Ny app eliminerer et ekstra led i vigtigt naturarbejde

Farvel til papir og dobbeltarbejde. En ny digital løsning skal gøre det hurtigere at passe på naturen i Danmark. Det kommer til at styrke overvågningen af naturen og giver hurtigere adgang til vigtige data, som kan bruges til at beskytte biodiversiteten.

08. maj 2026
Læsetid: 3 minutter
Lars Emil Hansen ligger i græsset med sin telefon
I Skive Kommune bruger biolog Lars Emil Hansen allerede den nye natur-app i sit daglige arbejde, og ifølge ham gør den en kæmpe forskel. Foto: Skive Kommune

En ny app fra Naturdatabasen skal gøre det langt lettere at holde øje med den danske natur. Hvor biologer og naturmedarbejdere tidligere måtte slæbe rundt på notesblokke og senere skrive alt ind manuelt, kan de nu registrere arter, tage billeder og gemme GPS-punkter direkte på mobilen ude i felten.

Appen sender oplysningerne direkte videre til de fællesoffentlige databaser, så data hurtigt kan bruges i arbejdet med naturbeskyttelse, miljøvurderinger og planlægning. 

Det betyder mindre tid bag skrivebordet og mere tid ude i naturen.  

I Skive Kommune bruger biolog Lars Emil Hansen allerede app'en i sit daglige arbejde, og ifølge ham gør den en kæmpe forskel.  

“Det største løft er, at jeg kan registrere observationer i appen direkte fra felten i stedet for først at skrive på papir og bagefter bruge tid på at taste det hele ind,” fortæller Lars Emil Hansen i en pressemeddelelse og tilføjer:

”Det frigør i praksis omkring en fjerdedel af min tid."

Det sparer ikke bare tid, men gør også arbejdet mere præcist og overskueligt, forklarer biologen. Appen gør det blandt andet muligt hurtigt at søge efter arter, tage billeder direkte i registreringen og gemme koordinater automatisk via GPS. På den måde bliver det nemmere at dokumentere, hvad der faktisk findes ude i naturen.  

Mere data kan betyde bedre natur 

Når det bliver lettere at registrere naturen, bliver der også samlet flere og bedre data ind, og det er vigtigt. De oplysninger, der bliver registreret, kan bruges til alt fra kommunal sagsbehandling til vurderinger af naturtilstand og overvågning af biodiversitet. Samtidig giver det myndighederne et stærkere grundlag for at træffe beslutninger om beskyttelse af naturområder. 

Ifølge Danmarks Miljøportal er digital og sikker registrering en vigtig del af fremtidens naturforvaltning, især hvis Danmark skal leve op til internationale krav om overvågning og beskyttelse af naturen.  

En stor del af idéen bag projektet er også, at naturdata skal være tilgængelige for alle. Data fra app'en bliver en del af Danmarks fælles miljødata, som både forskere, myndigheder, virksomheder og borgere kan få adgang til. Danmarks Miljøportal giver allerede adgang til millioner af observationer af arter og vandmiljø, og den nye app skal gøre det endnu lettere at udvide den viden.