Annonce
Annonce
Økologisk planteproduktion havde i 2019 det højeste gennemsnitlige driftsresultat, i al den tid Danmarks Statistik har indsamlet data. Foto: Colourbox
Stort spænd mellem toppen og bunden i økologisk planteproduktion
Nye tal viser et spænd på 1,8 mio. kr. mellem den bedste og den dårligste fjerdedel inden for økologisk planteproduktion. Planterådgiver giver sit bud på, hvordan du ender blandt de bedste.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at den fjerdedel af økologiske planteavlere, der klarede sig bedst i 2019 havde et gennemsnitligt driftsresultat på 1,8 mio. kr., hvorimod den laveste fjerdedel kun lige formåede at komme i plus.
Poul Christensen, økologi- og planteavlskonsulent hos ØkologiRådgivning Danmark, kommer her med forslag til, hvad man som landmand skal tage med fra 2019, og hvordan man kan forholde sig til 2021.
“Mange de landmænd, jeg har talt med havde solgt afgrøderne på kontrakt, før priserne begyndte at falde omkring høsten 2019. Det betød, at de har sikret sig en god pris på eksempelvis maltbyg, som er faldet rigtig meget nu,” siger Poul Christensen.
Han fortæller om kontrakter på maltbyg til omkring 260-270 kr., hvor maltbyggen i dag ligger på omkring 125 kr.
“Skal man sælge foderkorn, så skal det sælges på kontrakt før høst. Det gjaldt sidste år, og det gælder også i år,” understreger Poul Christensen og tilføjer:
“Lige nu er der efterspørgsel på vårhvede til brød med et proteinindhold over 12 pct., og det kan der også være muligheder for til 2021. Jeg er selvfølgelig også opmærksom på, at det kan være sværere for mindre bedrifter at have fokus på at få lavet en kontrakt i god tid inden høst. For bedrifter med flere afgrøder kan det være en fordel at lave delsalg, hvor man sælger hovedparten af afgrøderne på kontrakt og satser med en mindre del af afgrøderne.”
Poul Christensen fremhæver selv, at brødrug har haft ret flotte faldtal i år, og hvis man har ressourcerne til at lade det ligge på lageret, så er der måske penge at tjene.
“Der er små vinduer, hvor der især er favorable priser, hvis man skal sælge på kontrakt. Det kræver altså, at man følger med og hele tiden undersøger, hvornår man kan afsætte sin afgrøde til en god pris,” siger Poul Christensen.
Afgrøder i 2021
Det selvfølgelig ikke nok bare at sælge på kontrakt - man skal også have de rigtige afgrøder.
“Hvede, bælgplanter, vinterraps, ø-landshvede og spelt er alle afgrøder, der er efterspurgt. Desuden har corona-krisen betydet, at protein til foder som hestebønner, lupin og ærter ikke er faldet så drastisk i pris - det kunne også være en mulighed,” siger Poul Christensen som forslag til, hvad der kan være en god forretning i 2021.
Derimod mener han, at der er meget usikkerhed omkring vårbyg og havre, men understreger, at det i sidste ende afhænger af efterspørgslen.
Økologisk planteproduktion havde i 2019 det højeste gennemsnitlige driftsresultat, i al den tid Danmarks Statistik har indsamlet data.
Poul Christensen forudser dog, at de lave kornpriser i 2019 og 2020 vil afspejle sig i næste års regnskab.
Flere artikler fra samme sektion
Potentialet for at øge de økologiske udbytter er stort
ANALYSE: Kvælstof bestemmer den største del af de økologiske udbytter, og det er oftest den begrænsende ressource i en økologisk markplan. Fravær af pesticider koster også udbytter i en direkte sammenligning med konventionel planteavl. Det økologiske greb er at udmønte de grundlæggende økologiske principper til praktisk landmandskab, krydret med nye metoder og teknologier.
Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige
Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.
Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal
DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.