Styrelse trækker fejlbehæftet opgørelse over det økologiske areal tilbage
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø trækker opgørelse som viser vækst i det økologiske areal, tilbage, da tallene er baseret på usikre tal.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har trukket en fejlbehæftet opgørelse tilbage, fordi tallene over væksten i det økologiske areal var behæftet med store fejlkilder
Usikkerheden opstod, da flere økologikonsulenter kontaktede styrelsen. Tallene viste, at det økologiske areal var vokset til over 320.000 ha, men via deres daglige kontakt med de økologiske landmænd, vurderer konsulenterne snarere, at det økologiske areal falder i 2025.
Det fik styrelsen til at dykke dybere ned i tallene, der er baseret på afgrødefordelingen på økologiske marker ved ansøgningsfristens udløb i foråret. Men metoden viste sig at have væsentlige svagheder, fortæller fuldmægtig Jim Vad Sørensen, fra kontoret Landbrugsstøtte & Geodata.
”Det har vist sig, at den metodik, vi har brugt til opgørelsen, er forbundet med fejlkilder, og derfor er den uhensigtsmæssig,” skriver styrelsen på sin hjemmeside.
Opgørelsen for 2025 er derfor fjernet, og styrelsen vil ikke længere udarbejde den. Det ærgrer Jim Vad Sørensen, da opgørelsen blandt andet var efterspurgt af foderstoffirmaer, som tidligt ønskede overblik over, hvilke foderafgrøder der blev dyrket i den pågældende sæson.
”Hidtil har vi betragtet alle marker med en omlægningsdato i statistikken som økologiske. Men vi har opdaget, at en omlægningsdato kan fremgå, selv om marken er omlagt tilbage til konventionel drift. Det er en fejlkilde, vi ikke kan stå på mål for, og derfor har vi besluttet at stoppe med at lave opgørelsen,” siger han.
En forvirrende situation
Hvad betyder fejlene for det samlede omlagte areal Har I nye tal for omlægningen?
”Det er forventeligt, at tallene er noget lavere, men jeg tør ikke gætte på, hvor de ender,” siger Jim Vad Sørensen til Økologisk Nu.
Han beskriver situationen som forvirrende, hvis styrelsen fortsatte med at udgive to datasæt, som tegner forskellige billeder af det økologiske areal. Hvis man vil have pålidelige tal for omlægningen, henviser han til den officielle statistik for økologiske jordbrugsbedrifter 2025, som udkommer i april 2026.