundet det. Engang var det en livsforsikring for viben at være så stedtrofast. Nu er det intensive landbrug vejen til undergang med for lidt føde til dem og omskiftelige forhold.”

På de 1200 hektar, han i 13 år har fulgt i sit vibeprojekt, er der lavet mere end 100 drænsarbejder. Blot ét felt, hvor landbruget konstant vælger løsninger, der gør det sværere at være viber eller andre agerfuglearter.

Det er synd, synes han. Ikke bare fordi, han selv er glad for det vilde liv på landet.

”Jo rigere natur, desto bedre oplevelser giver det jo også mennesket. Altså vi står jo et sted, hvor folk gerne vil ud og have nogle naturoplevelser. Det efterspørger flere og flere. Men samtidig bliver udbuddet af oplevelser hele tiden indskrænket.”