Griseforsker: Grisenes kommunikation er virkelig sofistikeret

SCENE 1

Smågrisene er født i løbet af natten og dier nu ved soens patter i farehytten ude på marken. Hvad sker der mellem soen og smågrisene – og hvad siger adfærden dig om deres natur?

Det spørgsmål har Lene Juul Pedersen gode forudsætninger for at svare på. Hun er professor ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet. Her forsker hun i dyrevelfærd i både konventionelle og økologiske produktions- og staldsystemer med hovedfokus på grise.

”Der udvikler sig hurtigt et virkelig fint samspil mellem soen og hendes unger baseret på gryntesignaler. I de første 10-20 minutter – hvor grisene selv finder vej til patterne – guider gryntene grisene til yveret og stimulerer dem til at sutte,” siger Lene Juul Pedersen.

I de første timer, efter fødslen er gået i gang, er mælken frit tilgængelig. Allerede i løbet af det første døgn ændrer det dog sig drastisk. Mælken kommer nu kun cirka én gang i timen, og der er kun mælk i 10-20 sekunder.

”Det lyder måske upraktisk, men det er faktisk en genial måde at undgå, at de stærkeste får det meste af mælken.”

For at udnytte de få sekunder, etablerer grisene i løbet af det første døgn en såkaldt patteorden.

”Hver gris udvikler en præference for en bestemt patte, som den vil forsvare sin adgang til. Når mælken er på vej, taler soen til pattegrisene gennem gryntelyde, som grisene hurtigt lærer at skelne.”

Hun starter med dybe, langsomme grynt. Når alle er samlede og masserer patterne, skifter hun til lidt hurtigere gryntesignaler. Nu skal de finde deres patte, og massere den mere ivrigt. Lige inden soen sender mælk ud i patterne, ændrer hun igen gryntefrekvensen. Nu bliver de kortere og mere tydelige. Det er det endelige signal til grisene om, at mælken kommer. Det får dem til at tage patten i munden og sutte intensivt, mens mælken flyder.

”Det er virkelig sofistikeret kommunikation, som sikrer, at grisene ikke slås indbyrdes, mens mælken kommer. Hvis de slås meget, ser man ofte, at soen afbryder diegivningen. Det er hendes måde at holde ro i flokken af unger.”

Ifølge Lene Juul Pedersen er kommunikationen mellem soen og pattegrisene i det hele taget fascinerende at opleve.

Hendes fascination bliver ikke mindre, når smågrisene i løbet af de første dage gradvist går i kast med at udforske verden i og uden for farehytten.

”Når de har så meget plads, som en økologisk pattegris har, kan man også tydeligt se og høre, at so og grise aktivt kommunikerer med hinanden,” siger professoren.

Efter den første uge begynder grisene at tigge om mælk ved soen. Det gør de ved hjælp af nogle særlige gryntelyde, som kan skelnes fra andre lyde. Når tilstrækkelig mange grise tigger om mælk, så grynter soen tilbage på en særlig måde og lægger sig ned – og så begynder en ny diegivning.

Når der er gået yderligere nogle uger, skal grisene gøre sig endnu mere umage for at få soen til at begynde en diegivning. Efter seks-syv uger ser man ofte, at soen står op og dier dem.

SCENE 2

Du ser de økologiske smågrise løbe rundt i en lille flok på, ved eller i kanten af marken, mens soen er tæt på farehytten. Hvad siger den scene dig om grisene – og deres mulighed for at udleve en naturlig adfærd?

Lene Juul Pedersen tager i sit svar på scene 2 forbehold for, at økologiske produktioner er forskelligt indrettede.

”Vi ser, hvordan grisene gradvist bliver mere uafhængige af soen – og omvendt. Allerede efter en uge vil soen opholde sig mindre i hytten, hvor reden er. I naturen vil hun forlade reden og gå tilbage til sin flok. Hun forventer nu, at smågrisene følger med hende. Allerede her begynder hun at gøre grisene mere uafhængige af hende og mælken,” siger Lene Juul Pedersen.

Efter to-tre uger begynder smågrisene at undersøge omgivelserne og går længere væk fra reden. Efter fire-fem uger begynder de at lære at æde fast føde ved at følge soen og spise det, hun viser dem.

”Så de lærer af soen, hvad de kan æde, og hvor de skal lede. Selv om grisene er mætte og tilfredse, bliver de ved med at søge efter føde. Deres nysgerrighed er en kæmpe del af deres måde at være i verden på. Nysgerrigheden har en vigtig funktion. Ved at være nysgerrige og søgende finder de nyt at æde og snuse til, for eksempel en supervelsmagende regnorm.”

Sådan lærer grisene gradvist, at de kan finde mange spændende og velsmagende ting i deres omgivelser ved at rode og snuse sig frem.

”Derfor er det at rode, snuse, tygge og undersøge meget vigtigt for grise. Det gør grisen glad, fordi den belønnes for arbejdet.”

Det er også i denne fase, at pattegrisene begynder at socialisere og løbe ud sammen med andre grise fra kuld, de ikke er født sammen med.

