Ægtepar prioriterer at give tid og plads til både grisene og familielivet - og der er god økonomi i det

”Skal I så udvide?”

Det spørgsmål har Per Midtgaard og Helle Friis Buhl ofte fået, når snakken har gået på deres økologiske griseproduktion med 150 søer og et væld af smågrise. Spørgsmålet er for eksempel kommet fra bankrådgiveren. Eller fra landbrugselever, der har besøgt ejendommen på i alt 55 hektar ved Gadbjerg nordvest for Vejle.

Hver gang er svaret meget enkelt:

”Nej! Det vil vi ikke. For os skal det ikke kun handle om grise. Vi har tre små børn på tre, seks og otte år, og der skal være tid til andre ting end selve produktionen. Til at renovere vores hus. Til at arbejde med vores gårdbutik. Eller bare at ligge på sofaen," forklarer Per Midtgaard om det lille familielandbrug.

Solhøjgaard kom i gang i 2020 med hjælp fra Den Økologisk Jordbrugsfond, så parret kunne realisere en drøm om egen gård med økologiske grise. De ejer bygningerne og otte hektar. Resten af ejendommen med 43 hektar agerbrug og 10 hektar skov ejer fonden, og parret lejer det som en almindelig forpagtning.

Tid til at vente på grisene

Før familien flyttede ind på Solhøjgaard, var Per Midtgaard og Helle Friis Buhl ansatte hos deres kollega Nicolaj Pedersen. Han står bag Stenager Økogris, der er en produktion med 650 søer, som får godt 16.000 smågrise om året.

Nicolaj Pedersen blev en slags mentor for parret, der i tre års tid kørte sin egen produktion med 150 søer sideløbende med produktionen hos Stenager Økogris. De tre års erfaringer gav faglig ro i rygsækken, så de kunne springe ud i deres gårdeventyr, da muligheden for et samarbejde med jordbrugsfonden bød sig til.

En produktion helt på egne vilkår – og størrelse.

Helle Friis Buhl forklarer, at de rigtig gerne ville have en fleksibel hverdag – og at den lille produktion med egen gårdbutik har vist sig at være en god ramme om de nære værdier, de driver landbruget på:

”For mig er det eksempelvis muligheden for at sætte sig ned og bruge fem minutter på at se på en sjov gris. Smågrisene laver altså mange finurlige ting, når de løber rundt i flok. Det er underholdende at se på, og smågrisene er meget nysgerrige. Det er dejligt at kunne nå den slags. Det giver mig en arbejdsglæde, som jeg værdsætter – og jeg kan rigtig se, hvordan dyrene trives.”

Sætter sit helt eget præg

Deres smågrise går ganske vist videre til andre økologiske kollegaer som slagtesvin, men de beholder omkring 30 slagtegrise, der får lov til at leve ude med ”megameget plads”. Altså et skridt videre end økologireglerne, der kun stiller krav til, at slagtesvinene kommer på stald med adgang til en udendørs ”veranda”/løbegård.

Helle Friis Buhl forklarer også, at den lidt langsommere produktion betyder, at de ikke skal ”jarve så meget med dyrene”.

”Vi har som regel tid til at vente på, at grisene selv kommer ud af en hytte, hvor man i den større produktion er nødt til at få dyrene hurtigere ud. For eksempel når vi skal kastrere en gris. Vil de ikke ud på dag tre, gør vi det på dag fire eller fem," fortæller Helle Friis Buhl og tilføjer, at der bestemt ikke er noget negativt i at drive og arbejde i en større produktion, som de kender fra Stenager Økogris.

”Når vi kun er os selv, kan vi sætte vores helt eget præg. Vi ønsker at få mere tid til overs og til at dyrke vores familieliv,” slår Helle Friis Buhl fast.

De har bare valgt en anden vej

De tre børn er også med i produktionen, i det omfang det giver mening, og som de selv har lyst til. Parrets yngste – Otto – var meldt ud af dagpleje i ni måneder, inden han begyndte i en børnehave i september sidste år. Den dengang toårige dreng var dagligt med ude og fodre grisene.