”Når smågrisene løber rundt, leger de vitterligt. Alle pattedyr leger. Leg er med til at give dem færdigheder, de skal bruge som voksne – men man ser mest den slags positiv adfærd hos dyr, der er i trivsel.”

Der er flere typer leg. For eksempel er der social leg, som på nogle måder kan ligne, at de slås.

”Men man kan se, at de leger med hinanden, hvis man kigger godt efter. De viser forskellige underkastelsessignaler. Det kan være løb i zigzag-bevægelser, at de hopper lidt op og ned eller vælter rundt.”

På den måde signalerer smågrisene til deres jævnaldrende artsfæller, at de vil lege.

”Smågrisenes sociale leg er en træning i at omgås hinanden i en social orden. De tester hinandens styrker uden at slås. De vil ikke true, men invitere de andre til leg.”

Man kan også se grise lege med for eksempel grene eller rødder, de finder. Her slår de med hovedet, løber og har også de karakteristiske hop op og ned, som signalerer at de leger.

”Men hvis der er fare på færde, kalder soen på dem med et karakteristisk dybt gryntesignal. Smågrisene reagerer straks ved at løbe hjem til deres egen mor,” forklarer Lene Juul Pedersen og uddyber, at ”fare på færde” kan være mange ting, for eksempel et rovdyr eller når hun som forsker kommer for tæt på for at observere dem.

SCENE 3

Producenten fravænner grisene, når de er 7-10 uger gamle. De skiller smågrisene fra moren og sætter dem ind i en stald med et udeareal. Hvor hård er den fravænning for grisene?

Lene Juul Pedersen forklarer, at kravene til den økologiske produktion er, at fravænning først må ske efter syv uger.

Til sammenligning er den tre-fire uger hos konventionelle producenter – hvilket også er årsag til store problemer med blandt andet fravænningsdiarré, og at økologiske producenter bruger omkring syv gange mindre medicin til smågrisene, end der bruges i den konventionelle produktion.

Flere af de økologiske producenter fravænner dog senere end de syv uger. Det gør, at grisene er mere robuste.

”Soen ville måske dige længere i naturen, men er der rigelig føde og grisene trives godt, så bliver hun endnu mere tilbageholdende med mælken, fordi hun ved, at hun ved at fravænne grisene kan få endnu et kuld unger samme år. Så soens natur er at fravænne kuldet, så snart de er klar, så hun kan få mere afkom. Ungerne kæmper derimod for at få mælk, så længe som soen tillader det. Det er det, vi kalder mor-unge-konflikten,” forklarer Lene Juul Pedersen.

Hun hører fra flere økologer, der kører med ti ugers fravænning, at grisene reelt er fravænnet af soen, før de kommer på stald. Den gradvise overgang gør dem mere robuste, og den gør det lettere at klare sig igennem fravænningen – både for grisene og for soen.

I det hele taget bidrager det økologiske system til, at grisene i langt større omfang kan udleve deres naturlige adfærd – herunder deres store nysgerrighed.

Ifølge Lene Juul Pedersen er det især godt, at søerne har god plads op til og under faring, og at de reelt kan bygge en rede. Dertil kommer, at smågrisene fravænnes gradvist over længere tid, og at de lærer at søge føde i et naturligt miljø af deres mor.

”Det er også positivt, at grisene tidligt lærer at omgås grise, som ikke er deres søskende. Det gør dem mere sociale senere i livet. Satte man dem sammen, når de var ældre og ikke vant til at gå sammen med andre flokke, ville de slås mere.”

Læg dertil de gode muligheder for at grisens nysgerrighed stimuleres – navnlig ved at den kan snuse, rode, tygge og undersøge jorden og planter på marken. Selv når de kommer på stald, tildeles der mere plads, bedre og mere materiale at rode i samt grovfoder.

”Det fremmer alt sammen positive tilstande hos grisene.”

I professorens øjne kan økologerne gøre mere for at øge velfærden – for eksempel i de udearealer, grisene har adgang til, når de kommer på stald.

”Mange forbrugere tror, at økologiske grise er på friland hele livet, og det kan derfor være en vis skuffelse at se slagtegrisenes udendørs løbegårde med betongulv. Men her kan økologerne arbejde mere med at lave funktionelle zoner, hvor det for eksempel er rart og blødt at ligge i halm. Det kunne også være rodekummer, for eksempel med lyngflis, rodfrugter eller andet spændende grovfoder, grisene kan gå på opdagelse i.”

Ifølge Lene Juul Pedersen er der mange elementer fra den økologiske produktion, som de konventionelle producenter kan bruge for at øge grisenes velfærd.

”Det er jo præcis de samme behov, grisene har - for eksempel behovet for et spændende og stimulerende miljø. Det kunne de få ved en kombination af mere plads samt mere og bedre rodemateriale. Det er også muligt at have søerne løse indenfor med mere plads og mulighed for senere fravænning. Men det giver de konventionelle producenter en stor udfordring, fordi det vil kræve ombygning af stalde og gyllesystemer.”