”Det var en naturlig del af Ottos hverdag. Det tog naturligvis lidt længere tid, men det var megahyggeligt at have den kontakt til ham. Det var sjovt at se, hvordan den lille fyr havde totalt styr på, hvad der skete derude," fortæller Helle Friis Buhl og giver eksempler på ord, der ikke just er hverdagssprog for de fleste toårige:

”Han fortalte meget gerne andre om, at far og mor skulle inseminere. Eller at de lige skulle ud og se til en so, der havde faret. Selv om han var en meget bestemt toårig og måske lidt mættet af hele tiden at skulle med ud til grisene, er vi enige om, at det var en fantastisk tid," siger Helle Friis Buhl og fortæller, at alle tre børn også har været med ude og se og røre ved en navlestreng, da en so var ved at fare.

Per Midtgaard supplerer også snakken om værdierne i familielandbruget ved at nævne, at de to store ikke går i SFO, men bliver hentet når de har fri fra skole.

Nye værter til Sofari

Per Midtgaard og Helle Friis Buhl er blandt de 13 økologiske griseproducenter herhjemme, der deltager i Sofari, som Økologisk Landsforening er med til at arrangere. Åbent hus-arrangementet foregår i år søndag d. 22. maj kl. 10-14, og det er en dag, hvor alle nysgerrige kan komme ud og opleve de mindst lige så nysgerrige smågrise på markerne og deres større artsfæller i en økologisk kontekst.

Det er første gang, at de selv lægger gård til eventet, men de har før deltaget i Sofari hos Stenager Økogris.

”Gæsterne synes, at det er sjovt, at søerne bader i mudder og bor udendørs i hytter hele året rundt. Selv om nogle bliver lidt overraskede over, at slagtegrisene ikke er ude på samme måde, kan gæsterne se, at dyrene har det godt med den frihed, de har,” fortæller Helle Friis Buhl.

”Og det er et arrangement, vi gerne vil bakke op om,” indskyder Per Midtgaard og fortsætter:

”Selv om det er en stor mundfuld for os at forberede, er jeg ret sikker på, at det kan give os en glæde at være Sofari-værter. Vi har ikke noget at skjule og åbner for alle dem, der vil kigge. Dertil kommer selvfølgelig også, at det kunne være rart, hvis vi kan få nogle kunder i vores gårdbutik.”

Stolt af sorte tal på bundlinjen

En ting er så, om der er tid til overs, overskud til familien og energi til at stille op til Sofari.

Deres model har nok så interessant også vist sig at hænge sammen, når man ser på den med regneark- og budgetbrillerne på.

”Sidste år gik det rigtig godt”, siger Per Midtgaard.

Ganske vist svarer han klart ja til, om Solhøjgaard Økologi også er en god forretning – men undlader at hæfte konkrete tal på overskuddet. Som han siger:

”Når en landmand siger, at det går godt – så er det virkelig fint. Produktionen har kørt helt vildt godt, og vi har fået forhandlet nogle gode priser på foder i en kontrakt, der løber frem til august i år,” uddyber landmanden.

Bortset fra en lidt dyrere energi, har de derfor ikke mærket det store til prisudsving som følge af krigen i Ukraine.

”Jeg er nok mest stolt af, at vi har fået økonomien til at hænge sammen – trods stærk modgang fra banken, da vi ville i gang. Mange undrer sig over, at 150 søer virkelig er nok,” siger Per Midtgaard og understreger, at de hellere bruger krudt på at gårdbutikken eller arbejder med nogle nye sorter i marken. Og at de bestemt ikke mangler noget – og både tager på ski- og sommerferie.

”Vi har valgt at prioritere overskuddet i hverdagen. Altså tiden til andet end lige at passe grise. Den er lige så vigtig for os.”

Man når langt med samarbejde

Per Midtgaard understreger, at det lille familielandbrug ikke var kommet i gang på Solhøjgaard uden Den Økologiske Jordbrugsfond. Især samarbejdet med banken var rigtig svært – og det hele var tæt på ikke at lykkes. Men fonden troede på deres projekt og stod bag dem. Derfor lykkedes det til sidst, forklarer Per Midtgaard og nævner, at fonden også har hjulpet med mange ting vedrørende handel og overdragelse.

Landmanden understreger, at ”man ikke skal være ked af at lave noget sammen med andre”, hvis man som relativ ung landmand vil have fodfæste i branchen.

Per Midtgaard peger på, at mange ældre landmand ligesom Nicolaj Pedersen har gårde, de gerne vil sælge. Han opfordrer derfor til, at man laver lignende samarbejder, hvor man for eksempel lejer sig ind for en periode, så man har den faglige ballast godt forankret, før man går egne vegne. Eller måske kan overtage en gård.